'The time has come,' the Walrus said,
'To talk of many things:
Of shoes — and ships — and sealing-wax —
Of cabbages — and kings —
And why the sea is boiling hot —
And whether pigs have wings.'
Lewis Carroll: The Walrus and the Carpenter

24 september 2007

Skjelettene fra Oseberg og Gokstad

Det har vakt berettiget oppsikt at arkeologer fra Kulturhistorisk museum og Vestfold fylkeskommune i disse dager har hentet ut kister med skjelettrester fra gravhaugene på Oseberg og Gokstad i Vestfold. Moderne analysemetoder kan gi helt nye kunnskaper om disse sentrale funnene fra vikingtiden. Men hvordan kunne det ha seg at skjelettene ble plassert i haugen i første omgang, i Osebergs tilfelle så sent som i 1948?Da Kongshaugen på Gokstad ved Sandefjord ble åpnet og undersøkt i 1880, fant man i et tømret kammer om bord i gravskipet, skjelettet av en voksen mann. Oseberghaugen i Slagen, undersøkt i 1904, viste seg å inneholde skjelettene av to voksne kvinner. Etter at ugravningene var over, ble skjelettene oppbevart ved Anatomisk institutt.

Benmaterialet ble analysert i flere omganger, og gav opphav til flere interessante hypoteser om de gravlagte. Særlig den eldste av kvinnene i Oseberggraven ble diskutert. Blant annet basert på hodeskallens form kom L. Faye til at denne ”neppe kan ha tilhørt en ekte norsk kvinne”, men muligens en som ”stammede etstedsfra i Syden, som kunde være rimelig, eller hun endog mulig kunde være en lappekvinde”. K. E. Schreiners undersøkelse av den yngre kvinnens tenner, konkluderte med at hun hadde brukt tannpirker flittig i levende live. Dette siste tok man som tegn på at den yngre kvinnen var hovedpersonen i graven, mens den eldre var en trellkvinne som mer eller mindre frivillig hadde fulgt sin herskerinne i døden. Jac. Heiberg undersøkte Gokstadfunnets skjelett og kom blant annet til at den kraftige, nesten 1,80 m høye mannen som døde omkring år 900, led av leddgikt – en påstand som arkeologen A.W. Brøgger trakk store veksler på når han identifiserte den gravlagte med Olav Geirstadalv, som ifølge Ynglingatal døde av ”fotverk”.

Til tross for at skjelettene altså var blitt flittig benyttet som vitenskapelig kildemateriale, ble skjelettet fra Gokstad og de to fra Oseberg i tur og orden lagt tilbake i de respektive gravhaugene. Nå, i 2007, hentes de ut igjen – fordi man med rette frykter for bevaringstilstanden, og fordi man ønsker å gjøre nye analyser av skjelettene. Da er det vanskeligere å påvise vitenskapelige beveggrunner for at skjelettene ble tilbakeført gravhaugene i første omgang.

Det gjelder i særlig grad gjenbegravelsen av skjelettet fra Gokstad, som fant sted i 1928. Etter utgravningen lå Kongshaugen i mange år som en grop i potetåkeren. Det hevet seg imidlertid etter hvert røster for at haugen måtte restaureres. De lokale initiativtagerne ønsket i den forbindelse at skjelettrestene skulle legges tilbake i haugen. Forkjemperne for tilbakeføring fant en alliert i Universitetets oldsaksamlings bestyrer, A.W. Brøgger. Den 15. juni 1928 ble skjelettrestene ført tilbake til Sandefjord og plassert i haugen. Skjelettdelene var blitt lagt ned i en blykiste. Om kisten hadde man hyllet et klede, vevet for anledningen i Telemark. Vel fremme i Sandefjord fikk blykisten plass i en sarkofag av stein.

Året etter, på olsokdagen 29. juli, ble den restaurerte Kongshaugen innviet. Tilstede var mellom ti og tolv tusen mennesker, foruten et stort antall prominenser med kong Haakon, kirkeministeren, riksantikvaren, en rekke høyere offiserer og Vestfolds ordførere i spissen. Æresvakter fra Marinen våket over gravhaugen. Kongen og professor Brøgger talte.

For datidens historikere og arkeologer var storhaugene i Vestfold uløselig knyttet til den norske rikssamlingen, og dermed til den moderne nasjonalstatens legitimitet. Foruten å være en banebrytende arkeolog, var A.W. Brøgger en sentral aktør på 1920-årenes politiske høyreside. Han var formann i Grønlandslaget, og frem til 1931 var han medlem av Frisinnede Venstre. For Brøgger var arkeologien en særlig nasjonal vitenskap. Heri lå også forklaringen på at han var sympatisk innstilt til tanken om å gi Gokstadmannen en ny begravelse. I talen sin sa han:

”En gravhaug uten grav er som en kirke uten alter. … Vi må ikke glemme at det er den indre, nasjonale selvoppdragelse i vårt eget arbeid, som er en nasjonal bevegelses eneste levende idé. Hvis ikke dette forståes, kommer vi i fare for å gjøre om hele Norge til et antikvarisk museum.”

Det var for denne ”nasjonale selvoppdragelsens” skyld at Brøgger overgav skjelettrestene. Ved gjenbegravelsen regnet man med at gravhaugen skulle være skjelettets permanente hvilested. Etter at sarkofagen var blitt plassert i haugen i 1928, fortsatte restaureringen, og ved innvielsen av Gokstadhaugen året etter var sarkofagen dekket av to meter med jord.

Kritikken uteble ikke. Både i 1928, og igjen 20 år senere, da det var Osebergskjelettenes tur, var det først og fremst anatomiprofessor K. E. Schreiner som målbar den. I VGs spalter rettet han i juli 1948 skarp kritikk mot gjenbegravelsen, og mintes hvordan han under arkeologkongressen i Oslo i 1936 hadde måttet ”orientere flere utenlandske arkeologer og antropologer om det som her var utført” i forbindelse med Gokstadhaugen. ”Jeg skal ikke gjengi deres reaksjon, jeg var så skamfull,” skrev han.

Det akademiske kollegium hadde alt i 1946 gitt sin tilslutning til tilbakeføring av Osebergskjelettene. Men det er liten tvil om at planene hadde tilslutning fra Brøgger lenge før den tid. En artikkel i Aftenposten i juni 1942 siterer formannen i Vestfold historielag på at ”Universitetets oldsaksamling hadde lovet at når vi hadde en verdig sarkofag, skulde vi få dronning Åsa tilbake til hennes fredede jord”. Trolig inngikk planen i Brøggers nasjonale strategi lenge før krigen.

I 1948 ble skjelettene forseglet i en aluminiumskiste. Denne gangen ble imidlertid granittsarkofagen som innehold kisten, med hensikt plassert slik i haugen at den skulle være lett å hente frem igjen, dersom det skulle bli aktuelt. Schreiner fikk dog det siste ordet. Klok av skade fra Gokstadsaken og fylt av tvil om hvorvidt skjelettene ville bli hentet frem igjen, holdt han unna flere mindre skjelettdeler. Det er disse bitene professor Per Holck nylig har fått utført analyser av – og resultatene av disse analysene har på sin side bidratt til at resten av skjelettene igjen er tilgjengelig for forskningen.

15 september 2007

Daterte stokkebåter i Norge

Det vakte berettiget oppsikt da et mer enn 10 meter langt fartøy laget av en uthulet eikestamme kom for dagen i Glomma, ikke langt fra Sørumsand i Akershus, for en del år tilbake. Farkosten har senere blitt C14-datert til førromersk jernalder. Sørumbåten skiller seg på flere vis fra det store flertallet av stokkebåtfunn her til lands.

For det første med hensyn til alder. Et funn fra Siljan i Telemark er datert til yngre romertid, men forøvig ligger de eldste stokkebåtfunnene i Norge i perioden fra vikingtid og fremover. En overveiende majoritet tilhører middelalderen og senere. Stokkebåter ble benyttet til fiske og ferdsel i Norge til inn på 1900-tallet.

Det er funnet et stort antall stokkebåter her i landet, men det er bare et begrenset antall som er nærmere datert.

Også når det gjelder lengden, er Sørumbåten eksepsjonell. Gjennomsnittslengden for norske stokkebåtfunn er 4,5 meter – den fra Sørum har trolig vært minst 11.

I Danmark er det funnet stokkebåter som er datert tilbake til mesolitisk tid, de eldste av dem nærmere 10.000 år gamle. Disse eldste båtene er gjerne laget av nokså bløte treslag, som or eller lind. Brorparten av de norske funnene er av furu, mens de to eldste funnene, båtene fra Sørum og Siljan, begge er av eik.

Enkelte av farkostene har hull i sidene etter utriggere. Det gjelder en del av de yngste funnene.

Langt de fleste funnene er gjort i ferskvann, ikke sjelden i mindre sjøer og vann. Den tradisjonelle måten å vinterlagre slike farkoster på, var å senke dem ned i vann.

C14-daterte funn av stokkebåter (de fleste dateringene er gjengitt med en sannsynlighet på 2 sigma, tilsv. 95 %)

Glomma, Sørum, Akershus.................................200-100 f. Kr.
Lauv, Siljan, Telemark........................................170-310
Øynavatnet I, Froland, Aust-Agder..................650-980
Øynavatnet II, Froland, Aust-Agder................650-1010
Grevsjøen, Søndre Land, Oppland.....................690-1020
Topsæ, Bygland, Aust-Agder.....................................700-1030
Gjerstad, Aust-Agder...........................................710-850
Haukasmyra, Stange, Hedmark...............................730-890
Tunhovdfjorden, Nore og Uvdal, Buskerud.......780-1040
Lytingsvatnet, Nissedal, Telemark....................890-1140
Haukomvatnet I, Birkenes, Aust-Agder.............900-1160
Ulvemyrtjernet, Sande, Vestfold.......................1000-1100
Mjålandsvatnet I, Froland, Aust-Agder............1020-1180
Buvatn, Nes, Buskerud........................................1030-1180
Mjålandsvatnet II, Froland, Aust-Agder............1030-1390
Skiftastjønn, Solum, Telemark...........................1030-1420
Søndre Land, Oppland.........................................1040-1250
Stora Myrvatn, Gjesdal, Rogaland.....................1130-1400
Gjersjøen, Oppegård, Akershus..................................1160-1290
Røyrvatnet, Songdalen, Vest-Agder................................1280-1430
Steinsvatn, Gjerstad, Aust-Agder......................1270-1400
Olandsheiene, Åmli, Aust-Agder..............................1270-1450
Skrøvlingen, Kongsvinger, Hedmark.................1280-1440
Vannen, Hemsedal, Buskerud.............................1280-1610
Haukomvatnet II, Birkenes, Aust-Agder..........1300-1430
Sætertjern, Aremark, Østfold.............................1330-1620
Heggland, Tvedestrand, Aust-Agder.................1410-1660
Lille Ulevann, Rødenes, Østfold.................................1440-1640
Haukomvatnet III, Birkenes, Aust-Agder..........1440-1670
Igletjern, Aremark, Østfold.................................1440-1950
Kilen, Aremark, Østfold.......................................1450-1950
Sandungen, Hurum, Buskerud...........................1490-1640
Rakkestad, Østfold...............................................1490-1950
Kroktjern, Aremark, Østfold...............................1640-1950
Saurdalsvatnet, Froland, Aust-Agder................1640-1950

11 september 2007

Kongens borger

De danske ringborgene fra vikingtiden er unike monumenter fra vikingtiden. Men de representerer samtidig en arkeologisk gåte. I disse dager igangsettes et stort forskningsprosjekt som forhåpentlig vil gi svar på noen av de mange spørsmålene som knytter seg til ringborgene. Sentralt i prosjektet ”Kongens Borge”, som involverer flere museumsinstitusjoner i Danmark, står ringborgenes rolle i den danske middelalderstatens fremvekst, og mer konkret borgenes betydning i en maritim strategi og eventuelle tilknytning til 900-tallskongen Harald Blåtands flåte.

I 1934 søkte motorsyklistene i Slagelse på Vest-Sjælland om tillatelse til å benytte en ringformet voll et stykke utenfor byen som treningsbane. Det var under den arkeologiske undersøkelsen som ledsaget myndighetenes behandling av søknaden at det ble oppdaget at Trelleborg, som stedet ble kalt, faktisk var en borg – og at den kunne dateres til yngre vikingtid, slutten av 900-årene. Borgen hadde en ytre diameter på noe over 150 meter, og den ringformede vollen var ca. 20 m bred.

Oppdagelsen av Trelleborg revolusjonerte vikingtidsforskningen i Sør-Skandinavia. Det var ikke bare størrelsen som forundret forskerne. Vollen var nærmest sirkelrund, og de fire inngangene lå nesten nøyaktig i de fire himmelretningene. Veiene som førte gjennom portene og inn i det indre av borgen, delte det indre borgområdet inn i fire like store kvadranter, og i hver kvadrant lå fire store bygninger i firkantform. Alt i alt var Trelleborg et klart vitnesbyrd om en organisasjonsgrad som man inntil da ikke hadde forestilt seg i Skandinavia i vikingtid. Borgen ble snart satt i forbindelse med den tidlige danske kongemakten, og det har det i grunnen aldri vært satt spørsmålstegn ved. Borgene kan kun være kongelige anlegg – ”en stataktion, et led i en større plan,” for å sitere den danske arkeologen Poul Nørlund.

I årene som fulgte, kom flere lignende anlegg for dagen. På Jylland oppdaget man først Aggersborg, den så langt klart største av borgene, med 48 bygninger innenfor vollen, og siden Fyrkat, mens Nonnebakken på Fyn ble kjent noen år senere. I nyere tid har man blitt klar over to mulige ringborger i det gamle danske landskapet Skåne også – i henholdsvis Trelleborg og Borgeby. Trelleborg ble arkeologisk undersøkt alt i 1930-årene, Fyrkat i 1950-årene.

Mange har besøkt borganleggene i Fyrkat, Aggersborg og Trelleborg, som alle er mer eller mindre tilrettelagt for publikum. Da er det viktig å ikke glemme at de vollene som man i dag ser på disse stedene, er rekonstruerte. De opprinnelige vollene var gjennom århundrer pløyd nesten helt ned, slik at de fremstod som lave forhøyninger i åkerlandskapet.

Hvor gamle er borgene? Vi er i den heldige situasjon at det for to av borgenes vedkommende foreligger gode dateringer. Tømmer fra Trelleborg (Slagelse) er årringdatert til 980/981, og tilsvarende analyser fra Fyrkat viser at anlegget her er oppført i 980 (eller muligens noe tidligere). C14-dateringer fra de andre borgene er ikke så eksakte, men kan godt stemme overens med tiden årene rundt 980. Funnene i borgene tyder ellers på at de bare har vært i bruk et fåtall år.

På det tidspunktet var Harald Gormsson eller Blåtand konge i Danmark. Så lenge man regner med at borgene er kongelige anlegg, må det være Harald som er ansvarlig. Det er den samme Harald som lot reise den berømte runesteinen i Jelling på Jylland, der det heter at han samlet hele Danmark og gjorde danene kristne. Harald regjerte fra 957/958 til 985, og kanskje skal vi se for oss at ringborgene gikk av bruk da hans tid som konge var ute.

Det er flere teorier om hvorfor borgene ble oppført og hvilken funksjon de hadde. Men det må ha å gjøre med forhold knyttet til Harald Blåtanns styre. Den danske rikssamlingen, som Harald altså tar æren for på Jellingsteinen, var en konfliktfylt prosess. Harald var heller ikke alltid like populær, og i 985 ble han styrtet i et opprør ledet av sønnen, Svein Tjugeskjegg.

En sannsynlig tolkning av borgenes funksjon er at de har tjent som faste støttepunkter rundt i riket, steder der kongen kunne plassere en fast garnison av trofaste menn. På gravplassen som hører til borgen i Fyrkat, er både barn, kvinner og menn gravlagte, så det må ha vært fast bosetning der. Plasseringen av borgene er heller ikke tilfeldig. Fra Aggersborg kunne man kontrolle Limfjorden og Nord-Jylland, for eksempel.

Våtmarkene utenfor Fyrkat ved Hobro undersøkes i disse dager i forbindelse med prosjektet ”Kongens Borge”. Georadar og andre arkeologiske registreringsmetoder tas i bruk for å påvise eventuelle spor etter verftsvirksomhet, havneanlegg etc. i tilknytning til ringborgene. Fra den runesteinen som Harald Blåtand lot reise i Jelling, vet vi at han underla seg Norge. Var det Fyrkat og de andre ringborgene som var den danske flåtens baser?

Sagakilder tyder på at det danske styret i vikingtiden var mer direkte i Oslofjordområdet enn ellers i Norge, der Harald Blåtand og andre danekonger styrte ved hjelp av jarler. Det finnes flere mulige spor etter dette direkte styret i Viken – den gamle herredsinndelingen, som bare finnes her, er ett av dem. Og dersom Oslofjordområdet var en del av det danske riket i Harald Blåtanns tid, er det ingen åpenbar grunn til at ikke de samme kontrollbehovene skulle ha gjort seg gjeldende her som ellers i Danmark. Det er også dette som er bakgrunnen for at enkelte forskere tidligere har forsøkt å lokalisere ringborger både i Oslo (Trælaberg) og i Tønsberg (Trelleborg), men her har man ikke hatt noe annet å gå ut fra enn stedsnavnene. I Rygge i Østofold har satelittfotografering avslørt en struktur som i fasong og størrelse kan ligne på de danske ringborgene, men denne er så langt ikke undersøkt arkeologisk.

06 september 2007

Nic. Nicolaysen og "Norske Fornlevninger"

Hva var det største gjennombruddet i norsk arkeologi på 1800-tallet? Det er mange kandidater. Et banebrytende funn, kanskje skipsgraven fra Gokstad ved Sandefjord? Oppdagelsen av at man hadde hatt en eldre, ”arktisk” steinalder? En typekatalog som Oluf Ryghs ”Norske Oldsager”. Alt dette er utvilsomt viktige milepæler. Min favoritt til tittelen er likevel ingen av disse. Jeg holder en knapp på en temmelig unselig bok som kom ut i hefteform i årene mellom 1862 og 1866. Forfatteren var antikvar Nic. Nicolaysen, og boken het ”Norske fornlevninger”, med undertittelen ”En oplysende fortegnelse over Norges fortidslevninger ældre end Reformationen og henførte til hver sit Sted”. Med Norske Fornlevninger, eller NF, som den raskt kom til å hete, forelå for første gang en samlet og (relativt) fullstendig oversikt over alle faste fornminner som man på det tidspunktet hadde oversikt over i hele landet, og likeledes et oversyn over samtlige funn som var kommet de arkeologiske museene for øre.

Skjønt unselig og unselig… Norske Fornlevninger fyller godt over 800 sider, og Nicolaysen supplerte den stadig, i form av mer eller mindre faste innførsler i Fortidsminneforeningens årbøker (som kalles Ab., på samme måte som Norske Fornlevninger heter NF.) helt frem til han døde i 1911. Her er hvert eneste sogn og prestegjeld i Norge omtalt.

Nicolaysen hadde alt i 1854 utarbeidet en ”Arkæologisk-historisk fortegnelse over Norges levninger af kunst og haandverk fra middelalderen”. Med NF hadde han satt seg som mål å gjøre det samme for førkristen tid. Han overvurderte omfanget av det arbeidet han påtok seg. Da han gav ut det første heftet sommeren 1862, mente han ”at resten kunde udgives aaret efter”.

Nicolaysen gikk gjennom et stort kildetilfang mens han arbeidet med NF. Ikke bare museenes tilvekstprotokoller, men også en rekke skriftlige kilder og arkivalia, foruten eldre topografisk og arkeologisk litteratur. Det førte til at fagmiljøet i flere generasjoner etterpå regnet NF som en fullverdig oppsummering av alt som forelå av viten om funn og fornminner på det tidspunkt da verket ble skrevet. Det har siden vist seg at Nicolaysen selvsagt ikke hadde vært gjennom absolutt alt av kilder, og det finnes fremdeles viktige 1700-tallskilder som ikke har vært skikkelig gjennomgått for å hente ut relevante opplysninger. Men, bevares, NF holder mål i massevis. Og Nicolaysen selv hevdet aldri at dette skulle være noe verk for evigheten, eller at det ikke inneholdt feil og mangler. I innledningen skrev han:

”Det kan ikke fejle, at et skrift som dette maa være baade ufullstændigt, navnlig med hensyn til de faste minnesmerker fra hedendommen, og indeholde flere urigtigheder. Det sidste tror jeg dog ej vil vise sig saameget hvad den kristelige middelalder angaar, men især ved fund fra hedendommen. Min kilde har her, som det sees, især været oldsamlingernes kataloger, men disse støtte sig hidtil saagodtsom udelukkende til beretninger fra almuesmænd eller andre usagkyndige personer, af hvem man ikke kan vænte sig nogen særegen opmerksomhed for de omstændigheder, som ere væsentlige ved et fund, og hvis blik desuden ofte er bildet ved visse forutfattede meninger. Det hender endog ikke saa sjelden, at gravfundne sager af finneren i god tro sammenblandes med meget nyere ting.”

Men han la også til:

”Skjønt skriftet vil vise sig ufullstændigt og paa sine steder urigtigt, tør jeg dog tro, at derved er tilvejebragt et velkomment grunnlag, som i alle fall vil kunne spare megen umag og mange trættende undersøgelser for fremtiden.”

Nicolaysen var en ivrig iakttager av mønstre i det arkeologiske kildematerialet, og han anbefaler verket også i dette henseende:

”Navnlig vil det ogsaa give god vejledning til at fremstille det fællesskab og de forskjelligheder, der … finne sted mellem landets forskjellige bygder. For her at nævne kun et par exempler fra hedendommen, er det merkeligt, at Trekanterne kun træffes vestenfor Mandalselven og derfra opad indtil det sydlige af Søndhordland samt paa Søndmøre og i Nordre Throndhjems amt, foruden en enkel i Søndre Throndhjems og en anden i Finmarkens amt. Omvendt er en egen slags jernredskaber, hvis bestemmelse endnu er en gaade, og som oftest har en bøjleform med vedhængende ringe, ikke nogensinne, saavidt vides, funden paa Vestlandet, men kun i Thelemarken, Kristiania og Hamars stifter samt i Nordre Throndhjems amt.”

Norske Fornlevninger er så å si umulig å få tak i antikvarisk i dag. Fra og med i dag vil derfor deler av boken være tilgjengelig i digital versjon her på Arkeologi i nord. Menyen med de ulike kapitlene finner du i spalten til venstre. Nye kapitler vil bli lagt ut fortløpende. Og jeg mener fortløpende. Ingenting irriterer meg mer med nettet enn sider som lover gull og grønne skoger ”etter hvert” – men som ikke er oppdatert siden 2001...

Innledning

Forord.

Med Foreningens aarsberetning for 1854, som udkom 1855, fulgte en af mig udarbeidet ”Arkæologisk-historisk fortegnelse over Norges levninger af kunst og haandverk fra middelalderen”. Denne er nu fullstendig og meget forøget optagen i nærværende skrift, som desuden omfatter tiden før kristendommens indførelse. Det første hefte deraf udkom i sommeren 1862, og jeg troede dengang, at resten kunde udgives aaret efter, men da skriftet blev meget større, end jeg første mente, maatte det af hensyn til Foreningens midler fordeles paa flere aar. Herved er dog den fordel opnaaet, at jeg har kunnet medtage fund og oplysninger, som ere fremkomne siden første hefte blev udgivet.

Med titelen for øje, vil det sees, at jeg ikke har omtalt sager fra hedendommen, hvis finnested er ubekjent; heller ikke ere forsvundne kirker medtagne, naar deres form eller bygningsvirke ej vides, da de i saa fall ej give nogen oplysning i egentlig antikvarisk henseende. Derimod har jeg omtalt bygninger, som vel ere yngre end reformationen, men i sine former eller forsiringer pege hen til en ældre tid.

Det kan ikke fejle, at et skrift som dette maa være baade ufullstændigt, navnlig med hensyn til de faste minnesmerker fra hedendommen, og indeholde flere urigtigheder. Det sidste tror jeg dog ej vil vise sig saameget hvad den kristelige middelalder angaar, men især ved fund fra hedendommen. Min kilde har her, som det sees, især været oldsamlingernes kataloger, men disse støtte sig hidtil saagodtsom udelukkende til beretninger fra almuesmænd eller andre usagkyndige personer, af hvem man ikke kan vænte sig nogen særegen opmerksomhed for de omstændigheder, som ere væsentlige ved et fund, og hvis blik desuden ofte er bildet ved visse forutfattede meninger. Det hender endog ikke saa sjelden, at gravfundne sager af finneren i god tro sammenblandes med meget nyere ting.

(III)

Men skjønt skriftet vil vise sig ufullstændigt og paa sine steder urigtigt, tør jeg dog tro, at derved er tilvejebragt et velkomment grunnlag, som i alle fall vil kunne spare megen umag og mange trættende undersøgelser for fremtiden. Navnlig vil det ogsaa give god vejledning til at fremstille det fællesskab og de forskjelligheder, der, som jeg udtalte i Foreningens aarsberetning for 1856 (side 56), finne sted mellem landets forskjellige bygder. For her at nævne kun et par exempler fra hedendommen, er det merkeligt, at Trekanterne (side 843) kun træffes vestenfor Mandalselven og derfra opad indtil det sydlige af Søndhordland samt paa Søndmøre og i Nordre Throndhjems amt, foruden en enkel i Søndre Throndhjems og en anden i Finmarkens amt. Omvendt er en egen slags jernredskaber (side 850), hvis bestemmelse endnu er en gaade, og som oftest har en bøjleform med vedhængende ringe, ikke nogensinne, saavidt vides, funden paa Vestlandet, men kun i Thelemarken, Kristiania og Hamars stifter samt i Nordre Throndhjems amt. Det vil blive fremtidens sag at søge grunnen til disse og andre forskjelligheder inden vort land samt tillige at paavise det fællesskab, som forener Norge, Sverige og Danmark, og de særegenheder, som adskille Norge fra de to andre nordiske riger.

Den større klarhed, der i senere aar er bleven udbredt over vore fornlevninger, skyldes især dels den omstændighed, at alle bygninger fra middelalderen lidt efter lidt ere undersøgte og aftegnede, dels den ypperlige katalog over Bergens Museums jordfundne sager, som nuværende rektor Henrichsen har udarbeidet, og dels endelig de merkelige fund fra den ældre jernalder, som ere fremkomne i Danmark, samtidig med at bestyreren af Universitetets samling, professor Rygh, og ligeledes for runernes skyld professor Bugge har haft opmerksomheden særlig henvendt paa dette tidsrum. Det er saaledes nu vist, hvad der ved paabegyndelsen af dette skrift endnu syntes tvilsomt, at den ældre jernalder ogsaa i Norge har haft større raaderum; derimod er det forbundet med mere vanskelighed her end i Danmark at fastsætte skarpe grenser derfor. This medens man i Danmark finnger sager fra den ældre jernalder ublandede, træffes her hos os som oftest i samme gravhaug ved siden af dem andre ting, der ligesaa bestemt tilhøre jernalderens yngre ja endog yngste tid f. ex. de ovale skaalformede spenner. I den til slutningen føjede oversigt (side 843) har jeg dog under det

(IV)

omtalte tidsrum opført alle saadanne sager, hvis brug egentlig dengang maa have taget sin begynnelse.

Hvad de kilder angaar, hvortil jeg har støttet mig, ere de overalt angivet i selve skriftet, med undtagelse af besigtigelser og regnskaber, vedkommende kirker. Disse forefinnes i Rigsarkivet.

Til nærmere forstaaelse af enkelte forkortninger maa det merkes, at der ved udtrykket ”sedvanlig form”, brugt om kirker, menes, at de kun have et udelt aflangt skib og et kor, som baade er kortere, smalere og lavere end skibet. Hvor der henvises til Worsaae, menes hans ”Nordiske Oldsager i det kongelige Museum i Kjøbenhavn”, der udkom 1859. A betyder Arendals og B Bergens Museum, C Universitetets oldsamling, K Kjøbenhavns nordiske Museum og T Throndhjems Videnskabsselskabs samling; tallene efter hvert bogstav betegne det numer, sagerne har i vedkommende samlings katalog.

Til slutning maa jeg udtale min forbindtlige tak til dem, som har givet mig meddelelser, navnlig til professorene Rygh og Bugge, rigsarkivar Birkeland, rektor Henrichsen i Aalesund, skoledirektør Coucheron i Tromsø, skolelærer Osmundsen i Farsund, P. Fylling paa Søndmøre, kaptejn O. Kreftig i Throndhjem og cand. mag. Y. Nielsen samt studenterne O. Andersen og I. Ross.

Kristiania i Juli 1866.

N. Nicolaysen.

(V)

Smaalenenes amt

SMAALENENES AMT.

IDD prstgjld., Idd sogn. I kirken en døbefont af klæbersten (tegning i Aarsberetn. f. 1855 pl. IX). – Paa Iddesletten funden før 1832 en spydodd af flint (C 470), og paa Haukebø samme aar en halvcirkelformet benkam (C 538). – I 1792 var der paa Solberg en stor rund gravhaug, paa Nordby nær gaardens huse en lignende, som ejeren agtede at udgrave, paa Stumberg, ogsaa nær husene, en af samme slags, og paa Store Giming 9 saadanne, den ene med en opreist sten i nordre kant, og tæt derved 3 større hauger, hvoraf 2 runde og en langhaug, med bautasten ved nordre side; en fjerdingvej sydsydvest for Fredrikssten paa et højt fjell tæt ved Iddefjorden laa en stor rund stenrøs med et aabent rum i midten. – Paa Ødeberg funden 1849 en del af et gullsmykke (C 1558), sansynligvis en spenne, randen af fint arbejde, pladen med paaloddede slyngninger, - og 1859 en sleben øxehammer af sten (C 2337).

Eningdal sogn. I kirken en døbefont af klæbersten (tegn. i Aarsberetn. f. 1855 pl. IX). Sognet havde 1792 kun faa gravhauger; nær kirken paa østre side af elven var der nogle jord- og stenhauger, hvoraf dog især en langagtig, 200 skridt i omkreds, syntes dannet af søen. – I sydost for Berby paa Kirkefjellet, nær Rørsvandet, laa 3 stenrøser.

(1)

Endnu 1792 vare næsten alle bondehuse i prestegjeldet kun paa et stokverk, med to mindre rum, forstue og kleve eller kove, og en større stue, dog med loft over, men forresten med samme indretning, som endnu i fjellbygderne, nemlig med peis i det ene hjørne, frem- og kraaskab, langbenk og højsæde.

FREDRIKSHALD. Paa Os kirkegaard, byens almindelige gravplads, funden 1859 en oval ring af sølv (C 2409), størst tvermaal 3 tommer, dannet af en sammenbøjet firesidet stang, rimeligvis en af de gamle betalingsringe. – Ved Fredrikssten funden i eller før 1838 under nogle stene 2 spydodder og 3 halvcirkeldannede knive, alt af flint (C 827, 828); byfoged Saxlund, som undersøgte stedet flere aar senere, fant, at det havde stor lighed med det sted paa Mortensnes ved Vadsø i Finmarken, hvor et fund blev gjort. Paa begge steder var der imod en fjellvegg ved hjelp af nogle tilsatte løse stene dannet et slags gravkammer, hvori sagerne laa.

BERG p., Berg s. Kirken (tegnet 1861) af graasten med hjørner af klæbersten, sedvanlig form, rundbuede aabninger, følgelig ældre end 1200. – Paa Søndre Hjelmungen var der 1792 tæt ved den ”nye Kongevej,” nogle hundrede skridt fra Rosneskilen, en rund gravhaug, kallet Hjellhaug, over 300 skridt i omkreds, med spor af udgravning paa flere steder; - og nær husmandspladsen Lund ved Lundestad følgende minnesmerker: 1) en 6 alen høj bautasten; 2) 100 skridt lige i syd derfor 2 koncentriske kredse, omgivne af opreiste stene, den yderste kreds 14 alen i tvermaal, den inderste 10 alen og i dens midte en nedsunken stenhob, tæt udenfor kredsene en ”ved kunst” (?) dannet dam, 20 alen lang og 10 bred; 3) nogle skridt fra no. 2 en mindre enkelt kreds med ikke fullt saa store stene og omringet af en hob gravhauger, alle af mindre slags, med undtagelse af en, 60 skridt i øst fra no. 2, og 2 andre henved, 500 skridt i nordvest derfor, en paa hver side af kongevejen, men hvoraf

(2)

dog den ene i samme aar blev brugt til vejfyll; 4) omtrent 1000 skridt fra no. 2 3 store stenrøser, liggende i næsten ben linje, saaledes at der fra den mellemste eller største var 60 eller 120 alen til hver af de andre. – I samme aar laa der nordenfor Huseby paa et strøg af nogle faa 100 skridt i længde og brede en hel mængde gravhauger, desuden vare mange saadanne borttagne nogle aar i forvejen, da pladsen indrettedes til exercerplads, uden at noget skulde være fundet; ved østre side af gravhaugene var der en rund kreds, 13 alen i tvermaal, omsat med indtil 1 ¾ alen høje stene, hvoraf dog flere vare borttagne og kun 11 igjen; 3, 4 skridt i vest for hin kreds var der en mindre af samme slags. Udentvil havde der engang været flere saadanne kredse, da det maa være til dette sted biskop Jens Nielssøn sigter, naar han i sin visitasbog ved 23 Apr. 1594 siger, ”at han drog fra Bergs kirke forbi en rugbraate paa gaarden Huseby, saa derfra i vest 3 pileskud til en plads, kallet mosten Thinghaug i Ingedals len, en fjerding fra Berg, paa hvilken plads der staar en hob stene udi krinser, og er der 4 eller 5 krinser, hver saa stor som en stue, og havde vi dem paa højre haand, derfra 4,5 pileskud i nordvest til Hjelmunger aa.”

Asak s. Den oprinnelige kirke maa have været en stavebygning, da den ifølge nysnævnte visitasbog ved 21 Aptil 1594 var ”en affeld trækirke, liggende i nordost for Bergs kirke, i hvilken (nemlig Asaks) der gjøres tjeneste hver tredje søndag.” – Paa Hveden var der 1792 omtrent 900 skridt nordenfor gaarden, i nærheden af den gamle og da tildels endnu brugelige vej, midt i skoven 2 store runde hauger og omtrent 200 skridt sydost for disse 3 ej fullt saa store. – Paa Nordby funden i gravhaug før eller i 1849 en uglasseret urne af brent ler med raa stribeforsiringer, stykker af jern og andet metal, samt perler af glas eller brent ler og af forskjellig form, med spor af at have været i ilden (C 1504, 1505).

Rokke s. Kirken af sten og sedvanlig form uden noget merkeligt ved sig. I nærheden af kirken var der 1792 en

(3)

mængde gravhauger, saaledes omtrent 200 skridt nordvest for kirken 2 runde, 100 skridt sydost for kirken 2 lignende, og 80 skridt i samme retning fra de sidste endvidere 2 nær hinanden, den ene rund, den anden en langhaug, desuden inde i skoven en stor mængde større og mindre i klynge.

AREMARK p., Aremark s. Den gamle kirke, indviet til Laurentius 1 Juli, af sten med rundbuede aabninger og sedvanlig form, uden noget merkeligt ved sig, blev nedtagen 1861.

SKJÆBERG p., Skjæberg s. Kirken (tegnet 1861) af graasten og sedvanlig form, med spidsbuet udgang mod vest, har en gammel døbefont af klæbersten med udhuggede figurer (ligeledes tegnet). Efter en visitas i kirken 16 Juli 1597 paaminte biskop Jens Nielssøn sognepresten om, at ”han skulde lade nedtage en liden klokke, som hang i koret, med hvilken de pleje ringe, naar sakramentets ord læses for alteret, og forvare den og den ikke længer bruges saaledes.” I kirken findes 2 runeindskrifter, den ene paa en firhuggen sten i søndre mur, som Arndt læste saaledes: Þetta hus er vigd drottini varom ok modur hans Maria ok Petre postola (dette hus er viet til vor herre, hans moder Maria og apostelen Peter), den anden i sydøstre hjørne paa en lang graasten, som Arndt læste saaledes: Steinn Þenna gerdi Botolf steinmeistari (denne sten gjorde Botolf stenmester). Paa Hafslund funden før 1829 en øx af sten (C 67). – Paa Børgen, omtrent en halv fjerdingvej fra Hafslund, opdagedes 1851 paa et sted, hvor der nys før havde staaet et skur, endel helleristninger, forestillende 12 skibsfigurer (tegn i Aarsberetn. f. 1855 pl. I). – Imellem sydenden af Isesø og Thvetervand er der nogle store stenrøser. – Desuden skal der paa enkelte andre steder i sognet være gravhauger.

BORGE p., Borge s. Kirken er af sten, ældre end 1200, men aldeles simpel og af sedvanlig form, blev nedtagen 1860. I

(4)

en gravhaug ved kirken fandtes før 1825 ”et sirat”, som udgjorde no. 37 i generaladjutant Holcks antikvitetssamling, men ikke medfulgte, da denne samling blev overdragen til Bergens Museum. Holck siger i sin katalog, at stykket, som det syntes, var af messing og forestillede en mand og kvinne i omarmende stilling, manden med hjelm eller stridshue paa hovedet. Holck fandt det ikke rimeligt, at stykket havde været skaft paa en kniv, og tilføjer, at et lignende tilforn var funden i en gravhaug i Sandsverv ved Kongsberg. – Under Kviberg (Vedraberg) har der paa Storhaugen staaet i en rad fra syd til nord 7 opreiste stene, hvoraf nu kun 5 ere tilbage, og omtrent 300 alen længer i nord ligeledes en rad i samme retning af 5 lignende stene, hvoraf kun 2 ere tilbage og deraf den ene nedfallen. – Ved gaarden Visten (Vésteinn), ved Glommen kort nedenfor Sandesund, var der ifølge Klüwer 1823 paa en bakke nogle gravhauger, og ved en af dem stod en 6 alen høj bautasten.

Holms s. Kirken (grunnrids i Foreningens arkiv) blev nedtagen 1859, var ældre end 1200, af tugtet graasten og sedvanlig form, aldeles simpel, dog var der paa sydsiden af koret som kapitellister ved døraabningen to stene (C 2445, 2446), hvoraf den højre har slyngforsiringer, den venstre derimod følgende runeskrift: auk Atla til afla(g)s synda auk sialfum ser auk alu (allu, øllu) kistn (kristni) folki; i tanken maa vel her, som hos Arndt, sættes gudi til dyrdar foran, saaledes at det oversættes: gud til ære (blev denne kirke reist?) og til synders forlandelse for Atle og alt kristent folk. – Ved siden af porten paa Thorse (Thorshof) finnes 2 runde stene med runeskrift, hvoraf den ene ifølge P. Alfsens beretning af 1627 dengang var paa Holm. Indskriften paa stenen ved venstre side af porten blev i 1805 af Arndt læst saaledes: Niculas Atlasun gerdi runar a morgom hall (Nikluas Atlessøn gjorde runer paa

(5)

mangen sten), idet han deraf slutter, uvist med hvad grunn, at denne mand udførte kirkens bygning. Indskriften paa den anden sten eller den, som før var paa Holm, læste han: Aslastr (Aslakr?) gerdi mik, runar ek reist auk radna stafa ver, hvilket han oversatte saaledes: Aslast gjorde mig, runer hugg jeg og tydelige bogstaver vi. Han tilføjer ”denne runesten er ganske særskilt fra den forrige. Paaskriften synes ej at have nogen mærkelig hensigt, men merkelig er dens poetiske indretning, som foruden denne kun finnes paa en eneste hidtil opdaget sten i Norge, begge to lige merkelige at forklare.”

RAKKESTAD p., Rakkestad s. Kirken er af sten, indviet til Marie paa Agates dag, 5 Februar. Ikke langt fra kirken stod for nogle aar siden en gammel laftebygning med tømrede senger langs veggen. – Paa Bergenhus (Birkenes) funden en kile af flint (B 191), tilsleben paa bredsiderne. – Paa Gjølstad funden i gravhaug før 1829 en gjennemboret hul kugle (C 75), 1 tomme i tvermaal, sterkt forgylt, med indrissede striber, som ved overskjeringspunkterne have stjerner; i samme retning som gjennemboringen et belte, hvori sees dyrkredsens figurer; - paa samme gaard blev 1860 funden en armring af sølv (C 2550), gjort af to sammensnoede og i enderne sammenknyttede stenger med en tvunnen sølvtraad imellem; - paa Nordre Østby 1838 i gravhaug stykker af to redekamme, en aflang terning og 5 halvkugledannede brikker, alt af ben, en knap og en perle af sten, en brynesten, stykker af en messingkjedel, af en grovt udskaaren steenskaal og af forskjellige sager af jern, deriblandt et sverd, samt levninger af træ og brente ben (C 797-804).

(6)

Degrenes s. Kriken er af graasten.

SKIPTHVET p. Kirken, ældre end 1200, viet 28 November til Maria, af graasten og sedvanlig form, men aldeles simpel, brente i Mai 1762 og blev dernæst istandsat, saa at hele søndre side opbyggedes paanyt. – I prestegjeldet blev i lang tid opbevaret en hjelm af jern (C 84), som udentvivl var funden i jorden.

SPYDEBERG p. ”De stendynger, siger Wilse i 1790, som finnes i prestegjeldet paa jordbakkerne i det lave, synes at være opsamlede af ager og eng til disse rensning, ere alle belagte med jord samt bevoxne med græs og træer, derimod ere de større paa bakker, for exempel ved Hauger (i hovedsognet), men endmere paa fjellene, f. ex. de 2 paa Lysefjellet, nok begravelser; af disse har jeg aabnet den ene, og da fant det midterste i en firkant indfattet med større kantede stene, og siges, at der skal være funden en jernbeslagen kiste.” – ”Her er mangesteds især i dette og Enebak sogn levninger af de ældre tiders befestninger eller rettere retranchemens og brystværn af løse stene, hvor de som et værn og tilflugt brugte klipper ej have været steile nok; saaledes findes nogle her paa Slotsaasen, Muredaasen og paa Romskollen.” – I Spydeberg sogn (prestegjeld?) var der ifølge samme forfatter endnu 1780 et snes bondehuse paa et stokverk med sperreloft.

Spydeberg s. Kirken er af sten, indviet til Margrete. – Nordost for Prestegaarden stod der 1780 i en rad en stor opreist sten og nogle mindre, som Wilse tvilede paa vare oldtidsminnesmerker, dog alene af den grunn, at flere af dem vare større, end at de kunde flyttes med bare menneskehænder. – Paa Molle funden 1860 en øx af sten (C 2586); - og paa Bøler før eller i 1858 en sverdknap af messing, fra kristelig middelalder (C 2197).

Hofvin s. Ved kirken var der 1780 en stor opreist sten, sansynligvis en bautasten.

(7)

Heli s. Kirken er af træ og var oprinnelig en gave- eller lovekirke.

ASKIM p. Kirken er af sten, viet til Marie paa Agates dag, 5 Februar. – Ifølge Wilse var der 179 paa Haraldstad 2 store gravhauger, en ved hver side af landevejen, men oppløjede til agre; - og paa Oraug en lignende gammel træbygning paa to stokverk som den paa Langseter i Thrykstad.

THRYKSTAD p., Thrykstad s. Kirken er af graasten og viet til Olaf paa Maurus abbeds dag, 15 Januar. – paa Søndre Langseter blev 1707 funden et menneskebenrad, et stort sverd og et glas samt perler og en gullring, hvilke sager eller nogle af dem ifølge en indberetning af 1743 bleve nedsendte til kunstkammeret i Kjøbenhavn. Hertil er det vel Gjellebøl 1771 sigter, naar han i sin Hølands beskrivelse s. 10 siger, at der paa gaarden tilforn havde været to gravhauger, hvoraf der i den ene skulde være funden ikke alene kostbare ting men ”og ting af en besyndelig størrelse; hvad det var for rariteter, har jeg ikke kunnet faa vide, men saameget skal være vist, at sagernes verdi skal være delt mellem kongen, ejeren af gaarden og finneren;” i den anden haug var der ofte gravet, uden at noget skulde være fundet. – I det nævnte aar stod der paa gaarden en gammel bygning af meget store kampesten, som inden i sig havde en afdeling af store tømmerstokker, som beboerne ansaa for en seng, og dette lignede den og, men var meget større end sedvanlige senge, da den holdt 4, 5 alen i længde. Imellem de øvrige smaa træhuse paa gaarden tog denne store stenbygning sig underlig ud, og brugtes til bager- og bryggerhus, uden at indretningen blev skadet, da man søgte at bevare den som et aminnelsestegn. Samtidig var der ifølge Wilse en meget gammel træ-

(8)

bygning paa to stokverk, hvoraf det øverste paa langsiderne gik 1 ½ alen udover det nederste og havde en svalgang af stavverk om sig, ligesom endnu i de østlandske stabure. Underste stokverk var ved en tømmervegg delt i to rum, hvortil dørene vare tæt ved hinanden. Gulvene bestode af hele med øx telgjede stokker, trappetrinene af trekantede stokender, nedfellede i to langstokker. Imellem stokkene i veggene var der grovt klæde istedenfor mose. Underst var en kjeller af ualmindelig tyk og høj graastensmur. Muligens stod denne eller disse bygninger i forbindelse med det hospital, som var paa gaarden.

EIDSBERG p., Eidsberg s. Kirken, indviet til Olaf, nævnes først 1236, er af tugtet graasten og sedvanlig form, men med taarn foran; i taarnmuren to hvelvede trappegange, over vestre dørbue udhugget et lidet billede af Maria med en due, og i hjørnet paa taarnet, 10 alen fra grunnvollen, et lidet menneskehoved. I 1448 blev gjort en gave til Marie og Mikaelsroden, det vil sige billeder af disse helgener. I 1791 var der endnu 2 nischer til helgenbilleder (eller altere) og et hul ved døren til vievand, desuden fantes i kirken en døbefont af klæbersten, en stor sirlig udskaaren fane- eller processionsstang, et stort beskadiget krucifix af træ og et røgelsekar af messing (nu C 655) med fodstykke og laag i form af gavler. – Ifølge Wilse var der 1791 paa Prestegaarden en urørt gravhaug, omgiven med stenlægning, og tæt søndenfor gaardens huse 4 gravhauger; ellers fantes ”her” (paa prestegaarden eller i hovedsognet?) især paa fjellgrunn flere stenrøser, som næsten alle vare udkastede. – Paa de mange gaarde med navnet Haug var der flere gravhauger og røser, især paa Østre Haug, hvor den merkeligste var den forlængst udgravne Kirkehaug i nærheden af den ovenomtalte paa

(9)

prestegaarden, og paa Melleby en noget kantet jordhaug, kallet Slottet. – Paa Huseby saaes store forskansninger i en vinkel, hvoraf den ene side gik langs Glommen, den anden langs med en evje, som stak op imod vest; nogle af vollene lignede bolverker og andre derudenfor raveliner, dog savnedes regelmæssighed, helst da de hist og her vare slettede ved plogen. Paa en liden men høj odde, som stikker derfra ud i Glommen, saaes tegn til et brystværn. Ifølge sagaerne boede Erlend paa Huseby paa denne gaard i begynnelsen af det 13de hundredaar. – Paa Lekom, ligeunder hvor nu hovedbygningen staar, var der endnu 1791 2 alen høje levninger af en gammel stenbygning, som indtil 1770 tildels havde været skjult og omgiven af en stor jordhob, og formodentlig, da kul fantes i grunnen, havde brent, som Wilse antager, i syvaarskrigen. Bygningen, hvoraf grunnrids i hans Spydebergs Beskriv. pl. 1 no. 8, var 30 al. lang og 15 al. bred med forsterkningspiler i hjørnerne, murene 1 ½ al. tykke og underrummet (kjellerne) af tugtet graasten med hjørner og døraabninger beklædte med klæbersten, men forøvrigt af store velbrente teglsten, hvortil teglverket var funden i et bakkeheld 200 skridt vestenfor. Bygningen var ved en tver- og en langmur delt i 4 lige lange men to og to ulige brede rum; midt i hvert af de to større rum stod en rund kæberstenspille af ½ al. tvermaal, som formodentlig havde støttet kjellernes hvelvede loft. Blandt teglstenene fantes nogle med profiler eller dannede som tre- eller firkløverblade. Dette viser, at bygningen vel var fra middelalderen, men dog ikke særdeles gammel, og ligesom den neppe, som Lange finner, havde lighed med stenhuset ved Grans prestegaard paa Hadeland, saaledes maatte den baade paa grunn af forsterkningspillerne i hjørnerne og de formede teglstene være yngre end nysnævnte hus. Wilse tilføjer, at man i grunnen havde fundet brente lerkugler med fine huller igjennem, maaske af paternosterbaand. – paa Valdensø (tilforn Valdinsholm) fantes

(10)

1791 ifølge Wilse levninger af graastensmure og derovenpaa i sterkt sandblandet kalk lagte teglsten; heraf sluttede han, at der havde været et værn, bygget i en uregelret aattekant af omtr. 162 skridts omfang, saaledes at de 2 sider dannedes af den indtil 24 alen høje bratte klippe. Tilforn skulde man ved lavt vand have seet levninger af mure mellem øen og Lindhollandet, og paa det sidstes høje strand saaes dengang en saa stor mængde stene, dels samlede i en røs dels adspredte, at de syntes at have tjent til grunnvoll for et endnu større virke end det førstomtalte. Som bekjent, var der paa Valdinsholm en borg, men som ikke nævnes efter det 14de hundredaar, formodentlig fordi den var nedbrudt. – Paa Musethorp blev i eller før 1841 funden et stykke af en jernspore af gammel form med firesidet pigg (C 1030), - og paa Sletner 1859 og 1860 under markarbeide i et bakkeheld følgende gullsager (C 2468-2492), som ere udførlig beskrevne og afbildede i Illustr. Nyhedsblad for 1860 og 1861: 1) randbeslag til en sverdskede, ligt det som sees hos Worsaae no. 497 (ny udgave); 2) 7 sammenheftede betalingsringe; 3) en mindre af samme slags; 4) en rund medaljon med hempe og tilloddet perlerand, paa overfladen forsiret med fint filegransarbeide og 10 indsatte stene; 5) 3 mindre af samme slags; 6) 18 runde brakteatmedaljoner, ¾-1 ½ tomme i tvermaal, 7 med dragelignende figurer, 5 med en mand til hest, 2 med et hornet dyr (hest), derover et menneskehoved og foran dettes næse en fugl, 2 med fantastiske menneskefigurer, 1 med et menneskehoved og 1 med et præg, forskjellig fra alle de andre. – Paa Slittu (Sletta) stod tilforn en kirke, kallet Thenols kirke, indviet til Peter og Paulus, hvori tjenesten ophørte omtr. ved 1560; endnu 1710 stod en stor del af murene næsten i sin fulle højde, men inden 1760 havde man benyttet stenen, ”saasom bygningen var opmuret af tegl”, dog var 1791 saameget tilbage,

(11)

at man kunde se kirkens størrelse og figur; i samme aar fantes paa gaarden Slittu dens nøgel, endel af dens ”ornamenter” og i haven sammesteds et kronet Mariebillede, 1 alen højt med Kristus paa skjødet; i 1860 skulde der paa samme gaard endnu finnes nogle ornamentstene fra kirken. – Ifølge Wilse var der i sognet før 1791 funden, hvor siges ej, ”en hammer af sortagtig fin granit, en metalpukkel, hvori det lader at edelstene har været indfattede, og et lidet stykke af et harnisk.”

Trømborg s. Den gamle kirke, viet til Laurentius, udgjør nu kor i den nyere kirke, og er af graasten, 16 al. lang, 8 al. bred og med 1 ½ al. tykke mure. Paa nærmeste gaard fantes ifølge Wilse 1791 stumper af kirkens gamle altertavle: et Mariebillede, af 1 al. højde, med Kristus paa armen, og indsat i en trekantet kasse med dør for; billederne vare indtil 1786, da de vaskedes, malede og glimrende forgyllte. – Paa Kursmose fantes i gravhaug nogle aar før 1791 en skaal af klæbersten, ½ alen i tvermaal, med 2 huller i kanten til hadd. – Paa Svenke-Raanaas var der i samme aar en sperrestue.

Herland s. I kirken var der 1791 et røgelseskar, ligt det i Eidsbergs kirke. – Paa Korterud samme aar en gammel husebygning med en større stue, som fra først af havde haft sperreloft; stuen havde paa den ene smalvegg to vinduer og paa den modsatte 2 døre, som stode tæt ved hinanden og hvoraf den ene førte til en liden kove, den anden til forstuen, som kun ved bordvegg var skilt fra koven, og hvortil udgangsdøren var i hjørnet paa husets langvegg. Dørene vare af udhugne tykke bord eller stokker og over dørens hele bredde gik der udpuklede jernbeslag, som en fortsættelse af hængslerne. Tærsklerne havde fra først af været 3 kvarter høje, og over dørene var der i en ½ alen tyk planke udhugget en bue med udskaarne lister, forsirede med indsnit i kors. Gulvene vare af tilhugne stokker, og langs stuenes 3 vegge var der for varmens skyld optømret en benk, fyllt med jord og dækket med planker til sæde. Langs den tvervegg, hvorvi vinduerne vare, havde gulvet engang været ½ alen højere

(12)

en ellers i stuen, og paa denne forhøjning stod et langt bord af 2 tykke planker paa 2 fødder af stokker, som vare lagte paa hverandre. Midt i stuen i det lavere gulv havde der været are, og den nærmeste vegg var endnu 1791 brun af røg og havde nogle brente flekker. I senere tid var gulvet forhøjet, og i hjørnet af stuen ved siden af den dør, som gik til koven, var en ”lukt skorsten siden opmuret og inde i den en meget smal bagerovn, hvoraf de Svenske i krigens tid betjente sig; men siden er den ej brugt. En kakkelovn er nu kommen dertil.”

I prestegjeldet blev i eller før 1834 i grunnen under et gammelt af svært tømmer bygget hus funden en jernkniv med træskaft (C 645), af samme form som en, der blev funden i jorden paa Hedemarken.

RØDENES p., Rødenes s. Kirken er af sten og blev 11 Februar viet til Johannes døberen, Margrete og Katharine. – Paa Enger funden 1858 en øxehammer af sten (C 2242) og paa Kamperud 1859 en øx, ligeledes af sten (C 2416).

Rømskog s. Den gamle kirke stod endnu 1792 og var en meget liden stavbygning, tækket med spon; i 1673 havde den ifølge dens regnskab svalgang rundt om.

ONSØ p. Kirken, tildes af huggen sten, har fra først af haft den sedvanlige form, uden noget merkeligt ved sig. Den har et alterskab med fløjdøre og indvendig rundbuede nischer eller kapeller, hvori udskaarne helgenfigurer, fra først af forgyllte men nu hvidtede. Dette alterskab, som antagelig er fra det 15de hundedaar, blev ifølge kallsbogen og kirkestolen i sin tid, formodentlig i slutningen af 16de hundredaar, kjøbt paa en auktion i Aaslo, og skulde tilforn have tilhørt et kloster sammesteds, hvortil det var givet af fru Gro Gyldenhorn, hvis mand Knut Knutssøn Baat blev halshuggen 1519. Omkring kirken fantes 1823 ifølge Klüwer endel smaa gravhauger, ”der tydelig sees at være oplagte paa de nøgne klipper.” – Paa Kolberg blev

(13)

fundet 1855 en halvmaanedannet sag af flint (C 2010); - og paa Kjølberg 1860 en øxehammer af sten (C 2583), fint afsleben. Hos ejeren af samme gaard forefinnes to statuer af graasten, forestillende krigere i full rustning; disse bleve i sin tid kjøbte paa en auktion i Aaslo, sansynligvis efter en af Onsø kirkes brande for at pryde den dermed, da gaardens ejer tillige ejede kirken. – Paa Amundrud blev 1832 ved grøftegraving i en bakke mellem en myr og en skov funden en 4 tommer lang flekke af flint (C 454); - og paa Ek 1843 2 uslebne kiler af flint (C 1097, 1098); paa samme gaard skal der være et par kredse, omgivne med staaende stene. – Elingaard skulde ifølge Klüwer, som gjorde undersøgelser der i 1823, have været omgivet af murede volle og 7 alens brede vaade grave i en regelmæssig firkant, omtrent 150 skridt lang mod øst og vest og 90 skridt mod nord og syd, med en bastion i hvert hjørne. Verkerne og gravene vare dengang paa mange steder dels ødelagte dels forandrede. Midt paa hver side syntes der at have været en vindebro (mod nord og syd var der dengang endnu simple broer). Midt i befestningen havde gaardens daværende ejer ved en brøndgraving fundet levninger af en stenbygning. Klüwer fant det ikke rimeligt, at stedet kunde være bleven befestet efter krudtets opfinnelse, skjønt der var bastioner af yngre slags, da det paa to kanter aldeles domineredes af nærliggende højder. Den hovedbygning, som stod 1823, var i sin helhed opført efter en brand, som indtraf 90 eller 100 aar før den tid, efter sagnet paa en Skjerthorsdag, og som foruden hovedbygningen blandt andet ogsaa fortærede en kiste med pergamentsbreve og andre dokumenter. – Paa samme gaard blev 1857 funden en kniv og en meisel, begge af flint (C 2097, 2098). – Ovenpaa bergkollerne paa Hankø traf doktor Møller[23] († 1796) 2 store stenrøser, hvoraf den ene især var meget svær og havde saa store stene, at de ikke uden ved flere menneskers

(14)

hjelp kunde flyttes. Det viste seg tydelig, at stenene uden kalk eller ler vare opsatte i en rund mur eller hytte, som senere var nedstyrtet. I den største røs lod han i midten opløfte endel stene for at kunne se ned til bunden, hvor klippen var hel og fast, og fantes der nogle kul. Han antog derfor, at der i gamle dage havde været vagthytter, da ethvert skib, hvor det kommer fra, kan sees paa lang afstand, og man endog har udsigt lige til Fredriksværn, som ligger 6 mil derfra. Ovenpaa fjellet var der ellers ingen løse stene, men saadanne fantes 100 skridt fra røserne i bergkløfter. – I en gravhaug etsteds i prestegjeldet blev i eller før 1837 funden en spydodd og 2 knivblade, alt af jern (C 786, 787).

FREDRIKSSTAD. I nærheden af byen blev i eller før 1834 funden en gullbrakteat (C 648) uden hempe, 1 tomme i tvermaal, med paaloddet perlerand, derindenfor en bord, som det synes af kjempende drager, og i midten en slags fantastisk hest (tegning i Atlas for Nord. Oldkynd. tab. XII. no. 242 c.). – I selve byen blev før 1835 funden ved brøndgraving en gullbrakteat (C 689) med hempe, omtrent af samme størrelse som førstnævnte og ligeledes med perlerand, men i midten med et menneskehoved, en rytter med en egen hovedbedækning eller opbundet haar, foran denne et symbolsk kors og nedenunder et hornet firføddet dyr med gjord om livet, samt i randen en utydelig indskrift med Gotiske runer (tegn. paa ovennævnte sted no. 234 b.). – Paa den lille ø Isegran i Glommen ved man at befestningerne eller skanserne bleve først anlagte 1658-1659, dog er det ikke umuligt, at den med jord dækkede runddel,[24] som er tæt ved elvebredden, idetmindste tildels kan være levning af et taarn, som sansynligvis maa have været her i det 13de hundredaar, hvor hr. Alf Erlingssøn undertiden havde sit tilhold[25] og hvor hr. Hallkel Agmundssøn ifølge annalerne blev dræbt

(15)

1287, som det heder i Ysgrana. Efter de endnu synlige spor har der nordenfor den omtalte runddel engang været en maaske tildels ved kunst frembragt bugt eller grav ind fra Glommen, saa at taarnet for største delen har været omgivet af vand. Ifølge J. C. Berg (Univers. mskrptsaml. 4to 475 s. 24) overdrog Hans Pedersssøn Basse eller Litle til kongen ved mageskiftebrev af 25/5 1582 imod nogle af kronens ejendomme sit arvegods ”Broberg samt en ø i Glommen, kallet Iseran, gaarden Nabbethorp og fjerde delen av gaarden Sigestad, paa hvis grunner Fredrikstad skulde bygges.”

Gleming s. Kirken (tegnet 1861) er tildels af huggen sten og sedvanlig form, ved vestre dør med simpelt listverk. Den har en døbefont af klæbersten. Ifølge en besigtelsesforretning af 25 Oktbr. 1673 (i Rigsark.) fantes da i kirken ”et par smaa gammeldags emaljerede kobberstager til voxlys.” – Ved en af Gleming-gaardene blev funden 1857 en øx, en halvmaanedannet sag og en spydodd, alt af flint (C 2093-2095); - og paa Vestre Gleming 1857 i en gravhaug en halvkugledannet bolle af messing (C 2435), fyllt med brente ben.

SARPSBORG. Ifølge Klüwer saaes der i 1823 tomten af en kirke (Mariekirken) under Borgegaard (i Gamlebyen) ved en plads, som derfor kalltes kirken. Bygningen havde været opført af firhugne stene, hvoraf endel fantes i nærheden i trapper og gjerder. Skibet havde været omtrent 22 skridt langt og 13 bredt, koret 15 skridt langt og halvrundt; 10 skridt østenfor koret var der levninger af kirkegaardsmuren. Imellem kirkens tomter stod et hus, og omtrent 50 alen østenfor kirken fantes en voll, opsat af stene med jord og torv ovenpaa, af forskjellig højde, men overalt 6-8 alen bred. Denne voll omgav odden eller tangen af Gamlebyen (lige mod Hafslund og tæt ved Sarpsfossen) og havde indgang mod sydvest. Midt paa odden stod Borge gaard, da den sank i 1702. Den omtalte voll var en levning af den, som Olaf den hellige ifølge hans saga kap. 147 ”opkastede tvers over Nesset af sten, torv og tømmer.” I denne voll blev 1856 funden

(16)

en firkantet sten (C 2062) med et gjennemboret hul og et par udskaarne figurer, der se ud som forsiringer. – Ved Sarpsborg fantes 1849 en øx eller kile af flint (C 1485), fint sleben undtagen paa bagsiden.

TUNE p., Tune s. Kirken, af huggen sten uden forsiringer, nævnes allerede 1080 som fylkeskirke i Vingulmark, og fremviser nu formen af en korsbygning med et taarn foran; disse kors ere dog utvilsomt senere tilbygninger, og fra først af har kirken følgelig udgjort en aflang firkant, udvendig 62 alen lang og omtr. 20 alen bred, med et taarn foran, som holder 17 ½ alen fra nord til syd og 15 ½ fra øst til vest. Vestre indgangsdør er kun 2 alen 2 tommer bred og 5 alen 12 tommer høj, medens aabningen mellem taarnet og skibet er 8 ½ alen høj og 3 alen 9 tommer bred, uden anslag for døre. Ifølge Klüwer skal taarnfoden staa paa en stor gravhaug, omtrent 24 skridt i tvermaal. Hvorvidt dette er rigtigt, vil vel vise sig med det første, da kirken er bestemt til at nedtages. Biskop Jens Nielssøn siger i sin visitatsbog ved 24 April 1594, at kirken var meget forfallen, og tilføjer, at den ikke havde ”loft”, som vel vil sige, at man ligesom i stavekirkerne kunde se op i taget eller sperreverket. Det nuværende dørtrin udenfor vestre indgang er en plade af porfyrsynit, 5 tommer tyk, 5 fod lang og 3 fod 6 tommer bred, i midten med en firkantet fordybning (til relikvier), som viser, at den fra først af har ligget paa alterbordet. Kirken har en døbefont af klæbersten (tegning i Aarsberetn. f. 1858 pl. I.). – I kirkegaardens mur stod tilforn en sten (C 2092) med en indskrift i Gotisk sprog og med Gotiske runer (tegning i Aarsberetn. f. 1856 pl. III, beskrivelse sammesteds s. 72 ff.).[26] – I en gravhaug ikke langt fra kirken blev 1859, foruden kul og aske, funden en fingerring, gjort af en fladdannet sammenbøjet gullstang, hvis ender gaa om hinanden, et stykke af en skaalformet messingspenne og følgende sager af jern: stykker af

(17)

en spydodd, af en skjoldbule og af et med skeden sammenrustet sverd (C 2315, 2316). – Under Graalum (Gralheim), omtrent 1200 alen i vest for kirken, var ifølge Klüwer 1823 ved vejens søndre side en stor gravhaug og ligeoverfor paa vejens modsatte side en lignende haug, paa hvis top laa en firkantet sten og ved vestre side af dens fod stod en mindre sten. Nogle faa skridt østenfor disse fantes i skoven ved vejens nordre side flere gravhauger og paa modsatte side 4 saadanne. Mellem dette sted og kirken fantes paa en ryg mellem postvejen og Tunevandet lige til gaarden Store Tune en mængde mindre dels runde dels langhauger, flere med smaa opreiste stene, desuden en stenrøs af omtrent 20 alens tvermaal og en kreds af 8 opreiste stene. Sansynligvis havde anlægget af postvejen forstyrret nogle af disse kredse, da der omkring en, som stødte lige til vejen, stod kun en halvcirkel af 5 smaa opreiste stene. Søndenfor postvejen saaes ved Store Tune 3 og ved Lille Tune 2 hauger, og paa den bakke, hvor bygdemagasinhuset stod, eller lige i nordost for kirken og ved nordre side af vejen var levninger af flere hauger. Paa en udyrket højde, kallet Trompeterhaugen, i nordost for magasinhuset, laa 25 mindre hauger tæt ved hverandre. – Paa Store Tune blev funden 1858 i udmarken en kniv og en spydodd, begge af flint (C 2193, 2194); - paa Skjøren 1848 i en myr en hammer af sten (C 1397); - og paa Østre Skjøren 1859 i en ager paa et sted, hvor sagnet siger, at vejen gik til Sarpsborg, en fingerring af gull (C 2269), som det synes fra hedenskabets sidste tid, med perlede striber paa langs, baade i størrelse og forsiring temmelig lig den ring, som fantes ved Vejen paa Ringerike. – Paa Holleby skal der være flere gravhauger; paa samme gaard fantes 1853 en øxehammer af sten (C 1899) og i sommeren 1848 ved nedrivning af et gammelt hus i dets undermur endel stykker af stene med udhuggede forsiringer, som formodedes at være levninger af det kapel, som engang stod paa gaarden; denne formodning kan dog neppe være rigtig, da biskop Jens Nielssøn i sin visitatsbog for 1598 siger:

(18)

”der herrefolk et stund boede paa Holleby, holdt de selv en trækapel ved magt, hed Holleby kapel; den er nu ødelagt og haver ikke været tjeneste deri udi 30 aar.” – Søndenfor postvejen og i den skov og udmark, som er paa begge sider af vejen til Opstadgaardene, saa Klüwer i 1823: 1) et kort stykke nordenfor Nordre Opstad og strax østenfor vejen en kreds af 14 skridts tvermaal, omsat oprinnelig med 8 opreisstaaende stene, fra 2 til 3 alen høje, men hvoraf en var borttagen; 2) 5 skridt i syd derfor havde mellem 2 firkantede stenblokke tilforn staaet en 4 alen høj bautasten, og 5 skridt søndenfor denne var der 3 hauger, hvoraf paa den ene havde staaet en veldig bautasten indtil senere aar, da den blev brugt i en bygning; 3) omtr. 60 skridt i øst til syd fra no. 1 var der en liden haugj hvorpaa laa omveltet en 3 alen lang bautasten; 4) ligeoverfor no. 1 ved den anden eller vestre side af vejen og omtrent 40 skridt vestenfor denne stode 2 bautastene, fra 3 til 4 al. høje, tæt ved hverandre; 5) omtr. 100 skridt i vest derfor en næsten 4 alen høj sten; 6) 8 skridt lige i nord for no. 4 laa der paa jorden en omveltet sten, 2 ½ al. lang og ¾ al. bred; 7) 25 skridt i øst for no. 4 stod i en lige linje først en 2 ¾ al. høj sten, 10 skridt derfra paa en liden haug en 4 al. høj sten, som dog nys var borttagen, 29 skridt derfra en 2 al. høj, 13 skridt derfra en fjerde og 70 skridt fra denne en femte sten; for østre ende af denne linje af stene fantes en langhaug og en veldig rund haug og i syd for disse fem større hauger foruden mangfoldige andre, der laa i hverandre, da største delen af skoven var fyllt dermed; 8) omtrent 120 skridt nordenfor den omtalte veldige haug og 8 skridt fra vejen var der en kreds, med 15 skridts tvermaal og omgiven af 9 svære stene; 9) lige imod dette sted var der ved østre side af vejen og omtrent 22 skridt fra denne en lignende kreds, 10 skridt i tvermaal, omgiven af 4 staaende og 4 liggende stene; 4 skridt nordenfor kredsen stode 2 opreiste stene og 6 skridt nordenfor disse 2 lignende; ingen af de under no. 2 anførte stene vare højere end 2 alen. – Paa Rikustad er en

(19)

stor gravhaug. – Ved højre side af vejen fra Opstad til Raagaardene gaar der ligefor en husmandsstue, som hører undre Saxegaard en skovvej imod vest, og naar man følger denne et stykke op, er der i skoven 2 bautastene og en gravhaug af sand. Der hvor gaarden Hauges udmark støder til Raagaardene er der paa et svaberg tæt ved vestre side af vejen indhugget 10, 12 nu noget udslidte skibsfigurer og 10 skridt længer mod vest 4 af samme slags. Et stykke nordenfor og ved samme side af vejen er der 7 eller flere lignende figurer, hver indtil 2 alen lang. – Paa Rødstad, ved vestre side af Visterflo, var der ifølge Klüwer 1823 en langhaug, med en grav omkring paa østre kant og hvori der 89, 90 aar før den tid fantes bord og dragspigre af et fartøj. Den nævnte haug med flere andre ved samme gaard vare da næsten jevnede. – Ifølge samme forfatter fantes under gaarden Throllerud (Thorhildarrud) ved Glommens højre bred paa en tildels ubestigelig bergkolle levninger af en mur, som af bønderne kalltes Throllerud slot; disse levninger vare dog saa ødelagte, at det hele kun var en grushob. – Paa en klippe mellem Sande og Glommen var der samme aar nogle gravhauger, tæt ved hvor to svenske soldater falt i 1814 og ligge begravne. Paa Sand (nysnævnte Sande?) blev 1852 funden en spydodd eller kniv af flint (C 1768) og samme aar paa et andet sted et stykke af en messingspenne (C 1769). Omtrent 800 alen i nordost for Sande laa der 1823 ifølge Klüwer paa en bakke under Berger en mængde større og mindre gravhauger, hvori der tid efter anden var funden sverd, sporer og en brynesten. – Ifølge samme forfatter fantes dengang paa toppen af den første højde mellem Isebro og Tune 2 veldige runde stenrøser.

RAADE p. Kirken (tegn. i Foren. arkiv) er tildels af huggen sten og af sedvanlig form men med halvrundt kor og taarn imod vest. Det sidste, som er 8 al. i firkant og har spidsbuet indgang mod vest, skal dog, som der siges, være opsat af stene fra et kapel, der stod paa Huseby, eller den saakallede Thesala kirke, og som først blev nedtagen i slutningen af det

(20)

16de hundredaar. – Ifølge Klüwer var der 1823 strax østenfor Lundebygaardene en kreds, 13 skridt i tvermaal, omgiven med 9 stene af omtrent 2 alens højde; 4 skridt østenfor kredsen 2 lignende stene, og 106 skridt østenfor disse 2 kredse, 12 skridt fra hinanden, hver 18 skridt i tvermaal, dene omgiven af 11, den anden af 13 stene af omtrent 2 alens højde. ”Ryggen, hvorpaa saavel kirken som de beskrevne minnesmerker ligge, strækker sig fra dette sted i vest eller er den samme, hvorpaa Karlshus ligger; den er temmelig bred, svagt heldende til begge sider og næsten overalt full af oldtidsminner og jordfaste stene. Raade kirke med Lundebygaardene, hvorpaa ogsaa finnes nogle smaa gravhauger, ligger paa det højeste punkt af denne ryg, der strækker sig lige til gaarden Borge.” – Paa sidstnævnte gaard traf Klüwer 30 skridt søndenfor (nordenfor?) postvejen[27] til Isebro 3 kredse, hver 12 skridt i tvermaal, de tvenne omgivne af 12 stene, den 3dje af 13; omtrent 15 skridt i sydvest for den vestligste kreds laa en stenrøs med 2 opreiste stene i de modsatte kanter, og tæt i syd for den østligste kreds fantes en lignende sten. Med de omtalte minnesmerker maa Klüwer vistnok sigte til ogle af de samme, som fantes der 1856, ved nordre side af den gamle postvej paa et sted, kallet Runkvollmoen, men der var da 5 kredse, som det syntes nylig forstyrrede, saa at flere stene vare omfallne, dog kunde det sees, at en kreds havde haft 12, en anden 13 stene; kredsene laa saa tæt sammen, at endog periferien af to gjennemskar hinanden; tæt nedenfor under skraaningen og ved samme side af vejen var der en kreds med 12 stene og ikke langt derfra ved søndre side af vejen paa pladsen Missimyren en kreds med 9 stene og flere smaa hauger eller stenlagte pladse. Ifølge Klüwer skulde et sagn fortælle, at havet i forrige tider gik fra Krokstadkilen op i Skinnerflo under fornævnte ryg, hvad der vel neppe er rimeligt. Sagnet

(21)

fortalte og, at der nedenunder i det lave vand skulde være fundet levninger af baade og større fartøjer samt skjæl af muslinger og andre sødyr. – Paa Finnstad blev før 1829 funden i gravhaug et sverd og et økseblad av jern (C 197, 198). Ifølge Klüwer var der 1823 paa samme gaard en 3 alen høj bautasten, som var valgt til merkesten mellem Tune og Raade prestegjeld, tæt søndenfor 2 mindre stene og omtrent 40 skridt i nordost for førstnævnte sten en gravrøs med en opreist sten i vestre kant. – Paa Prestegaardens eng var der samme aar tæt ved hinanden 2 gravhauger, hvoraf den ene var blandt de største, Klüwer havde sees i landet. Udentvil var det disse, som udgroves i 1855, da der i den ene kun fantes flere lag af kul, men i den anden en spydodd, et bidselmundbid og en klinknagle, alt af jern (C 2025-2027) samt flere hestetænner og forrustede jernstykker. – Højst merkeligt var ifølge Klüwer hele strøget paa begge sider af postvejen mellem Raade og Rygge kirke, da der overalt paa de ikke opdyrkede steder fantes levninger af hauger og smaa opreiste stene. – Ved Vest-Raade, strax nedenfor kirken, var der en haug af 20 alens tvermaal, med en mindre tæt ved, hvorfra det lige mod øst gik en 93 skridt lang og 10 skridt bred ophøjet vej (?), belagt med temmelig store kampestene, til en kreds af 8 skridts tvermaal, omgiven af omtr. 1 ¼ alen høje stene. Fra denne kreds fortsatte vejen sig videre 40 skridt mod øst. Langs nordsiden af vejen laa efter hinanden 6 ahuger og langs sydsiden med forskjellig indbyrdes afstand 11 hauger. Lige under nordøstre hjørne af Raade kirkegaards mur fantes 6 staaende stene tilbage af en kreds, hvis ene halvdel var borttagen, da postvejen blev anlagt. – Paa Nedre Strømshaug fantes 1826 under en sten, som var saa stor, at den maatte sprenges ved 3 mineskud, 14 Bysantinske gulmynter, hvoraf tvenne, prægede mellem 919 og 959, nu ere i Bergens Museum.[28] – Paa Løken blev 1811 i gravhaug funden og

(22)

ifølge en kongelig resolution afleveret til Kunstmuseet i Kjøbenhavn to firkantede rør paa en flad rund knap (endebeslag til 2 drikkehorn), en hel og en sønderbrudt sil, alt af bronse, samt et lidet sirat af sølv, og følgende sager af gull: en større en mindre fingerring, den første (K 654 b) dannet af en bøjet traad, hvis ender ikke ere sammenloddede, 2 mindre knapper, en bøjet traad eller stang og en sirlig berlok (K 653, tegning hos Boye I. 56, og hos Worsaae, ny udgave no. 378) af sølvblandet gull, oventil med en øsken eller hempe af gjennembrudt arbeide og nedentil endende i et druesirat. – Sletten tæt vestenfor Karlshus, siger Klüwer i 1823, havde tilforn været opfyllt med kampesten lig en brolægning, hvorpaa mange opreiste stene havde staaet, men for ikke lang tid siden vare brugte til gjerder og andet saadant. Dengang fantes ved slettens vestre ende endnu nogle staaende stene af 1 til 1 ¼ alens højde paa en bund af smaa tætliggende kampestene. – Paa østre og vestre side af gaarden Jonstens huse ved postvejen saa Klüwer 1823 flere lave runde hauger, og paa nogle steder smaa opreiste enkelte stene, ej over 1 ¼ alen høje. – Ifølge samme forfatter var der omkring husebygningerne paa Haugesten en mængde lave runde hauger og levninger af to langhauger, og strax østenfor dette sted tæt ved postvejen, ligeoverfor grensen mellem denne gaard og Jonsten, stode nogle opreiste stene, der tilligemed flere borttagne syntes at have omgivet en aflang kreds. Paa den del af Haugestengaardene, hvis husebygninger ligge tæt i vejen, og ved nordre side af denne saaes i 1860 en samling af gravhauger, hvoraf 9 syntes ej at være udgravne. I en indberetning af 1744[29] omtales 2 bautastene af mands højde paa Haugesten og ligesaa ved Meum. – Paa Sogn er der et par gravhauger, - og paa Grimstad fantes 1861 en øxehammer af sten (C 2814).

(23)

RYGGE p. Kirken (tegn. i Foren. arkiv) er af huggen sten, som skal være brudt i et bjerg i Evjesund en fjerding i sydvest for kirken, og sedvanlig form, dog med halvrundt korudspring; sakristiet er senere tilsat. Skibets døre, mod vest, syd og nord, ere rundbuede, kun den sidste med halvsøjler; indgangen til koret har derimod vandret overligger, og i denne er udhugget 3 menneskefigurer, og paa korunddelens ydre side en løve, som gaber over et menneskehoved. Over korbuen er der, i lighed med banlysningsaltanen i Throndhjems domkirke, et slags andet stokverk, hvortil en vindeltrappe inde i muren fører op. Ifølge Klüwer havde kirken 1823 en døbefont af klæbersten med udhuggede forsiringer. – Paa en liden ø i Kurefjorden er der eller har været 2 lave stensatte gravhauger. – Ved Eskelund saa Klüwer 1823 paa pladsene Grønvoll, Grønlid og Braaten tæt ved postvejen i granskoven et strøg, omtrent 150 alen langt fra øst til vest og 110 alen fra nord til syd, som næsten var aldeles fyllt med større eller mindre gravhauger, fordetmeste omgivne med en grav eller fordybning; i flere av haugene var der gravet. – Paa Mellem-Roer blev i eller før 1847 funden en tveegget spydodd eller dolk af bronse (C 1359). – Omtrent 300 skridt i øst for gaarden Gata var der ifølge Klüwer paa flad mark tæt ved hverandre 4 kredse, hver omtrent 15 skridt i tvermaal, men hvoraf kun den nordvestligste havde alle sine randstene (11), medens den sten, som havde staaet i midten, var bortført. Strax østenfor dette sted, over en 16-20 alen bred myrhals, fantes levninger af mange stensatte pladse med lave forhøjninger. Ved nordre side af postvejen saaes i 1860 flere gravhauger paa denne gaard. – Nogle 100 alen i sydost for Prestegaarden fantes 1823 i udmarken en mængde større og mindre gravhauger; paa en av disse, omtrent 16 alen i tvermaal, havde der staaet en liden bautasten, som da var omfallen. – Paa Bjølsund blev 1799 under en hob stene funden en snoet ring af bronse (C 60), formodentlig en halsring. – Paa Dillingen var der 1823 en del lave gravhauger. – Nærved hovedbygningen

(24)

paa Værne skal der i den saa kallede Munkehave under jorden være levninger af klosteret,[30] som stod der, bestaaende af grunnvolle og murede gange. I 1581 var endnu endel af murene tilbage over jorden, da der ved kongebrev af 9 Juni samme aar blev bevilget Fredriksstads borgere af klosterets ”gamle forfallne mure hvis sten klosteret er utjenlig og uden klosters skade sammesteds brydes kunde.”

MOSS. Paa Jæløen var der 1740, uden at stedet nærmere angives, en aflang kreds omgiven af 24 staaende stene og med en lignende i midten. Ved Bellevy (fordum Krosser) paa samme ø funden 1857 en spydodd af flint (C 2099).

VAALER p., Vaaler s. Kirken, af sten, fik noget efter 1350 af hr. Aamund Bolt endel jordegods til belysning af ”korset” i kirken. – Paa en holme i Vansjø, kallet Slotsholmen, saa biskop Jens Nielssøn i 1594 levninger af mure.

HAABØL p., Haabøl s. Kirken, af sten, viet 28 Marts til Margrete, har form af et kors, men var formodentlig, hvad en undersøgelse vil vise, fra først af en langkirke. – I sognet fantes endnu 1780 et gammelt vaaningshus af træ paa 2 stokverk og forøvrigt af samme form, som det paa Langseter i Thrykstad (se s. 9). – Paa Haafvi (Hofvin) blev 1852 funden en øxehammer af sten (C 2081) i en haug, hvori der omtrent i 1822 skulde (?) være funden et jernsverd og en kobberring.

I dette prestegjeld, hvor vides ikke, blev før 1842 funden en øx af sten, hornblende (C 1037), og en sten, 8 tommer lang, højst rimelig en slibesten for stenredskaber, da slibningen paa den ene side fullkommen passer til øxen.

(25)


[1] Topograf. Journ. VI og XI.

[2] Topogr. Journ. IX. 93.

[3] Sammest. XI.

[4] Tegn. i Krafts Norges Beskr. ældre udgave I. 162.

[5] Nyt Magas. f. Naturvidensk. I. 142.

[6] Antikvar. Reise, mskrpt.

[7] Arn. Magn. fol. 371, Worms (Monum. Danica 482) hjemmel.

[8] I slutningen af 18de hundredaar vare endnu de fleste bondehuse i Rakkestad, Heggens og Frølands fogderi ) Rakkestad, Skipthvet, Spydeberg, Askim, Thrykstad, Eidsberg og Rødenes prestegjelde) kun paa et stokverk og med samme indretning som anført s. 2 (Topogr. Journ. XXVII. 96, jfr. Wilses Spydebergs Beskriv. s. 343, 390 og hans Reiseiagttagelser I. 296).

[9] Jfr. Langes Klosterhist. 493.

[10] Spydebergs Beskriv. af Wilse II. 508, 539 f. og 542.

[11] Jfr. Langes Klosterhist. 490.

[12] Spydebergs beskriv. II. 540.

[13] Molbechs Athene IV. 231.

[14] Kallske Saml. fol. 202 (i Kjøbhcvns kgl. Bibliothek).

[15] Spydebergs Beskriv. 343 og 390, Reiseiagttagelser I. 296.

[16] Langes Klosterhist. 490.

[17] Wilse i Top. Journ. II, Spydebergs Beskriv. II. 505 f., samt Reiseiagttag. II. 163.

[18] Haak. Haak. saga kap. 186.

[19] Klosterhist. 492 f.

[20] Se Munchs det norske Folks Hist. paa registeret.

[21] Top. Journ. XVII. 84, jfr. Langes Klosterhist. 491 f.

[22] Topogr. Journ. XVIII. 90.

[23] Top. Journ. XVIII. 126.

[24] Jfr. N. Saml. II. 96 f.

[25] Jfr. Munchs Norske Folks Hist. IV. 2den del s. 138.

[26] Jfr. Uppström i Nov. Acta Societ. Scient. Upsal. ser. III vol. II p. 381 ff.

[27] Det vil sige den gamle postvej, da den nuværende, som er anlagt i de senere aar, ligger paa et andet sted.

[28] Urda I. 192 f.

[29] Kallske Saml. fol. 198.

[30] Langes Klosterhist. 461 ff.

Hedemarkens amt

HEDEMARKENS AMT.

I amtet blev, uden at stedet vides, funden før 1829 en sax og en kniv, begge af jern, den sidste med træskaft og messingholk og af samme form som den foran side 13 om­talte, samt et jernsverd med indlagte slyngforsiringer af kobber (C 255-257).

VINGER p., Vinger s. I sognet blev 1833 funden en klokke, 7 tommer lang og i aabningen 1 ¾ bred, af et udhamret stykke jern, saaledes at derfra udgaar den krog, hvori kolven hænger (C 557).

EIDSKOG p., Vestmarken s. Paa Randbøl skal endnu for nogle aar siden have været levninger af kirke, formodentlig den samme, som var viet 3 Marts til Olaf og nævnes 1225 i sagaerne. I dens regnskab for 1625 omtales den med sval, og har vel derfor været en stavekirke. Vestenfor kirken stod i begynnelsen af 15de hundredaar et stort kors, sat til erindring om Olaf den hellige, fordi han havde hvilet der; dette kors blev ifølge biskop Eysteins brev af 18/2 1394 igjen opsat, og derover bygget et lidet bønnehus til brug for pilegrime, med alter og døre uden laas.[1]

SØNDRE ODALEN p., Strøm s. Paa Strøm (preste­gaarden) fantes 1833 under den gamle hovedbygning en messing­ske (C 539) med rundt blad og øverst i skaftet et billede, maaske

(55)

af Maria; - pan Jærstad 1849 en pileodd af jern (C 1491); - og paa Østre Os et stykke af en øx af sten, basalt (B 80).

Ullern S. Paa Steinerud funden 1846 en paalstav af bronse med hempe (C 1300).

Opstad s. I sognet blev fundet 1832 i gravhaug et øxeblad, en sax, en stigbøjle og et bidselmundbid, alt af jern (C 482, 483, 485 og 486), samt desuden efter opgivende en anden jernsax (C 484), men som har den nu brugelige form og derfor vistnok kun ved et tilfælle er kommen iblandt de andre sager.

GRUE, p., Grue s. Ved Voll paa en stor slette var der før 1840 en mængde gravhauger, hvori der var funden sverd, sporer m. m.; - paa Kongshou (Konungshof) fundet i gravhaug 1860 et sverd, en spydspids, 2 pileodder og 2 øxeblade, alt af jern, samt nogle benstumper (C 2544-2549); - paa Møistad 1844 under nogle stene et jernsverd (C 1144), dog sansynligvis fra 16de eller 17de hundredaar;- paa Skjel­ver 1860 i gravhaug et tveegget sverd, en spydspids, 8 pile- ­eller kastespydodder, et øxeblad, en paalstav, 2 knivblade, et bidselmundbid, en ringspenne, fint poleret med regelmessige for­siringer, en skjoldbule, stykker af forskjelligt beslag, alt af jern, samt stumper af en brynesten (C 2526-2536). - Paa Stemsrud er en, blandt andet ved senere tilsat ram eller loft, noget for­andret gammel bygning (rids i Foreningens arkiv), hvori den store stue er uden loft eller tverbjelker, men med sperrer, som hvile paa en stor mønsaas. – Paa Sorknes stod endnu 1830 en gammel træbygning med svalgang paa langsiden, støttet af stolper og 3 runde buer (tegning i Minutolis verk over Thrond­hjems domkirke); er senere nedreven. Ifølge brev af 9/1 1312 (D. Norv. I) skjenkede kong Haakon Magnussøn denne gaard til sin datter Agnes, gift med herr Hafthor Jonssøn.

Brandvol s. Dels paa Nor dels i søen Nueren funden før 1829 en 19 tommer lang spore og 2 andre, hver 8 1/2 lang, et stjerneformet hjul og en pileodd, alt af jern (C 85-88), - og paa Fjøser ligeledes før 1829 i gravhaug 2 sporer af jern (C 89, 90).

(56)

I Solør blev før 1835 funden en spydodd af flint (C 665), og ifølge Schøning før 1775 et knivskaft af en blanding af messing og kobber, vakkert arbeidet og oprinnelig emaljeret, i størrelse og arbejde ligt et, som var fundet i en gravhaug paa Hundthorp i Søndre Frons prestegjeld i Gudbrandsdal.

HOF p., Hof s. Kirken, viet 9 Februar til Olaf, blev nedtagen 1861 og var en stavbygning, som i senere tid havde undergaaet flere forandringer. Derfra 1) 2 dørstolper, dannede som flade veggpiller, med udskjeringer, 2) 2 døre med fint jern­beslag, oventil ret afskaarne, men oprinnelig med rundbuet form, 3) et røgelsekar af messing, og 4) et lidet redskab af træ med skaft, udentvil med samme bestemmelse som de saakalte kirke­tavler og sansynligvis fra middelalderen (C 2805-2810). – Paa kirkegaarden blev før 1775 funden flere Engelske sølvmynter, hvoraf Schøning i nævnte aar fik en (af kong Henrik, som S. antog Henr. l., 1100-1135) paa Arneberg i Romedals prestegjeld. – Omkring kirken er der flere gravhauger, og i nogle af disse under gaardene Omestad, Røne, Sparby og Løvaasen blev før 1842 funden 4 øxeblade, 3 spydodder, stykker af 2 tve­eggede sverd, et par stigbøjler, 2 bidselmundbid, 10 pileodder, et ildstaal, et sigdblad, 2 kroge, et af de bøjledannede redskaber med vedhængende rin ge, stykker af en skjoldbule, en ring, et slags klemme, stykker af 2 temmelig tykke plader og eggen af et skjerende redskab, opadbøjet ved begge ender, omtrent som en hakkekniv,[2] alt af jern, samt 2 skaaler af klæbersten, den ene med jernhank og i den anden brente ben og forrustede jernsager, samt stykker af en messingplade (omtr. 2 ½ tomme lang, 1 ½ bred paa midten og smalere mod enderne), hvorved klæber nogle stumper af finere og grovere tøj (C 1048-1060). - Paa Borg

(57)

funden 1859 en spydodd, et øxeblad, samt stykker af en skjoldbule, og af et tveegget sammenbøjet sverd, alt af jern, det sidste med sølvbelæg paa hjaltet (C 2338-2340).

VAALER p., Vaaler s. Den gamle kirke var af træ, viet til Maria, og blev nedtagen 1805.[3] - Paa Amundrud funden 1846 en hest af kobber, 1 ¼ tomme lang, ¾ bred (C 1307).

ELVERUM p. Paa Elverums kirkegaard stod ifølge Jens Nielssøns optegnelser endnu 1598 en liden bygning af træ, kallet Torlofs (Thorleifs) kapell. – Ikke langt fra kirken var der 1840 flere gravhauger, hvoraf der før dette aar i en var funden men­neske- og hesteben. – Paa de saakallede Langenge, langs Glommens østre side i Herdalsbygden, var ligeledes en stor mængdc gravhauger, som før 1840 mestendels vare udjevnede. – Paa Moen var en liden haug, hvori 1839 fantes et sverd, af jern, - og paa Østre Haug 2 hauger. – Paa Møystad fundet 1858 i gravhaug sammen med kul og aske et tveegget sverd, et øxeblad, en spydspids, et knivblad og en pileodd, alt af jern (C 2235-2239); - paa Nordre Strand 1850 et beslag af kobber (C 1555), rimeligviis af slidren til et enkeltegget spidst sverd. – Desuden blev i prestegjeldet før 1843 funden en hjerte­formet spenne (C 1095) af sølvblandet kobber med ophøjede for­siringer og levninger af sterk forgylling (tegning i Illustr. Nyheds­blad f. 1861 s. 55 no, 106 a og b).

AAMOT p.,[4] Aamot s. Paa Prestegaarden var der 1846 to gravhauger, hvori der var funden kun sager af jern;­ nedenfor Aaset en stor udgraven haug, hvori ligeledes var funden sager af jern; - paa Berger flere saadanne hauger, hvoraf i en 1847 fundet et tveegget sverd, 2 øxeblade, en spydodd, en sax, et bidselmundbid og en krampe, alt af jern (C 1339-1345); - paa G1omstad en forlængst udgraven haug, hvori skulde

(58)

være funden en rund sterk stensætning, og efter sagnet i midten deraf en kiste med penge; ”man ved ikke noget om kisten, men saameget er efter alles sigende sikkert, at Iver Glomstad plud­selig blev meget rig; naar han levede, vidste man ej”; - paa Kilde var flere hauger, de fleste udgravede, hvori man havde fundet ben og jernsager, saasom spyd, sadeltøj, bidsel; og i en af dem nogle aar før 1846 ”en stridsøx, der endnu er blank og blaa, og en hovedhjelm samt et stort sverdfeste”; syd paa gaardens jorde var en lav men meget lang haug, som snart skulde udgraves. – Paa Broten funden 1851 i gravhaug en spydodd af jern og en skaaldannet messingspenne (C 1697, 1698).

TRYSIL p.[5] Fra den gamle kirke var 1790 i behold et billede af St. Olaf, trædende paa en drage, og af Maria med barnet. – Paa Jordet eller Eltaas, 2 mil nordenfor kirken, er en forhøjning, kallet Kongsbakken eller Kongshaugen, hvori og hvoromkring der omtrent 1770 fantes ”bidselmundbid, heste­sko m. m., samt et instrument, formodentlig til at opspenne buer med”, alt af jern. – I slutningen af 18de hundredaar vare de fleste stuebygninger i prestegjeldet endnu kun paa et stokverk og med samme indretning som anført foran s. 2.

RENDALEN p., Øvre Rendalen s. Paa Haarset funden 1849 i gravhaug en pileodd af jern og en skaaldannet messingspenne (C 1457, 1458).

Ytre Rendalen s. Paa Aas funden før 1830 en spyd­odd af jern med levning af smagfull sølvindlægning (C 115). – Strax nordenfor Akre stod i 1812[6] 2 høje stene, som formodedes at være satte af pilegrime, for at vise den halve vej mel­lem Nidaros og Aaslo, ”og skal endnu (1812) finnes i Thrond­hjems domkirke et dokument, som forbyder bønderne i Øster­dalen at indhegne de sedvanlige græsningssteder for reisende munkes heste. I Engdalen skal endnu et sted kalles Munkebeite”.

(59)

I prestegjeldet blev før 1830 funden, uden at stedet vides, en ringspenne og en halsring, begge af sølv, den første med punkterede forsiringer, den sidste (tegn. i Illustr. Nvhedsblad f. 1861 s. 23 no. 82) af snoet arbeide (C 269-271); - 1836 et par skaaldannede spenner af messing (C 754); - og læn­gere tid før 1850 en spenne af samme slags (C 1599) tillige­med en anden lignende, som i sin tid sendtes til Kjøbenhavn.

TYNSET p., Tynset s. Den ældste kirke stod paa Prestjordet paa et sted, som nu kalles Gammelkirkebakken, og var af træ, følgelig en reisverksbygning; ifølge Jens Nielssøns visitatsbog stod kirken endnu 1580 og havde en indskrift saalydende: Anno ab incarnatione domini MCCXI cal. Septemb. consecrata est ecclesia ista a Therrichio archiepiscopo in hono-rem S. Laurentii, M. S. Thomæ episcopi & S. Margarethæ virginis (1 Septbr. 1211 blev denne, kirke viet af erkebiskop Thore (i Nidaros) til Laurentius, martyren biskop Thomas og Margrete). Heraf kan følgelig sluttes, at den øverste del af Østerdalen henhørte under Nidaros biskopsdømme.

Tyldal s. I kirken, bygget 1736, fantes 1846 fra den forrige kirke en gammel af brede planker sammensat krak, før brugt til brudestol, med mange udskjeringer, paa kirkens side­vegg en udskaaret altertavle, hvori et maleri af den korsfestede, og i sakristiet en gammel i senere tid malet stol, prestestolen kallet, prydet med udskaarne figurer.

KVIKNE p., Kvikne s. Paa Eystensvollen (Eysteinsvellir) skulde ifølge et sagn, som Schcaning hørte 1775, være holdt et slag, som man mener mellem Thrønderne og Eystein illraade, konge paa Hedeemarken, der levede i begynnelsen af 8de hundredaar.[7] Kraft siger, at der paa stedet var 12 gravhauger tæt ved hverandre. – Et lidet stykke fra Frengstad, siger Schøning 1775, skulde der ogsaa ifølge et sagn have staaet en trefning mellem den samme Eystcin og Thrønderne. ”Stedet,

(60)

hvor slaget er holdt, kalles Haugstad, af aarsag, at der ligger en stor del gravhauger”, hvis tal, ifølge Kraft, skulde være 21.

Insæt s. Paa Store Insæt skulde der 1775 ifølge Schøning staa et gammelt hus, kallet Hedningsbuen. – Paa engeslaatten Naven, paa Kvikne- eller Insæt fjell østenfor Næverdalen, fantes 1812 spor af 10, 12 hauger eller grave, kallede Brurgravene, fordi efter sagnet et helt brudefølge i et uvejr skulde have sat livet til der, hvor vejen dengang laa, og være der begravet.[8]

LAUTEN p. Kirken er af sten og sedvanlig form, med alter af sten tæt ved korets vegg, hvad der ej er sedvanligt, og med nischer ved hver side af korbuen. Ifølge Schøning var der 1775 paa alteret en firkantet poleret plade af marmor eller kalk­sten og i midtcn deraf indfattet en mindre, on desuden en døbe­font af klæbersten. – I vest eller nordvest for kirken saa Schøning 1775 3 runde hauger, hvoraf en stor, ligesom mange saadanne fantes paa de omkringliggende gaarde Løken, Flok­stad, Sande, Thorshou (Thorshof); og paa Norderhou (Njørderhof), hvor der skulde være funden i gravhaug en spore af egen form, som Schøning fik, og en kobberhjelm (?), var des­uden i samme aar en stor rund men flad haug; - paa Veen flere store hauger, deriblandt en østenfor gaarden besat med træer, nedentil omringet med en bred gang eller stengade, og omsat med maadelig store stene, og paa søndre side deraf og i trekant dermed 2 andre store hauger; - paa Berg en ualmin­delig stor haug, ”saa høj som et hus”, maaske den samme som den paa Vestre Berg, hvori 1853 fantes et tveegget sverd, 2 spydodder, et øxeblad, et tverøxeblad, et bidselmundbid, 3 tolleknivsblade, en pileodd, en krog, en krampe og et stykke af en skjoldbule, alt af jern (C 1839-1847). – Hauger fantes og paa Nørseng, Hølingstad, Aamang, Tofsrud (Tolfsrud), deriblandt paa den sidste en særdeles stor, og paa Trætteberg,

(61)

hvor der i en var fundet et par sporer med store hjul, som Schøning fik. – Paa Finnstad 1838 funden paa et sted, hvor der før syntes at have været et tjern, 3 spiralformede betalings­ringe af gull (C 835-837); - og paa Halsteinshof 1853 ved udjevning af gaardspladsen et af de sedvanlige bøjledannede jernredskaber med vedhængende ringe (C 1838). – Om dette prestegjeld siger Schøning endvidere, at der af gamle gravhauger ”finnes allevegne en stor hob, men nu er alt sagn om dem uddød. Man har ej engang forvaret, hvad af alderdomslevninger er undertiden fundet, som sverd, pile, sporer. Især merkverdigt og usedvanligt er, hvad man beretter at være fundet paa gaarden Vestre Rømen nemlig i en gravhaug et helt skakspil, som var indsvøbt i en næsten forraadnet silkedug, men skakspillet var helt og holdet, hvilket skal være nedsendt til det kongelige Kunstkammer i Kjøbenhavn omtrent ved det aar 1730. Videre beretter man, at paa samme gaard haver til­forn været i de hedenske tider endel offerlunde og offerhauger, hvor man især skal have dyrket en afgud, Ræmen kallet, under skikkelse af en gjetebuk” (?). Schøning mener, vistnok med liden grunn, at deri ligger et sagn fra de eldste tider, og, da gaardens navn tilforn var Raumen, at Nors son Ramn kunde have haft sit sæde der, være bleven hauglagt og siden dyrket der under omtalte skikkelse, ”udentvil fordi han havde indført der paa stedet og i de egne gjeters og bukkers brug til indbyggernes store nytte og forde.” Blev skakspillet virkelig fundet i en gravhaug, er det vel det eneste exempel derpaa i Norden. I Annal. f. Nord. Oldkynd. f. 1838-1839 s. 152 siges, at nysnævnte skakspil ej fantes i de Kjøbenhavnske mu­seer, og at man heller ikke havde nogen efterretning derom, men at det dog var muligt, at nogen af de i samme skrift afbil­dede brikker kunde hidrøre fra dette fund, og at de andre ere blevne kasserede i en tid, da man ikke satte pris paa simple oldsager fra hedendommen. De s. 140-143 afbildede brikker hidrøre vel fra Nordmænd, men ere fra kristelig tid og fantes paa Lewis

(62)

blandt Suderøerne; den s. 145 afbildede brikke (jfr. Foreningens Aarsberetn. f. 1857 s. 32 og plan IV) er ogsaa Norsk, men kunde ikke hidrøre fra dette fund, (la den omtales allerede i Worms museum; fig. 5 (fra Sommers samling) er vist ogsaa Norsk; figur 12 er vel, som i skriftet antaget, fra Norge eller Island, men kun paa grunn af indskriftens bogstavform ej være eldre end slutningen af 14de hundredaar. – Paa Roko stod tilforn en kirke af sten, som blev afbrent af Svenskerne i Syvaarskrigen 1567,- og paa Hof en trækirke, hvoraf Schøning paa gaarden saa døren, som havde sterkt jernbeslag. – Om dette prestegjeld siger Schøning endelig, at ”der i markerne, skovene og fjællene sees ej alene mange sammenkastede stendynger, men ogsaa mangesteds adskillige i fordums dage anlagte veje samt andre kjennetegn paa, at landet bar paa bemeldte steder, som nu ere øde, tilforn været vel beboet.”

ROMEDAL p., Romedal s. Kirken, ifølge tiende­samleren Gervasius's indberetning af 1327 viet til Peter, er af sten og sedvanlig form, dog mod vest med muret taarn, men som ej er kommet længer op end i højde med skibet, og sansynligvis er senere tilsat, da portalet er spidsbuet med listverk, medens kirkens aabninger ellers ere rundbuede; i korets østre vegg 2 forenede vinduer. Øverst oppe paa vestsiden af taarnet var i 1860 nys malet 1307, fordi man saaledes havde læst aarstallet 1807, som staar noget længer nede og formodentlig sigter til en istandsættelse. – Paa Gaustad, skytsskiftet, saa Schøning 1775 4 store runde gravhauger liggende i en firkant, men i 1860 var der tæt i vest for gaarden kun 2 store runde hauger, aldeles urørte, undtagen at toppene for flere aar siden ere jevnede og besatte med benke; - ogsaa paa Løkens marker var der 1775 endel hauger; - østenfor Arneberg paa en lang banke laa en række af runde hauger; - paa Østby var en stor af samme slags; - og paa Bryni som en sjeldenhed paa Hedemarken stod en 4 al. høj bautasten. – Paa Vangs (prestegaardens) mark laa et stykke omtrent i sydvest for kirken en meget stor haug,

(63)

kallet Brudehaugen, fordi et helt brudefølge ifølge sagnet der skulde være blevet indtaget. Schøning mener, at haugen neppe kunde være dannet af naturen, men paa den anden side syntes den at være altfor stor til en gravhaug og desuden bestaaende af sort muld. Var den en gravhaug mener Schøning, vilde den udentvil være en af de største her i landet, da den holdt 400 skridt i omkreds. – I sognet blev længe før 1830 funden i gravhaug 2 skaaldannede spenner af messing (C 60).

STANGE p., Stange s. Kirken er af huggen kalksten og har oprinnelig haft sedvanlig form; indgangen mod vest, hvis dør har gammel ring med dragesnoning, vinduet derover, et smalt nu tilmuret vindu ved skibets sydvestre hjørne samt nogle lige­ledes tilmurede aabninger i korets østvegg ere alle spidsbuede, medens indgangen paa korets sydside er rundbuet med kapitel­lister og fodstykker i Romansk stil; paa østsiden af koret er et par alen fra jorden indsat i muren en sten med et udhugget kors, omgivet af en dobbelt ring. Kirken brente ved lynild 17/7 1620. Schøning mener, vistnok med liden grunn, at den var viet til Maria, ”fordi marken eller engen vestenfor kalles endnu Marilia”. Ved sydøstre hjørne af kirkegaarden saa Schøning ”en firkantet temmelig stor plads, hvor kirkegaardsmuren er rykket et temmeligt stykke frem udenfor den øvrige del deraf, og midt paa denne plads sees grunnvollen efter en firkantet bygning, under hvis fire hjørner man har fundet store flade hjørnestene. Man vil mene, at kirken først stod der, rimeligere er det dog, at der har været et kloster eller hospital”. Ingen af disse forklaringer kan dog tages for god, hvorimod dels den firkantede form og dels de flade hjørnestene synes at vise, at der havde staaet en reisverksbygning, efter al rimelighed kirkens ældste klokkestøpel. – Paa Prestegaarden blev funden 1841 stykker af 2 skaal­dannede spenner af messing (C 994) og 1847 en vævskyttel­formet beltesten (C 1338). – Paa Huseby er der tæt under laavebroen en stor gravhaug, som for flere aar siden, da broen indrettedes, blev afskivet i sin halve højde, uden at noget fantes,

(64)

eftersom de nedlagte sager maa ligge dybere nede. Den kirke, som stod paa gaarden, maa have ligget tæt nordenfor husebyg­ningerne, da man der ofte træffer menneskeben. En levning af kirken er et omtrent 5 kvarter højt Mariebillede af træ, som finnes i en gammel stuebygning (tegnet 1861), der fra først har været en ramstue. Tæt søndenfor gaarden er der flere runde gravhauger og stenkredse. – Mellem Gillund og Nøtsle saa Schøning 1775 ved vejen flere gravhauger, men især nogle store ved Nøkleby (Mykleby); - ej langt nordenfor Viks bro var en lignende haug, og strax søndenfor broen ligeledes en. – Paa en bjergaas og skov mellem Nøtsle og Korsødegaard og paa mange andre steder saa han flere stenrøser, dels runde dels aflange, sammenkastede af en næsten uendelig mængde større og mindre mestendels rundagtige og vandslidte stene af samme form som dem han saa ved Hjerdkin paa Dovre. – Paa Morsskogen blev funden før 1853 4 pileodder af jern (C 1837), - og paa Labben i Morsskogens almenning 1847 en sten af kvarts (C 1386) med spor af slibning og af den slags, som hur været brugt til at slibe stenredskaber paa. – Paa Saastad var der en gravhaug, som ifølge Erik Pontoppidans anmodning blev aabnet nogle aar før 1744 og de deri fundne sager nedsendte til Kjøbenhavn til ham; disse sager vare: en ”stormhue”, halv opædt af rust, et bidselmundbid, en spore, 2 sverd og 2 spydspidse, alt af jern; den ene spydspids var ”ligesom emaljeret med nogle smaa pukler og løvverk af sølv”.[9] – Paa Skjerden blev nær gaardens huse og tæt ved en udpløjet haug funden før 1841 546 stykker af jern af uvist brug (spydodder eller pile, kolver?) hvoraf 3 (C 986) ere hver 10 ½ tomme lang, odden flad afrundet, og but, omtr. 1 ½ tomme bred; - paa Hærnstad 1857 i en liden gravhaug et bidselmundbid, en sax og en krog, alt af jern, samt et par skaaldannede messingspenner (C 2113-2116); - paa Kjæmstad 1861 i gravhaug en skjoldbule, 3 spydodder,

(65)

et af de oftere forekommende redskaber bestaaende af fal med ring i enden og deri 3 andre ringe, 2 bidselmundbid, ringe (til et seletøj?), en hvirvel og et hængelaas, alt af jern (C 2591-2601), samt efter vedkommendes paastand ogsaa en tveegget jerndolk (C 260?), som dog højst rimelig skriver sig fra kristelig tid og derfor maa antages ved et tilfælle at være kommen blandt de andre sager; - paa Grimerud 1861 en tveegget kniv af flint (C 2589); - og paa Saxlund 1861 en liden opsadlet hest af kobber og af sedvanlig form (C 2590). Paa sidstnævnte gaards marker saa Schøning 1775 endel gravhauger og en meget stor rund haug mellem denne gaard og Elgtun, samt ved øverste ende af Saxlunds daværende anseelige hovedbygning et grunnmuret hvelvet værelse opbygget af hugne stene fra Hamars domkirke.

Ottestad s. Paa Ringnes havde der ifølge Schøning før 1775 været endel gravhauger, - og paa Nordvi fantes da flere saadanne, hvoraf der i en var fundet et sverd, en staalhue og en stor spore, samt desuden festet af en stor kaarde, som Schøning fik, men fant af saadan dannelse, at den neppe kunde være meget gammel. Paa samme gaard blev før 1852 funden en spydodd af flint (C 1767).

VANGS p., Vangs s. Kirken, af sten og oprinnelig med sedvanlig form, har kun ved vestre indgang og ved korets søndre dør nogle levninger af simple kapitellister. Foran vestre indgang ligger den gamle alterplade, i midten med repositorium eller en firkantet fordybning til relikvier. I sakristiets udvendige mur er indsat en ligsten fra Hamars domkirke, 3 alen lang, 1 alen bred øverst og 2 ½ kvarter nederst, paa midten udhugget et kors med grene og øverst en biskopshue; langs siderne staar med smaa bogstaver følgende indskrift: Hir, jacet venerabilis dns dns Herman qvondam eps Hamaren. q obiit anna md orate pro eo am, eller med opløsning af forkortningerne: Hic jacet venerabilis dominus dominus Hermanus, qvondam episcopus Hamarensis, qvi obiit anno md. Orate pro co, amen. (Her ligger den ærværdige herre her Herman engang biskop i Hamar, som

(66)

døde aar 1500. Bed for ham. Amen). Da den nævnte biskop i Hamar, Herman Thorgilssøn, døde 1503 eller 1504, saa har stenen følgelig enten været hugget i hans levende live, uden at dødsaaret senere er tilføjet, eller ogsaa er stenen senere kasseret. Ved kirkens vestre dør var 1775 en anden ligsten, hvis indskrift dog var saa udslidt, at Schøning bare kunde bese Sigurdi, som han antog for biskop Sigurd i Hamar, død 1419. – Søndenfor kirken saa Schøning 1775 i en ager en rund haug, og et stykke i sydvest derfor en større. – Paa Prestegaarden blev 1704[10] i gravhang under en overligger af klæbersten funden brente ben, et jernsverd i stykker og 2 benkamme i futeral. Et kort stykke søndenfor gaarden og i nordvest for Virshou (Vidarshof) var der 1775 ifølge Schøning en meget stor rund baug, sammenkastet af sten, og rundt omkring den flere smaa, samt længer mod øst ligeledes en stor rund haug og nogle flere, liggende paa et sted, hvor der før havde været tyk skov; nedenfor den først omtalte store haug og søndenfor prestegaarden atter en stor haug om­ringet af flere; lige ved Mjøsens strand og ikke langt fra Svart­elven var der endel runde lave stenkredse eller med sten belagte runde pladse. ”Kort, omkring kirken og prestegaarden ligger en usedvanlig stor mængde af større og mindre gravhauger paa alle kanter, især østenfor kirken en stor samling paa en mark, kallet Dystingbo”, nemlig foruden en stor fladagtig rund med stene besat haug strax hos kirken, endvidere østenfor denne paa en banke endel store runde hauger i en række omtrent fra syd til nord, østenfor disse paa et bakkeheld 2 store stenkredse, og endelig et stykke østenfor disse, igjen on række hauger fra øst til vest. – Ved Ry (Rygg), omtrent en halv fjerding i nordost for kirken, var der ogsaa flere hauger, ligesaa paa Thorshou (Thors­hof) og Fosse. ”Kort, her saaes nok af saadanne hauger næsten ved hver gaard, saa det er for vidtløftigt at anføre dem alle; - men ved Brottum (?) staar tillige en liden bautasten, hvilke

(67)

stene her ej ere gjengs”. – Strax vestenfor Lovisenborg (Skateimbakke) laa 2 runde hauger, vestenfor dem en lang rygg, hvorpaa 2 firkantede med stene rundt omkring besatte pladser, og tæt derved først en liden rund haug og et stykke derfra 2 større. --Ogsaa østenfor Hjællum (Hjælheim) var endel hauger, vestenfor gaarden en stor for endel udgraven haug og i vest derfor l mindre, hvortil gik en ophøjet vej af sammenkastede stene, muligt en fordum brolagt vej, mod vest hen til en sam­ling af 7 hauger; i nordost for nysnævnte store haug laa en mindre paa en bjergknoll. - Paa Flakstad var en stor spids haug og omkring den 4 mindre; strax østenfor gaarden en meget stor haug og nordenfor gaarden en lignende, samt i nord eller nordost for denne en stor, liggende paa en bjergknoll, foruden flere mindre. – Nordenfor Kjøberg (?), strax østenfor Flakstad, var der en stor haug, hvori blandt andet var fundet et par sporer, som Schøning fik; tæt ved denne haug laa der flere smaa stenrøser, og da de bortryddedes, fantes i en af dem et langt knivblad, lig de nuværende slagterknive, og et lidet spydjern; begge fik Schøning, men kniven kom bort for ham paa reisen. Vestenfor Kjøberg var der en og muligens flere gravhauger. – Ogsaa paa Berg var der en stor del hauger. – Paa Rabstad fantes 1849 i en rund haug i dens gravkammer, der havde 2 kvernestene, omtr. 32 kvarter i tvermaal, til overliggere: et tve­egget 2 gange sammenbøjet sverd, et øxeblad, en skjoldbule, et knivblad en spydpids, en del af en linhekle,[11] 2 saxe og 3 bidselmundbid, (C 1531-1541), samt stykker af en tredje sax, af et fjerde bidsel og af et beslag med ringe, alt af jern; - paa Ophus blev 1854 ligeledes i en gravhaug (af sammenkastede stene, hvoraf nogle havde et hestelas's tyngde) imellem to deri uordentlig sammenlagte heller fundet et tveegget sverd, et øxe­blad, en spydodd, 2 skjoldbuler, et bidselmundbid, 2 stigbøjler, en fal med ring og krog i enden, et af de bøjledannede redskaber

(68)

med vedhængende ringe, en hammer, enderingen af en skjerding, en krog, en oval ring, en liden ring, hvori 2 beslag til rem­mer, 3 store nagler, 2 smaa, bøjler, spidsen af et spyd, stykker af en sverdklinge og af et bidselmundbid, alt af jern (C 1977-1994) ; - paa Skaalerud 1856 hver for sig en spydodd af jern og en skaaldannet messingspenne (C 2070, 2071); - paa Møystad 1856 2 spenner af samme slags (C 1072, 2073); - paa Nashaug 1859 i en liden gravhaug 2 tveeggede sverd, 2 øse­blade, 2 pileodder og et knivblad, alt af jern (C 2402-2407). – Paa en bjergknoll ved Aker skulde endnu 1775 være tegn til en bygning, hvilket Schøning dog først fik høre efterat han havde forladt Vang; man fortalte, at der skulde have staaet et almindeligt tempel for Hedemarken, Thoten og flere omliggende egne. – Under Disen paa en holme i Akersviken var der 1775 en stor rund gravhaug, som indtog næsten hele holmen; paa samme gaard blev 1857 funden en øxehammer af sten (C 2122), og 1858 en eggdannet meget regelmæssig sten, 4 tommer lang, 1 ½ tyk (C 2226).

Ved Stor Hamar finnes ruiner af Hamars domkirke, ogsaa kallet Kristkirken, og indviet til Trefoldigheden. Ifølge et sagn[12] skulde den pavelige legat, Engelsmanden kardinal Nikolaus Brekspear have vist sig virksom ved dens anlæg, og senere, efterat han var bleven pave (med navnet Hadrian), have sendt stenhuggere og haandverkere til Hamar. Begynnelsen til kirken blev vel gjort ved biskopsstolens oprettelse 1152, og ifølge Jens Nielssøns optegnelser fra slutningen af det 16de hundredaar blev arbeidet paabegynt af den første biskop Arnald og fortsat af hans eftermænd til og med Ingjald (1304-1314), hvilket, om det er rigtigt, vel tildels maa forstaaes om tilbygninger, udvidelser og istandsættelser, da kirken udentvil har været ferdig til brug allerede før 1200. Sakristiet (sacristia) nævnes først at den pavelige tiendesamler Peter Gervasius i hans indberetning af 1327; da erkebiskopen ifølge brev af 1380 (hos Schøning) holdt koncilium i sakristiet, og der ikke omtales kapitelhus, er det rimeligt, at kirken ej havde et eget rum til dette brug, men at sakristiet[13] tjente som saadant. I 1540 foreslog Peder Hansson, lensherre i Aaslo, at nedbryde kirken, men blev i et utrykt kongebrev (Danske Geheimeark.) paalagt, at ”lade det bestaa indtil videre”, og i et brev af 4/7 1551 gav kongen endog befaling til ved istandsættelse at forhindre byg­ningens yderligere forfall, ”anseende at det er den skjønneste kirke, som er udi alt vort rige Norige”. Kirken blev brent af Svenskerne 1567 (Februar - slutningen af April), hvor­ved den, som det siges i kongebrev af 1/12 1569, var ødelagt paa ”taarne og tag, men dog skal igjen staa til at hjelpe.” Hertil skaffedes ogsaa midler tilveje, saa at man ifølge kongebrev af 8/10 1575 ”den nu største parten har faaet under tag”, og ved samme brev fik kapitlet til bygningens istandsættelse den halve tiende for aaret 1575 af alle stiftets kirker, som ikke selv trængte dertil. Men i kongebrev af 7/7 1584 siges, at kirken ikke stod mere til at hjelpe, og formodentlig strax efter blev den for­ladt. Ifølge den ovennævnte beskrivelse[14] nedfalt i 1670 kirkens vestre gavl, hvorunder hovedindgangen var med skjønne listede stene, og derover et stort vindu, 1/3 smalere end døren, og i højde naaende op under hvelvingen. I 1686 nedfalt det hvelvede kapell i det nordre taarn ved indgangen; fra dette kapell gik der et stort galleri, støttet af hvelving, hen til et, lignende i søndre taarn, og opgangen til disse kapeller var i en vindeltrappe i hjørnet af hvert taarn, altsaa ligesom i Throndhjems domkirke; taarnene havde ”16 forgylte fløjer med forgylte knapper paa og karnap”. I 1689 nedfalt et stort krucifix af ek, som hang over døren (indgangen eller buen?) fra tverskibets søndre korsarm til

(70)

”korets søndre kapell”, og var denne ”dør saa høj, at en voxen mand paa højeste hest med højest oprakte pikke” ej kunde naa overkanten deraf; korset var ved en jernkrampe festet til muren med saadan fordeling af tyngdepunktet, at det bevægedes ved den ringeste vind; billedets hoved var hult og rummede en potte vand, og i øjnenes huling var indsat svampet træ, saa at man efter lejlighed kunde lade billedet fælle taarer. I 1692 nedfalt det store taarn, midt i kirkens kryss, med spir, hvorpaa der var 10 fløje med knapper, en hane og 3 kors, alt forgylt; dette taarn havde og et seigerverk med en timeklokke, ”som hang paa gavlen paa den side til Kommunet”. I 1698-1703 blev sakri­stiet, ved korets nordside, afrevet og brugt til udvidelse af Nes og Stange kirker, ligesom ogsaa i denne tid sten fra ruinen blev brugt til udvidelse eller opbygning af Vangs og Furnes kirker, samt til det s. 66 omtalte værelse paa Saxlund. Over kirkens kor var der et lidet spir med forgylte fløjer og knapper paa. Af lige længde med koret og ved hver side deraf var et kapel (?); det søndre udgjorde kun et rum, og havde et vindu mod øst og to prægtige, over 8 al. høje, mod syd ”af rød sten meget net forarbeidede, der parerede deilig imod den graa velhugne mur”; i dette kapell skulde efter sagnet nogle kongelige personer være begravne. Det tilsvarende rum paa nordre side af koret var delt i to lige høje etager; den underste havde to smaa rum, hvert 1 al. bredt og 2 al. højt (gjemmesteder for kirkens kar?), og tjente til sakristi, og derfra gik en stentrappe opad til koret og til prædike­stolen, som stod i det nordvestre hjørne af koret (nordøstre hjørne af skibet?); den øverste etage indtoges af en sal (maaske brugt til kirkens bibliothek), hvorfra der var en skjult nedgang dels til koret og dels til prædikestolen. ”I hvert hjørne af koret bag alteret (højalteret?) var opgang til et galleri, som gik rundt om koret og i fordum tid sagdes af skjønne marmor­piller bestaaende, hvorom de underliggende (paa beskriverens tid eller begynnelsen af 18de hundredaar) fabrikerede stene, hentede fra et brud ¼ mil fra kirken, kan med deres rum til hver pilles

(71)

stand vidne”; bag højalteret 3 vinduer. I koret var der et kapell, kallet Biskopens (jfr. foran s. 33), og hvori en altersten var synlig endnu i slutningen af 16de eller begynnelsen af 17de hundredaar; fra dette kapell gik en hvelvet underjordisk gang til en større stenbygning paa den anden side af vejen eller gaden; denne, bygning havde gavl i vest og øst, med indgangsport under den sidste, samt tillige et taarn, jevnhøjt med det største paa kirken, ”saa at de kunde staa og tale med hverandre i taarnene, naar som de talede noget højt”. Muren omkring kirkegaarden var tækt med røde tagsten og havde fire porter med skruv (ə: gavl over) og 2 fløjer paa hvert skruv. I nærheden af kirke­gaarden og for en del ind derpaa stod Kommunehuset, Skolen og St. Olafs kloster, tildels forbundne med hinanden ved lukte (overhvelvede?) gange, ”og var det saa skikket, at bispen kunde staa i sit kammers og sal og høre derpaa, naar som at presterne og degnene sjunge enten i klosteret, kirken eller skolen”. Af kirken er nu kun levnet noget af vestre del, af koret og af mellem­skibets søndre vegg med tre piller og fire rundbuer, men da tillige største delen af fundamentet er bevaret, kan man deraf i forbindelse med ovenanførte beskrivelse danne sig en temmelig fullstændig forestilling om kirkens hovedform. Bygningen har været en ba­silika med tverskib og ret afskaaret kor, med et taarn (8 al. i firkant) ved hver side af vestre indgang og et større taarn over krysset samt et lidet spir paa koret. Dens indvendige længde er omtrent 82 alen, deraf 40 ½ paa langhuset, 12, 13 paa tverskibet og 28, 29 paa korel.; forhøjningen for alteret begynner omtrent 10 alen fra østre vegg, Langhuset har, som sedvanligt i den slags bygninger, ved piller, som holde noget over 2 ½ alen i tver­maal, været delt i 8 skibe, og er indvendig 26 alen bredt, me­dens tverskibet har en brede fra nord til syd af 45 alen. Kirken har, idetmindste hvad langhuset og tverskibet angaar, ikke haft hvelving, men kun været dækket med træloft, og var ifølge den gamle beskrivelse opført af omhyggeligt tilhuggede graa kalk­stene med fine fuger imellem. Af altere er der ved pillerne

(72)

i langhuset endnu levninger af 6, ved korets østre vegg af 1 (højalteret) og i sakristiets østende ligeledes af 1. I det hele synes der at have været 10 altere, nemlig: 1) Catharinas og de 15 nødhjelperes (stiftet før 1500[15]); 2) fem vunders (stiftet før 1493); 3) vor Frues (stiftet efter 1512, men før 1537); 4) Annas (stiftet før 1495 af hr. Alf Knutssøn og hans frue); 5) Trinitatis, formodentlig højalteret; 6) Nicolai, 7) Crucis (korsets), 8) Jørgens, 9) Mikaels, og 10) Salvatoris (frelserens, stiftet efter 1512[16]). Naar det i den gamle beskrivelse, som ovenfor an­ført, siges, at nogle kongelige personer vare begravne i kirken, da vides intet derom, ligesom det i sig selv er tvilsomt. Der­imod skulde ifølge Jens Nielssøns optegnelser følgende af kirkens biskoper være begravne deri: Orm († 1164- 1180), Ivar († 1221), Hallvard († 1231), Paal († 1251), Peter († 1260), Gillebert († omtr. 1277), Hallvard († 1349), Haavard († 1363-1369), Sigurd[17] († 1419), Gunnar († 1473), Karl Sigurdsson († 1487[18]), Herman[19] († 1503-1504); hvorimod det ej vides, om Karl Jons­søn Jemt († 1512) blev begraven i Hamars eller i Aaslo dom­kirke. I gruset blev før 1829 funden en jernlaas (C 205) af den slags, som endnu bruges paa Vestlandet til kjettinger for baade, og et massivt jernrør (C 206) med hank, i form af en kanne, 6 ½ tomme lang og 2 vid, og som maaske har været brugt til kanon, da der i den ene ende er spor af fænghul; om disse sager ere ældre end reformationen, kan vel være tvilsomt. Ved en udgravning 1845 eller 1846[20] traf man i den ”saakallede

(73)

klosterbygning" (domkirken?) under gulvet paa en hvelvet af store stene opført kjeller, der var aldeles opfylt med jord, men hvori ej opdagedes andet end en gammeldags grovt arbeidet stigbøjle og i den sydlige del af kirken stødte man paa et stort firkantet muret rum, ”der maa have været en af kirkens kjellere”; endvidere fantes 1847 og 1848[21] ved den af Foreningen bekostede udgrav­ning i koret en kiste, sammensat af almindelige graasten, hvori laa benradet af en voxen mand (formodentlig en biskop), en vin­kalk, 3 tommer høj, og en paten, 3 ½ tomme i tvermaal, begge af bly, en fingerring af dukatgull med en oval usleben mørkeblaa glasfus, og en lignende ring af sølv, forgylt, med en cirkelrund sten af samme slags (C 1387-1389), samt endelig paa andre steder en spids jernbrodd, en slags jernkrampe og stykker af 3 benkamme (C 1446, 1447). Ved disse udgravninger er dog kirkens mure, navnlig i den vestre del, endnu ikke komne for lyset, dog maa man haabe, at det i den nærmeste fremtid vil kunne ske. – Nogen kongsgaard var der neppe i Hamar i ældre tid, hvorimod dette navn, afvexlende med Hamarsgaard og Hamarshus,[22] først opkom efter slutningen af det 15de hundredaar, da den gaard, som kalledes saa, var tagen i brug af lensherren, medens den tilforn utvilsomt var biskopens. Denne biskops­gaard maa, efter hvad der med større eller mindre bestemthed udtales dels af Sverdrup,[23] dels i en indberetning af 1745[24] og dels af Schøning 1775 i hans utrykte reise, have ligget paa samme sted, som den senere saa kallede Stallgaard, hvori der sansynligvis endnu indeholdes levninger deraf, og var følgelig den samme, som den foran s. 72 omtalte gaard, der havde et højt taarn og gavl i øst og vest. Ifølge Jens Nielssøns optegnelser skulde biskop Peter (1250-1260) have begynt med at opføre

(74)

Biskopsgaarden og dens høje taarn, ligesom hans eftermænd Gillebert (1260-1278) og lngjald (1304-1314) skulde have fortsat med bygningsarbeidet. Saavidt vides, nævnes gaarden først i et brev af 1317[25] angaaende en kontrakt, som blev sluttet ”i søndre maalstue i biskopsgaarden”, og i et andet brev af 1324, ligeledes hos Schøning, omtales et møde ”i Nikolaus loftet i biskops-gaarden”. Endnu 1537[26] og 1567[27] kalles gaarden undertiden Biskopsgaarden; i sidstnævnte aar blev den indtagen af Svenskerne og brent, og dens mure sprengte med krudt. Fra denne tid hid­rørte vel 3 messingkanoner og et jernskibsanker af flere alens længde, som fantes 1845 eller 1846 ved en gravning i Stall­gaarden, og hvoraf kanonerne bleve solgte til Akershus arsenal, men ankeret festet over gaardens port .[28] – Om Korskirken i Hamar vides kun,[29] ”at den var opmuret af rød teglsten”, og at der i begynnelsen af det 17de hundredaar ikke var mere tilbage af den, ”end noget af fundamentet, og af al struktur synes det at have været en overblivelse af de materialier, som for domkirken have været beskikkede”. Schøning siger ogsaa 1775, at kirken ”maa have været opført af teglsten, eftersom der sees noget af dens grunnvoll, som bestaaar af bemeldte sten”. – St. Jørgens kirke var af tre, altsaa rimeligvis en stavekirke, og stod ved Hagebek, men skal have været blandt de bygninger, som af en vandflom bleve revne ud i Mjøsen.[30]

Furnes s. Omtrent en halv fjerding østenfor Bjerke saa Schøning 1775 ved vejen en stor rund gravhang, paa Gudsaas ligeledes en, paa Hofvi (Hofvin) et godt stykke østenfor gaarden 4 runde stenrøser, og paa Berg en hob gravhauger. – Paa

(75)

Alaug blev funden før 1824 i gravhaug et øxeblad, en spyd­odd, en skjoldbule, 4 pile- og 2 kastespydodder, en hammer, en knibetang, et stykke af et bidselmundbid, alt af jern, samt en benkam med forsiringer, stykker af jernkjedler med aske og brente ben i, 2 terninger af hvalrostann, 24 halvkugledannede benbrikker med taphul paa underkanten, og en liden ringspenne af messing (C 245-254), desuden en tredje terning, med øjne (3, 4, 5 og 6) kun paa langsiderne, som i 1824 indkom til Kjøbenhavns Museum.[31] – Paa Bjørge fantes 1843 i gravhaug forrustede stykker af jern og et par skaaldannede messingspenner (C 1103); - og paa Gullskjeggerud 1859 en øxehammer af sten (C 2308).

I prestegjeldet blev omtrent i 1700 under en furerod ogsaa fundet noget over 60 ”smaa sølvstykker” af en Russisk kopeks størrelse, men tynne som sildeflus (silderisp) og vej­ende tilsammen kun 1 kvintin; ”samme vare af adskillige figu­rer”. – I prestegjeldet var i den katholske tid flere trækirker, hvoraf den paa Homelstad (Hamlustad, i Vangs sogn) stod længst, ”men i 1705 bøjede sig med sine gamle træstolper til jorden”.[32]

NES p., Nes s. Kirken er opført af firhugne kalksten, og har, naar senere forandringer sættes ud af betragtning, før reformationen udgjort en aflang firkant med taarn mod vest, men da alle aabninger i selve kirken ere rundbuede, medens vestre døraab­ning og et vindu i taarnet have spidsbuet form, saa, er vel ogsaa taarnet tilsat; døraabningen ved korets sydside har sedvanlige

(76)

kapitellister, og i korets østvegg er der 3 forenede vinduer, støt­tede af søiler med bladkapiteler. Den vestre indgangsdør har jernring af gammel form med 2 ulve- eller dragehoveder og snoning. Som der siges, skal portalet og døren hidrøre fra Hamars domkirke, hvad der og er tilfællet med det beslag og den ring (tegn. i Aarsberetn. f. 1855 pl. XI), som finnes paa døren til sakristiet. – I dette prestegjeld fantes 1775 ifølge Schøning adskillige gravhauger, men langtfra i den mængde som i Vangs. Deri vare fundne levninger af sverd, spyd, bidselmundbid, pile, hjelme(?), men hvoraf han intet fik, da ingen bevarede saadant. – Ved Kvam (Hvamm) og By skal der efter sagnet have staaet slag mellem to konger, hvorved formodentlig sigtes til Halfdan Svarte og Eystein, og ifølge samme sagn skulde en kjempe med en gullkjede om halsen ligge begraven i en stor haug paa Kvam. I en liden gravrøs paa denne gaard fantes før eller i 1861 2 spydodder, en skjoldbule med beslag for haandtaget, et kniv- eller ljaablad, alt af jern (C 2618-2622) og en hovedskalle. Paa By var før mange gravhauger, som i senere aar ere udjevnede; i en af dem fantes for flere aar siden noget ”jernskrab” og et stykke af et skjold (?) af messing (A 46). – Paa Grefseng (Grefsheim) blev funden før 1813 en nøgel og en dolk, begge af jern (C 165, 166), den sidste med trekantet klinge og rundt haandtag med rudeforsiringer; 1843 et par skaaldannede spenner og et par haanledsringe med ophøjede forsiringer, alt af mes­sing (C 1114, 1115); 1857 en enkeltegget dolk eller kniv af jern fra kristelig tid (C 2139); og 1859 et øxeblad af jern fra hedendommen (C 2417). – Paa Skjelve saa Schøning 1775 nedenfor gaarden ved stranden en rund gravhaug, og en lignende tæt østenfor; - nordenfor Sund laa ligeledes en temmelig stor rund haug, hvori var fundet et omtrent 14 alen langt sverd, et spyd og en øx, alt af jern, som laa i kors over hin­anden under en flad helle. – ”Paa Helgøen ved gaarden Hofvinsholm, siger Schøning 1775, har tilforn staaet en kirke (den nedenomtalte Baldishols) eller kapell paa østre side af

(77)

gaarden, hvor endel af deus huse nu staa, og hvor et stykke jord, liggende østenfor gaarden, deraf endnu kalles Kapelstøen. Ved dette sted er ogsaa endel gravhauger, dog længer ned mod søen. Paa vestre side af gaarden ligger en mark eller eng, som kalles Mandsløsen. Man beretter, at her skal i gamle dage have staaet et slag mellem en konge fra Hadeland og en konge, som bode her paa øen. Maaske angaar dette sagn den træfning, som blev holdt her paa øen mellem kong Eystein paa Hedemarken, der muligt har haft sin bopæl her, og kong Halfdan Svarte.[33] Omkring stedet sees endel runde gravhauger, men den betydeligste og merkeligste blandt alle, ej alene her paa øen, men ogsaa andensteds, er den, som ligger paa en holme under gaarden. Den ligger ved yderste ende af øen mod sydvest, og er næsten rund, og paa denne holmes nordre kant, hvor den er højest, er der en af sand sammendynget overmaade stor og høj rund gravhaug, der holder noget mere end 200 skridt i omkreds. Mani har i nogle dage med heste og folk været i arbeide med at udgrave den, men ej kunnet komme til ende dermed. Maaske er i denne haug begraven den Guthorm, søn af Gudbrand herser i Gudbrands­dal, som falt i slaget og var anseet for den dygtigste og tapreste mand paa Oplandene”. Ved en undersøgelse af denne haug, som foretoges af Grev A. G. Moltke i slutningen af forrige hundred­aar, fantes en benske med rundt fladt blad og et skaft, endende

i en forsiring som et Andreaskors.[34] Den omtalte Mandsløsen er en slette af 140 maal jords indhold, og var før 1813 op­dyrket til ager, ved hvilket arbeide der allerede i foregaaende hundredaar var funden sverd, hjelme (?), spyd, pile m, m,, som alt var omsmedet. Den daværende (1813) ejer havde paa samme sted, ved at opgrave nogle stenrøser, fundet 2 menneskeskeletter i meget forraadnet tilstand og omkring paa samme ager flere

(78)

stykker af vaaben, odden af et kastespyd (gaflok?) 6 ½ tomme lang, 4 pileodder, et spyd, et stangbidsel (fra nyere tid?), en spydodd, en trehaget fiskekrog, 9 ½ tomme lang, en hestesko, bladet af en dolk, et lidet stykke af en ringbrynje, og en dopsko, alt af jern, samt en liden messingkrog med en hvirvel (af et belte?), et stykke af et kobbersirat med gjennembrudte forsiringer og en dopsko eller et futeral af messing (C 153-162); endvidere blev paa samme sted før 1831 fundet et bidselmundbid og en pileodd, til at sætte ind i skaftet, af jern, samt et messingsirat, dannet som en halvmaane, 1 ½ tomme langt og 1 ¼ bredt (C 428-430). Paa samme gaard er fundet i jorden før 1829 et sverdhefte, et blad af en sedvanlig øx og af en tverøx, et spydblad, en kniv, en tang, en spore, en hengelaas, en lænke af et bidsel, to nøgler af forskjellig form, og en pileodd, alt af jern, sverdheftet, som har spor af sølvbelæg, og sporen sikkert fra heden­dommen (C 25-34); - 6 nøgler, en liden spennering og en toarmet lysepibe, alt af jern, samt en skaaldannet spenne og en nøgel af messing (C 172, 173); - stykker af 2 skaaldannede spenner, af en bjelde eller hul kugledannet knap, af et rundt beslag med at hul i midten og af en bøjle, alt af messing (C 209); - stykker af et tveegget jernsverd (C 210); - en hjertedannet spenne med forsiringer og en liden ring, begge af messing (C 349); - og endelig 1842 en metalske af sedvanlig gammel dannelse (C 1047). – Paa Helgøen, hvor vides ej, blev 1854 i gravhaug funden en skjoldbule og 3 stykker af et tve­egget sverd, alt af jern (C 1917); - paa Komperud paa samme ø 1855 i en myr 2 spydodder af flint (C 1746, 1747); - og paa Haavelsrud (Haavardsrud) 1857 et øxeblad af jern (C 2175).

Baldishol s. Kirken er endnu tildels en stavbygning og blev flyttet 1612 til sit nuværende sted fra Hofvinsholm paa Helgøen. – Paa Østre Ask blev før 1775, efter hvad man fortalte Schøning, i en gravhaug funden en hovedskalle og leggben; - og paa Nordre Ask i eller før 1812 i gravhaug et

(79)

menneskelet og en mængde andre ben af dyr og fugle, samt endvidere stykker af vaaben, 2 ringe og en krog, alt af jern, et stykke af en brynesten, af ryggen af en benkam, en liden hul udvendig raflet messingkugle, med hul igjennem og spor af sterk forgylling, samt en lidt større kugledannet knap af metal (C 163, 164); - paa Dæli (Dolin) 1841 omtrent 5000 Skandina­viske, Tydske, Engelske og Skotske sølvmynter, prægede efter aaret 1147 og sansynligvis nedlagte paa stedet 1177-1230,[35] samt endvidere 5 smaa ringdannede spenner, en næsten kugle­dannet perle, en firkantet tynn plade med udpuklede forsiringer og hempe, stykker af større og mindre flettede ringe, af en lænke, af en rund brakteat med en løve i midten, af en ophøjet rund plade, 1 tomme i tvermaal, med udgraverede forsiringer, og endelig af sønderhuggede stenger og plader, alt af sølv (C 1000); - paa Kaulum (Kaglheim) 1842 stykker af forskjellige slags vaaben og en spydodd, alt af jern (C 1039); - og paa Søls­berg (Sølvesberg) i eller før 1861 et bidselmundbid af jern (C 2638).

RINGSAKER p., Ringsaker s. Kirken er opført af huggen kalksten og havde fra først af væsentlig samme form, som Akers kirke (foran s. 26). Den kalles i tiendesamleren Peter Gervasii indberetning af 1327 ”ecclesia beati Olavi”, var følgelig viet til Olaf, ikke til Korset,[36] og kan saaledes under ingen omstændighed have været viet og neppe heller bygget saa tidlig, som i Olaf den helliges levende live. Tilforn var der ud­vendig paa den sydlige dør til koret en ring af gammel form med indskrift af sedvanlige stungne runer, som Schøning kun tildels forstod, men som Arndt i 1805 læste saaledes: ðeser hurðir gerðe Þorðr a Stafi, en Kari ringana guðo d. e. disse døre gjorde Thord paa Staf (en gaard i sognet), men Kaare

(80)

(gjorde) de gode (vakre) ringe. Som sedvanligt, har der følgelig paa døren været 2 ringe Arndt tilføjer, at denne indskrift var den eneste i sit slags i Norge; dette gjelder endnu, og at den i alle fall neppe var yngre end 1350, kan vel ansees for utvilsomt. En gammel ligsten paa kirkegaarden er tegnet i Aars­beretn. f. 1855 pl. X. En anden sammesteds, med indhugget vaabenskjold paa fladen, havde omkring randen en indskrift med munkebogstaver eller store bogstaver, som Arndt 1805 læste saaledes: Hic reqviescit bone memorie Ingerida Alveri, consors qvondam thori Erici dicti Topp, obiit autem anno dni nzeccxviii mensis Octobris die nono, d. e. Her ligger i godt eftermæle Ingerid Alfsdatter, engang Eriks kallet Topps hustru, hun døde 1318 9de Oktober. I kirkens søndre omgang saa Schøning 1775 et stykke af en ligsten, hvorpaa kunde læses: Jacet nobilis vir ... anno dni mcccc; resten var borte. Endelig aftegnede Arndt 1805 en gravsten, hvorpaa der stod med munkebogstaver: Her ligger sira Gudbrander Þorils s. fordom prester a Ringisakre obiit anno domini m ccc xxxiiii xvi kl maartii, d. e. Her ligger sira Gudbrand Thorilssøn, fordum prest paa Ringsaker, døde han i herrens aar 1334 14de Februar. Ifølge Absalon Pederssøn[37] var Thorbjørn Bratt († 1548), biskop i Throndhjem, begraven ved prædikestolen. Hertil kan føjes, at der ifølge Schøning i kirken fantes et: røgelsekar, og at der paa hver side af koret var indsat i muren en jernring, sorn han antog bestemt til deri at feste; et forhæng, som kunde drages for alteret. Forøvrigt kan henvises til den beskrivelse og de tegninger af kirken, som finnes i ovenanførte verk.[38] – ”Det er vænteligt, siger Schøning 1775, at kirkens

(81)

bygning har ødelagt og opslugt en stor del af forrige tiders minnesmerker, især bautastene, som her have staaet. Dog staa ved kirkegaardens østre port, der er opført af huggen sten og fordum udentvil har været hvelvet, 2 bautastene, men som ere afslagne, ligesom en ved kirkegaardsmurens søndre side, ogsaa af­slaaet. Ved kirkeboderne østenfor kirken stod en temmelig høj sten opreist, der udentvil ogsaa maa have været en bautasten”. – Vestenfor Svenhaug saa Schøning 1 775 en stor rund grav­haug, kallet Svens haug, omringet af 23 større og mindre hauger; disse 23 vare dog, da Klüwer i 1823 besøgte gaarden, tildels jevnede, og i en af dem var fundet kul, aske, et sverd, samt andre redskaber af jern ”og flint”, hvilket sidste maa være en misfor­staaelse; i sydost for Svens haug, mellem den og gaarden, saa Schøning en fladagtig haug, hvorpaa stod et stabur, østenfor gaarden en af samme slags, besat med temmelig store stene, og nordenfor Svens haug 4 hauger, hvoraf den største laa i midten. Alle disse bauger vare runde med undtagelse af 4 langhauger, som laa nærmest Svens haug ved dens søndre side. Tæt ved nordre side af vejen lidt ovenfor gaarden saa Klüwer 1823 en bautasten, og nær derved flere større og mindre hauger. I en grav­haug paa gaarden blev funden for 1829 et bidselmundbid og en sigd, begge af jern (C 178, 179). – Paa pladsen Samssalsstuen under gaarden Samssal saa Schøning 1775 og Klüwer 1823 tæt ved vejen en 4 ½ høj og øverst 1 alen bred bautasten; Schøning tilføjer, at der i nordvest for stenen laa 3 lave runde hauger, og paa den største af dem en sten midt over. Formo­dentlig var det her, at der ”ved opgravning i nærheden af en bautasten” blev funden en øx af jern (B 979). – Paa Skappal saa Schøning ligeledes flere større og mindre hauger, - og lige ned for Ulfven hinsides vejen 2 runde hauger. Derimod omtaler han ikke en gammel brevdrageræske af træ (C 540), som før 1832 i flere menneskealdere havde været paa sidstnævnte gaard og uden­tvil skriver sig fra middelalderen; den er 7 tommer lang 5 ½ bred, underdelen baaddannet, laaget, som er tilheftet med læder-

(82)

remmer, fladt og forsiret med udskaarne slyngninger og et hoved. – Paa Ulvhildrud funden før 1829 under en stendynge et lidet redskab af jern (C 57) med 2 hjul formodentlig til at spenne bue med; - paa Gjølstad 1832 paa bunden af en gravhaug, i dens aflangfirkantede gravkammer af sten med flad overligger: foruden menneskeben et sverd, 2 spydodder, stykker af en kniv og 2 bøjler eller hanker, alt af jern (C 542-546); - paa Hershaug 1834 formodentlig i gravhaug en spydodd, et par sporer, en sax, samt stykker af et bidselmundbid, af et af de bøjledannede redskaber med vedhængende ringe, og af, som det synes, et par stigbøjler, alt af jern (C 657-663); - paa Bolstad 1854 i gravhaug et tveegget sverd, en spydodd, en pileodd, et sigdblad og den ene del af en smedetang, alt af jern (C 1998-2002); - paa pladsen Thorgerstuen under Dalby 1809 over 100 redskaber (C 2309) af samme slags som paa Skjerden (s. 65). – Paa den lille holme i Mjøsen under og lige ud for gaarden Sten byggede Haakon Haakonssøn, udentvil 1234,[39] en borg, (det saakallede Mjøskastel, hvoraf endnu finnes ruiner paa holmens nordre kant, hvor den er bredest og højest. Sansynligvis er borgen temmelig tidlig bleven nedreven, da sagnet siger, at stene derfra bleve brugte til udvidelse af Ringsakens kirke.[40] I 1775 blev det sagt Schøning, at der for ikke lang tid siden af murene ”havde staaet høje stykker og levninger, hvilke vare udenpaa besatte med pole­rede pilarer, men nu er altsammen nedbrudt og bortslæbt, og man ser ber intet tilbage uden af de nedbrudte mure, som til­dels ere overvoxne med høje gran- og furetrær, hvoraf kan sees, at endel af murene maa for længe siden være afbrudt”. ”Festningens hele omkreds har ellers ej været mere end 100 alen. Den har varet anlagt næsten som en noget aflang firkant. Paa den sondre og østre side har man trukket muren i en lige linje,

(83)

dog saa at den har gjort en spids vinkel mod sydost, men paa de to andre sider mod vest og nord har den gaaet i en noget krum linje, hvori man synes at have rettet sig efter stedets beskaffenhed. I gjennemsnit har kastellet holdt fra nord til syd 32 alen, men fra øst til vest kun 30 alen. Opgangen til den synes at have været paa den østre side, som vender mod det faste land, og der dens port. Langs efter holmen gaar en klipperyg, der begynner fra festningen, og strækker sig derfra først mod syd, siden mod sydost. Paa begge sider deraf er en dyb grøft, bred oventil, smal for neden, og begge disse grøfter ere igjen paa hin side indesluttede af tvenne mindre høje bjergrygge, der strekke sig langs vandet og langs begge sider af holmen. Disse paralelle grøfter synes for det meste dannede ved menneskehaand, og at man derfra har taget de stene, som man liar brugt til bygnings­verket. Bergarten synes at bestaa dels af graaagtig granit eller kvarts dels af en kalksten af samme slags, som er brugt til Ringsakers kirke, og lader sig udkile i tykke skiver fra berget, som staar næsten perpendikulær, stigende paa den ene, fallende paa den anden side, ligesom bølgevis. De trenne rygge med de tvenne mellemværende grøfter strekke sig lige til holmens side mod sydost, hvor paa den østre side. synes at have været som et skibsstade, omringet med bjergknoller paa nordre og vestre side, hvor man paa ruller eller stokke har kunnet sætte smaa skibe ind og ud. Men for at forekomme, at man ej herfra gjennem bemeldte grøfter skulde finne lejlighed til at snige sig ind under festningen, har man omtrent paa det sted, hvor bjergryggene dreje sig hen mod sydost, trukket en mur tvers over holmen, efter hvilken endnu sees stene og murverk. Paa sydvestre side af omtalte skibsstade synes at have været et andet, noget større og parallelt dermed, thi her er en i bunden jevn grøft, som dertil med bekvemhed kunde bruges. Midt inde i festningen eller kastellet sees et dybt rum, hvor man for nogen tid siden har taget hugne stene fra; udentvil har her været de kjellere, som berettes at have været at se tilforn”. Væsentlig saaledes

(84)

som Schøning her har beskrevet, fantes det endnu i 1846. Hol­men kaltes Borgen, og kastellet, hvoraf murene da stode indtil nogle alens højde, men bedækkede med jord, har været opført af huggen sten. Den indre fordybning, som Schøning omtaler, kaltes Fængselet. Selve Holmen syntes at have været forbunden med fastlandet ved on 200 alen lang stenbro, som kunde sees lidt under vandfladen, og til enkelte tider ved særdeles lav vand­stand endog skulde kunne gaaes. Det nysnævnte navn Fængselet er aldeles rigtigt, forsaavidt kastellet, som ifølge Hirdskraaen var til endnu i begynnelsen af 15de hundredaar, da brugtes til stats­fængsel. – Tæt ovenfor gaarden Sten og omtrent 1400 alen i lige linje fra Borgøen er en brat klippe, paa hvis top Klüwer 1823 fant tydelige spor af en befestning, dannet som en rund eller aflang voll af sten og jord, omtrent 3 alen bred og 60, 70 skridt i tvermaal; - og omtrent 12 mil i nordost for Sten skulde der, efter hvad man fortalte Schøning 17 75, ved Næren­vatnet i en vill og øde mark, sees grunnvolle efter bygninger.

Veldre s. Paa Jemteland saa Schøning 1775 ved vejen 2 afslagne bautastene ved siden af hinanden; - og paa Asla blev fundet 1860 et tveegget sverd, et øxeblad, et spydblad, et knivblad, et tolleknivsblad, et bidselmundbid, en paalstavodd og en sigd med sagtænner i eggen, alt af jern (C 2570-2577).

Brothems s. Den gamle kirke stod endnu 1688 og var ifølge dens regnskab for dette aar en stavbygning med svalgang. Deraf er kun bevaret et Kristusbillede af træ (C59) eller en levning af et krucifix.

(85)



[1] D. Norv. I. no. 545.

[2] En lignende blev funden 1847 i gravene Ned Selzen og Bel-Air ved Lausanne, i munden paa et af (le hosliggende skeletter fantes en mynt af Justinian, og sa,<( rne vare saaledes formodentlig, ned-lagte omtr. 600 efter Kristus (se Das germanische Todtenla ger hei Selzen, von Lindenschmidt, Mainz 9848).

[3] Jfr. Fayes Norske Sagn s. 112. Den der omtalte saakallede St. Olafs Spenning har vel været kirkens dørring.

[4] Indberetning af 1846 til Foreningen.

[5] Topogr. Journ. XXIII. 78, 81, 92 og 122.

[6] Universitetsbibl. mskr. 4to. 463.

[7] Jfr. Munchs det Norske Folks Hist. I. 334 ff.

[8] Universitetsbibl. mskrpt, 4to. 463.

[9] Kjøbenhavns Vidensk. Selsk. Skrifter 1. 316.

[10] Thaarups Magasin II. 302.

[11] Tegning deraf i Schübeler's Culturpflanzen Norwegens s. 152 fig. 3.

[12] Thaarups Magasin II. 269.

[13] Jfr. og D. Norv. 1. no. 976.

[14] Thaarups Magasin II., herom saavelsom det følgende, især s.251-253, 294 og 296-298.

[15] Budstikken II, 575, jfr. D. Norv. Ill. no. 1107.

[16] No. 2 omtales i D. Norv. 1. no. 976, no. 3 i Jens Nielssøns opteg­nelser, no. 4 i D. N. III. no. 1196, no. 5-9 i en fortegnelse (i Rigsark.) fra begynnelsen af det 17de hundredaar, og no. 10 nævnes af Schøning i hans utrykte reise.

[17] Jfr. foran s. 67.

[18] Jfr. Thaarups Magasin II. 274.

[19] Jfr. foran s. 66.

[20] Se Aarsberetn. f. 1846 s. 4.

[21] Se Aarsberetn. f. 1897 s. 4 og f. 1898 s. 7.

[22] Jfr. Munchs Norges Geografi i Middelald. s. 47.

[23] Thaarups Magasin II.

[24] Kallske Sand. fol. 200.

[25] hvoraf Schøning saa en vidisse af 1338 paa Vangs prestegaard.

[26] D. Norv. IV. no. 1111 og 1112.

[27] N. Magasin 1. 114, 165.

[28] Se Aarsberetn. f. 1846 s. 4.

[29] Thaarups Magasin II. 257, 295.

[30] Sammesteds s. 261.

[31] Antikvar. Annal. 1V. 459 f. – Det ovennævnte fund maa være det samme, sorn anføres under no. 38 i katalogen over general­adjutant Holcks samling, men ej medfulgte, da denne samling blev overdragen til Bergens Museum. I hans katalog heder det nemlig, at fundet blev gjort 1820 i gravhaug paa Astol (?) i Vangs preste­gjeld og bestod af følgende sager: en kjedel, en øx, en hammer og tang, nogle pileodder, et bidselmundbid, et spyd, alt af jern, samt en knap, en kam og 3 terninger af ben, og en ring af messing.

[32] Thaarups Magasin II. 301-302.

[33] Jfr. Fayes Norske Sagn s. 156 og Munchs det Norske Folks Hist. I. 400.

[34] Tegning deraf i Nord. Tidskr. f. Oldkynd. I. 395.

[35] Holmboes Universitetsprogram f. 1849 og Schives Norges Mynter i Middelald. s. 32, 44-46 og 66-68.

[36] Se videre Mindesm. af Middelalderens Kunst i Norge, 2det hefte.

[37] N. Magasin I. 113 og 143.

[38] Heri er ogsaa gjort opmerksom paa, at de tønnehvelvinger, som finnes i kirken, hidrøre fra senere tid, og saaledes kan derfra ej drages den slutning (Nord. Konversationslexik. IV. 6I0), at en indflydelse af sydfransk kunst heri kommer tilsyne.

[39] D. Norv. I. 11.

[40] Se Mindesmerker af Middelalderens Kunst i Norge 2det hefte.

I grenseland

Hvordan har gårdene rundt i landet fått grensene sine? Dagens grenser kan ha en skiftende historie bak seg – ofte preget av strid og uenighe...