06 september 2007

Innledning

Forord.

Med Foreningens aarsberetning for 1854, som udkom 1855, fulgte en af mig udarbeidet ”Arkæologisk-historisk fortegnelse over Norges levninger af kunst og haandverk fra middelalderen”. Denne er nu fullstendig og meget forøget optagen i nærværende skrift, som desuden omfatter tiden før kristendommens indførelse. Det første hefte deraf udkom i sommeren 1862, og jeg troede dengang, at resten kunde udgives aaret efter, men da skriftet blev meget større, end jeg første mente, maatte det af hensyn til Foreningens midler fordeles paa flere aar. Herved er dog den fordel opnaaet, at jeg har kunnet medtage fund og oplysninger, som ere fremkomne siden første hefte blev udgivet.

Med titelen for øje, vil det sees, at jeg ikke har omtalt sager fra hedendommen, hvis finnested er ubekjent; heller ikke ere forsvundne kirker medtagne, naar deres form eller bygningsvirke ej vides, da de i saa fall ej give nogen oplysning i egentlig antikvarisk henseende. Derimod har jeg omtalt bygninger, som vel ere yngre end reformationen, men i sine former eller forsiringer pege hen til en ældre tid.

Det kan ikke fejle, at et skrift som dette maa være baade ufullstændigt, navnlig med hensyn til de faste minnesmerker fra hedendommen, og indeholde flere urigtigheder. Det sidste tror jeg dog ej vil vise sig saameget hvad den kristelige middelalder angaar, men især ved fund fra hedendommen. Min kilde har her, som det sees, især været oldsamlingernes kataloger, men disse støtte sig hidtil saagodtsom udelukkende til beretninger fra almuesmænd eller andre usagkyndige personer, af hvem man ikke kan vænte sig nogen særegen opmerksomhed for de omstændigheder, som ere væsentlige ved et fund, og hvis blik desuden ofte er bildet ved visse forutfattede meninger. Det hender endog ikke saa sjelden, at gravfundne sager af finneren i god tro sammenblandes med meget nyere ting.

(III)

Men skjønt skriftet vil vise sig ufullstændigt og paa sine steder urigtigt, tør jeg dog tro, at derved er tilvejebragt et velkomment grunnlag, som i alle fall vil kunne spare megen umag og mange trættende undersøgelser for fremtiden. Navnlig vil det ogsaa give god vejledning til at fremstille det fællesskab og de forskjelligheder, der, som jeg udtalte i Foreningens aarsberetning for 1856 (side 56), finne sted mellem landets forskjellige bygder. For her at nævne kun et par exempler fra hedendommen, er det merkeligt, at Trekanterne (side 843) kun træffes vestenfor Mandalselven og derfra opad indtil det sydlige af Søndhordland samt paa Søndmøre og i Nordre Throndhjems amt, foruden en enkel i Søndre Throndhjems og en anden i Finmarkens amt. Omvendt er en egen slags jernredskaber (side 850), hvis bestemmelse endnu er en gaade, og som oftest har en bøjleform med vedhængende ringe, ikke nogensinne, saavidt vides, funden paa Vestlandet, men kun i Thelemarken, Kristiania og Hamars stifter samt i Nordre Throndhjems amt. Det vil blive fremtidens sag at søge grunnen til disse og andre forskjelligheder inden vort land samt tillige at paavise det fællesskab, som forener Norge, Sverige og Danmark, og de særegenheder, som adskille Norge fra de to andre nordiske riger.

Den større klarhed, der i senere aar er bleven udbredt over vore fornlevninger, skyldes især dels den omstændighed, at alle bygninger fra middelalderen lidt efter lidt ere undersøgte og aftegnede, dels den ypperlige katalog over Bergens Museums jordfundne sager, som nuværende rektor Henrichsen har udarbeidet, og dels endelig de merkelige fund fra den ældre jernalder, som ere fremkomne i Danmark, samtidig med at bestyreren af Universitetets samling, professor Rygh, og ligeledes for runernes skyld professor Bugge har haft opmerksomheden særlig henvendt paa dette tidsrum. Det er saaledes nu vist, hvad der ved paabegyndelsen af dette skrift endnu syntes tvilsomt, at den ældre jernalder ogsaa i Norge har haft større raaderum; derimod er det forbundet med mere vanskelighed her end i Danmark at fastsætte skarpe grenser derfor. This medens man i Danmark finnger sager fra den ældre jernalder ublandede, træffes her hos os som oftest i samme gravhaug ved siden af dem andre ting, der ligesaa bestemt tilhøre jernalderens yngre ja endog yngste tid f. ex. de ovale skaalformede spenner. I den til slutningen føjede oversigt (side 843) har jeg dog under det

(IV)

omtalte tidsrum opført alle saadanne sager, hvis brug egentlig dengang maa have taget sin begynnelse.

Hvad de kilder angaar, hvortil jeg har støttet mig, ere de overalt angivet i selve skriftet, med undtagelse af besigtigelser og regnskaber, vedkommende kirker. Disse forefinnes i Rigsarkivet.

Til nærmere forstaaelse af enkelte forkortninger maa det merkes, at der ved udtrykket ”sedvanlig form”, brugt om kirker, menes, at de kun have et udelt aflangt skib og et kor, som baade er kortere, smalere og lavere end skibet. Hvor der henvises til Worsaae, menes hans ”Nordiske Oldsager i det kongelige Museum i Kjøbenhavn”, der udkom 1859. A betyder Arendals og B Bergens Museum, C Universitetets oldsamling, K Kjøbenhavns nordiske Museum og T Throndhjems Videnskabsselskabs samling; tallene efter hvert bogstav betegne det numer, sagerne har i vedkommende samlings katalog.

Til slutning maa jeg udtale min forbindtlige tak til dem, som har givet mig meddelelser, navnlig til professorene Rygh og Bugge, rigsarkivar Birkeland, rektor Henrichsen i Aalesund, skoledirektør Coucheron i Tromsø, skolelærer Osmundsen i Farsund, P. Fylling paa Søndmøre, kaptejn O. Kreftig i Throndhjem og cand. mag. Y. Nielsen samt studenterne O. Andersen og I. Ross.

Kristiania i Juli 1866.

N. Nicolaysen.

(V)

Ingen kommentarer: