19 september 2006

Med D/S Lyngdal til Spangereid i 1870-årene

Da jeg nylig gikk gjennom Nils O. Føreids etterlatte papirer, som beror i Statsarkivet her i Kristiansand, kom jeg over en tilsynelatende uttrykt beretning fra en reise Føreid gjorde til Spangereid en gang i 1870-årene.

Bonden og agronomen Nils Olsen Føreid (1835-1900) fra Tveit i nåværende Kristiansand kommune var en ivrig oldtidsgransker. Han startet sin samlervirksomhet alt i slutten av 1850-årene. Noe av det mangslungne stoffet han samlet inn om funn, fornminner og folketradisjon fra sin hjembygd, finnes på Statsarkivet. Annet er bare tilgjengelig for dem som tar seg bryet med å bla gjennom årganger av Fædrelandsvennen og andre Kristiansandsaviser fra 1880- og 1890-årene. Noe, men ikke mye av dette stoffet er brukt av senere forfattere.

Nils Olsen Føreid var en original personlighet, og ”han veidde aldri sine ord på gullvekt, det var det samme hvem han talte med. Frittalende og uredd var han med stor lese- og granskerlyst. Det var helst vinterkveldene han ofret sin tid til dette arbeidet, og det er ikke så ganske lite han har skrevet ned,” skriver Johan Tveide om ham.

Beretningen fra Spangereid ligger sammen med notater og manus om de forskjelligste ting i en mappe i Statsarkivet. Enkelte av disse manusene kjenner jeg igjen som utkast til artikler som etter hvert kom til å stå på trykk i ulike Kristiansandsaviser. Det er grunn til å tro at reiseberetningen fra Spangereid var ment å skulle trykkes. Om den noen gang faktisk ble trykt, vet jeg ikke – jeg har iallfall aldri støtt på noen slik artikkel.

I arkeologisk forstand ble Spangereid ”oppdaget” i og med Oluf Ryghs (og Anders Loranges) undersøkelser av et stort antall gravminner på stedet i 1879. Alt tyder på at Nils O. Føreid var i Spangereid før den tid – det er i hvert fall ingenting ved beretningen hans som tyder på at det nylig har vært foretatt store og omfattende utgravninger på stedet. Føreids oppfatning av at Spangereidbøndene hegnet om fornminnene – ”selv midt i dyrket Mark” – tyder også på at det er i 1870-årene en gang han besøker bygda. I 1880-81 pågikk utskiftning av innmarka på alle de store slettegårdene i Spangereid – Stokke, Presthus, Gahre, Midbø, Njerve og Reme. Vi vet positivt at et betydelig antall gravminner forsvant som en følge av utskiftningene. På den annen side kan ikke reisen ha funnet sted før 1875. D/S Lyngdal, ”den vakre lille Dampbaad”, ble satt i trafikk på strekningen Farsund-Kristiansand det året (den gikk i rute frem til 1886). Med andre ord var det etter all sannsynlighet en gang i perioden 1875-1878 at Nils Olsen Føreid var i Spangereid.

En interessant mulighet er jo at Føreids artikkel faktisk ble trykt kort tid etter at reisen hadde funnet sted, og at Oluf Rygh – og kanskje Anders Lorange – leste den! Det kunne jo bidra til å forklare hvorfor begge to var i Spangereid på samme tid?

Her følger Føreids beretning. Jeg har beholdt hans rettskrivning, men endret tegnsettingen og dessuten delt teksten opp i avsnitt. For øvrig er teksten Føreids, og bør tale for seg.

”Paa en af mine Reiser isommer gik jeg ifra den vakre lille Dampbaad Lyngdal i land i Lillehavn eller som det ogsaa kaldes Næset. Det er omtrent ½ Miil Vei ifra Lindesnes Fyr eller, som det der i daglig Tale kaldes, Næsefyren. Den ligger saa vidt jeg ved i Gaarden Voges Udmark, og er bygget paa Næssets yderste Spids, hvor Havet dag ind og Dag ud staar imod Klippespidsen, ligesom det var harm over, at man der har tendt et Lys for at redde den Søfarende. Men det gamle Lidandis nes som det hedder i den gamle Historie, det staar lige kjekt og uantastet som det har staaet i Aartusinder. Det er som vi vide, Norges sydligste Fastland.

Fra ”Næsset” tog jeg Veien indover til Spangereid. Men hvilke Veie, om de forresten kan gjøre Fordring paa dette Navn. Ikke en Steen var ryddet af Veien – nei, ligesaa heller ikke var to Stene lagte ovenpaa hinanden for at jævne et Hul. Nei, det var at springe ifra Steen til Steen, og der jeg var saa uheldig ikke at træffe Stenen, der dumpede jeg ned i et Hul, fuld af Søle og Vand, saa at det pladskede om Benene. Saadanne primitive Veie har man brugt og benyttet i Aarhundreder – ja maaske længere – Aartusinder – da den Egn er gammel beboet. Hvis vor gamle Stamfader Adam havde boet her, troer jeg at han maatte kunne kjende igjen hver en Steen i Veien.

Gaardene ere smaa, Terrenet meget kuperet, den dyrkede Mark saa adspredt, at jeg troer at en Mand kanske har i Snesevis af Agerlapper. Jorden er idethele daarlig dyrket. Større Strækninger af værdfuld Mark laa udyrket, man vil ikke foretage Noget med den, men bratte og steenige Grusbakker, dem havde man taget under Kultur. Men Jordbruget drives jo ikke heller som Hovedsyssel, nei Søen, den ”blaa Myren”, det er Opsiddernes Hovedsyssel. Jordbruget er blot en Biting – Binæring der drives av Børn og Gamle.

Omsider kom jeg til det gamle, historiskt bekjendte Spangereid. Det var med inderlige Følelser jeg betraadde dette Sted, hvorom jeg ifra Barnsbeen havde hørt saa meget fortelle. Jeg havde i mange Aar længes efter at tage Stedet i Øyesyn, men først nu Tilfeldet mig gunstig. Jeg vil da først [foretage?] en liden Beskrivelse af Stedet. Er Landskabet udenom Eidet (Istmus) meget kuperet, saa er det der meget slettere. Her ligge fem store Gaarde, som [reflektere?] mange Skylddaler, og som ere saa slette, at man gjerne kan trille et Æg, hvilken store Modsætning til Omgivelserne. Landet er her saa greidt, at det ender i lang Sandgrund, ifra denne Bugten lede Beboerne en Mængde Tang, som driver ind paa Stranden.

Stedet som helhed er meget gammelt, ja maaske et af de eldste paa de kanter. Kirken skal efter Sagnet være opført av St. Olaf, men Beboelsen er udentvivl meget ældre. Om Kirkens Bygning lyder Sagnet saa:

St. Olaf gjorde [Aftale?] med en Kjæmpe eller Konge som boede der og hvis Navn var ”Spang”, at han skulde bygge Kirken og som Løn derfor skulde han have Sol, Maane eller og St. Olafs Hoved. Med Bygningen gik det overmaade hurtigt og Olaf imødesaa med Uro den Dag snart at nærme sig da Spang havde Kirken ferdig og saaledes da vilde have sin Betaling for Arbeidet. Kongen var raadvild, han bad til sin Gud, til hvis Ære han vilde reise Kirken. Men en Dag gik han forbi en Houg, han hørte da Barnerøst derinde og gik nærmere. Da han kom hentil Hougen hørte han en Moder at synge for sine Børn der græd, hun sagde: ti stille Barne mit, i morgen kommer Spang, Far din, hjem med Sol, Maane eller og St. Olafs Hoved. Derover blev han glad og takkede sin Gud. Han gik nu glad hen til Kirken og satte sig paa en stor Steen (og af saadanne gives der jo mange) og saa Kirkens Fuldendelse at nærme sig med store Skridt. Og da Kirken var ferdig sagde Kongen, ”nu skal du have Tak Spang”. Kjæmpen faldt ned og revnede, sier Sagnet.

Den gamle Kirke haver været yderst liden, men er nu betydelig utvidet, den har maaske også havt sin egen Præst, idet nabogaarden hedder Præsthuus og der har formodentlig Præsten boet.

Tæt vestenom Kirken er en stor Mængde smaa Gravhouge, ja Terrenet er saa at sige oversaaet deraf, men smaa allesammen. Der har vel rimeligvis staaet et Slag, et reent Braavallaslag, mange er der faldne og meget Blod er spildt. Da vore Forfædre havde for Skik at houglegge de Faldne paa Slagmarken, saa maa Mandefaldet her have været stort. Thi man kan vel neppe tænke sig, at her have staaet flere Slag. Disse Gravhouge maa udentvivl skrive sig fra en tidligere Tidsalder end Kirken, thi man kan neppe tænke sig, at man haver havt Slag i Kirkens umiddelbare Nærhed, da Terrænet for en stor Strækning er skikket for saadanne Operationer.

Man kan [maaske?] tænke sig at vore gamle Vikinger og Smaakonger her have været i land og øvet sig i Bueskydning og alskens Krigsøvelser, medens deres Krigsskibe laa tilankers og vuggede sig paa den deilige ”Kirkevog”. Her kan man tænke sig, at Norges bedste Bueskytter Einar Tambeskjælver haver været i land og øvet sig og sine Folk i Bueskydning og andre krigerske Idrætter. I Udmarken av Gaarden ”Gare”, ved siden af Bygdeveien, staar tvende Bautastene, men saavidt vides, uden nogen Indskription. I samme Gards Indmark staar ligeledes en stor ”Kjæmpesteen”, der efter Sagnet skal være kastet fra det bag om Gaardens Huse beliggende meget høie Garefjeld.

Man maa være Stedets Opsiddere megen Tak skyldig, fordi at de ikke [?] som saa mange andre Steder er skeet, har revet ned saadanne gamle, erværdige Oldtidsminder, men har fredet om dem, selv midt i dyrket Mark. Krigens Rædsler ere nu for længesiden forstummede og Fredens Sysler har indtget deres Plads. Et venligt Skolehuus og do. Bedehuus ligge hver paa sin Side af den gamle ærværdige Kirke, der ligesom synes at smile til sine venlige Omgivelser. Husene er fordetmeste byggede i [landlig stil?]. Oppsidderne drive meget med Potetesavl, tidlige Potetes, jo man kan allerede sidst i Juni Maaned se dem ifærd med at tage op, ogsaa i Baade at føre dem østover tiltorvs.”
Arkivert i:

12 september 2006

Fortiden er ikke (bare) et fremmed land

Det har vært hevdet at fortiden er et fremmed land – et eget univers, så forskjellig fra vårt eget at vi vanskelig kan si noe sikkert om hvordan det var å leve og virke der. Og det er sant at hverdagen til folk flest i Hidra har forandret seg drastisk i løpet av to, tre generasjoner – kan hende har endringene de siste femti årene vært større, raskere og mer omfattende enn noen gang tidligere i Hidras historie.

Gamle Hidra herred er borte. Med dagens kommunikasjonsmønstre i mente, er det ikke en gang gitt at Hidrøyna fra gammelt av hørte «naturlig» sammen med gårdene på fastlandet vest for Flekkefjord og i Åna-Sira.

Den gang bandt sjøen folk sammen, og bønder og fiskere fra hele dette kystriket sognet til den vesle kirken i Kjerkehavn. I dag er det heller byen – Flekkefjord – enten det nå er som arbeidssted eller som handelssentrum, som utgjør fellesnevneren for dem som bor i det tidligere Hidra herred. Det bor heller ikke like mange i Hidra som for en del år tilbake. På mange gårdsbruk er driften opphørt. Stadig større krav til effektivitet har gjort mindre bruk som tidligere ble regnet for gode, fordi de som bodde der kunne kombinere gårdsdriften med et liv på og delvis av sjøen, ulønnsomme. Mange hidrefolk bor ikke lenger i Hidra. Husene deres er blitt fritidsboliger – fredete pletter som oppsøkes i helger og ferier for å slippe vekk fra hverdagens og det moderne livets kjas og mas.

Endringsprosessene blir neppe mindre radikale i årene som kommer. Hvordan vil en eventuell landfast forbindelse påvirke livet på øya?

Signaturer fra svunne tider
Likevel er bildet av det som en gang var som et «fremmed land», litt for negativt. Det er da også uløselig knyttet til en historieoppfatning som lærer at den "egentlige" historien finnes i folks hoder, og at sammenhengen mellom tanker, mentalitet og verdensbilde på én side og praktisk liv og levned på den annen, i beste fall er vanskelig å gripe. Men finnes det ting som knytter forbindelsene til fortiden – ja, som så å si gjør det mulig for dagens mennesker å gå i dialog med forgangne generasjoner? Joda, den muligheten har vi. Enkelte av forbindelseslinjene til fortiden ligger nokså oppe i dagen. Ta nå for eksempel biologien. Vår biologi, inkludert vår evne til å omforme de naturgitte omgivelsene og vår evne til å tilskrive ting mening – kort sagt, det som vi kaller kultur, er grunnleggende sett uforandret siden de første menneskene tusener av år før vår tidsregnings begynnelse slo seg ned i den skjærgården som skulle bli Hidra.

Om vi til tider stusser ved tidligere generasjoners forklaringer på hvordan ting henger sammen, så kan vi dog umiddelbart identifisere oss med behovet for og ønsket om å forklare slike sammenhenger. Og selv om samfunnet har gjennomgått store endringer siden 1670-årene, kan vi vel kjenne oss igjen i og føle empati med hidrebonden som dro til kongens København for å klage over skattetrykk og byråkrati, men som ble utsatt for en «spøk» av det grovere slaget ved hoffet?

Naturlandskapet – landformene og fordelingen av berggrunn og løsmasser, sjø og fast land – er likeledes nokså stabilt. Kulturlandskapet, det menneskepåvirkede landskapet, er i konstant forandring – men et viktig kulturlandskapselement som lyngheiene, resultatet av utallige generasjoners beitebruk og sviing i utmarksområdene, er fremdeles et dominerende trekk mange steder i Hidra. Det vi kan kalle det maritime kulturlandskapet – systemet av havner og farleder, fiskeplasser og annet – endres også, men mest indirekte, ettersom det for stadig flere blir et fritids-, og ikke et næringslandskap.

Men tidligere generasjoner har etterlatt seg andre slags vitnesbyrd også. Vi har historiske kilder av ulike slag. Skriftlige kilder som i større og mindre grad forteller om livet i Hidra, har vi bevart fra adskillige hundre år tilbake. De arkeologiske kildene – fornminner og oldfunn – fører oss like tilbake til de første menneskene som gjorde øyriket vårt til sitt hjem.

Det finnes også to andre slags kilder. Det er for det første stedsnavnene, og dernest muntlig overlevert tradisjonsmateriale. Dette er kilder som ikke så ofte blir brukt av dem som forsøker å skrive kulturhistorie. Men stedsnavnene forteller historie – oftest hverdagslivets historie. De forteller historien med lavmælt stemme – ulikt de arkeologiske og de skriftlige kildene, som gjerne viser oss fortiden sett gjennom «brillene» til et fåtallig, velberget sjikt av befolkningen. Muntlig tradisjon er likeledes i mange tilfeller mer «demokratisk» enn de tradisjonelle kildetypene.

Men verken stedsnavn eller muntlig tradisjon er uforanderlige. Stedsnavn kan endres eller forvanskes til det ugjenkjennelige. Enkelte navn i Hidra er så gamle at ingen har kunnet forstå dem siden norrøn middelalder. Slike navn har for lengst blitt «bare navn» – de refererer til en lokalitet, men den opprinnelige betydningen er for lengst glemt. Også muntlige overleveringer er utsatt for endringer. Folk har til alle tider lagt noe til – og trukket noe fra. I en del tilfeller har tradisjonen fått tilskudd fra boklig lærdom. Likevel forteller sagn og eventyr oss noe om fortidens mentalitet og verdensbilde – men ofte mindre om den tid og det sted som de utgir seg for å si noe om. Tradisjonen kan sammenlignes med en elv som bukter seg gjennom tiden. Den har sitt utspring et bestemt sted, og etter hvert som den nærmer seg horisonten – nåtiden, eller helst fremtiden – skyller den med seg brokker og biter herfra og derfra, og legger noe av det fra seg i neste sving – eller neste deretter.

Folk har til alle tider satt sitt preg, sine signaturer, på det landskapet vi ferdes i til daglig. Det er disse signaturene, forstått som historiske kilder, som setter oss i stand til å forstå fortiden.

08 september 2006

Kvellandsloftet og dendrokronologi

Kvellandsloftet i Lyngdal er noe for seg selv. Ikke bare er det uvanlig med loftsbygninger så langt nede i dalen som her. Nei, i motsetning til loftene som tidligere fantes i Hægebostad og Eiken, og som var bygd av furutømmer, er Kvellandsloftet i sin helhet bygd av eik. Og loftsbygningen på Kvelland er bokstavelig talt sagnomsust. I flere bygder på Sørlandet finnes det sagntradisjon om hvordan bygdefolket overlevde Svartedauen midt i 1300-årene. I Lyngdal heter det seg at alle døde i pesten, bortsett fra én kvinne og én mann. De to skal ha slått seg ned i en loftsbygning på Kvelland. Tradisjonen om at Kvellandsloftet er oppført i tiden før Svartedauen, er gammel. Allerede arkeologen Nicolay Nicolaysen hørte det da han var i dalen i 1871.

Nå i år - etter gjentatte forsøk gjennom 15 år – ble Kvellandsloftet endelig datert. Det viser seg at bygningen er oppført i 1690-årene en gang.

10 tidligere uttatte prøver av eik fra Kvellandsloftet har blitt undersøkt av eksperter ved det danske nasjonalmuseet i København. Alle prøver er uttatt som boreprøver. 7 av prøvene er datert. Antallet av årringer i de enkelte prøver varierer mellom 36 og 148. Ved dateringen er det brukt referensekurver av eik fra Nordeuropa. Loftet på Kvelland er oppført av trær som er felt 1690-95. Denne dateringen angir også byggetidspunktet.

Dendrokronologi
Vest-Agder fylkeskommune samarbeider med Nationalmuseet for å få utarbeidet en dendrokronologisk grunnkurve for eik fra Vest-Agder. Initativet kom fra undertegnede, og bakgrunnen var et annet funn nettopp fra Lyngdal.

For få år siden ble det oppdaget at eiketømmer fra en stavkirke var blitt gjenbrukt da Austad kirke ble nybygd i 1803. Takket være en årringsprøve fra et par av stokkene, fant man ut at den eldre kirken var blitt reist i 1187 – eller noen år senere. Men som en ”bieffekt” oppdaget man at middelalderskipene Sørenga 3 fra Gamlebyen i Oslo og Roskilde 6 fra Sjælland hadde en sekvens av årringer som var til forveksling lik den fra stavkirken i Lyngdal. Forklaringen måtte være at disse skipene var bygd av tømmer fra Lyngdal eller iallfall et sted i landskapene rundt Lindesnes.

Dendrokronologi – eller årringsdatering – tar utgangspunkt i studiet av variasjonene i trærnes årringer. De fleste vet at man kan bestemme alderen til et tre ved å telle årringene. Det er sikkert færre som vet at mønstret av brede og smale årringer fra mange trær kan brukes til datering av arkeologiske og historiske monumenter. Videre kan dette mønsteret brukes til å bestemme opprinnelsessted for tømmer som er brukt til bygninger, fartøyer eller andre trekonstruksjoner.

Grunnlaget for metoden er det faktum at trær av samme art vil vokse likt når de vokser under like betingelser. Det betyr at alle trær vil danne en bred årring i en god vekstsesong og en smal årring i en dårlig. Normalt avhenger veksten først og fremst av klimaet i trærnes vekstsesong, og det gjør det mulig å utarbeide kurver for et landområde som viser variasjonen i tykkelsen av trærnes årringer. En slik kurve kalles en grunnkurve, og den kan rekke flere tusen år bakover i tid.

Ikke bare når, men hvor
En grunnkurve bygges opp på grunnlag av omfattende undersøkelser av årringene i levende trær og i en stor mængde eldre tømmer fra f. eks. gamle bygninger og arkeologiske undersøkelser i området. Gjennom årene er det bygd opp et godt nettverk for grunnkurver for eik i Nordeuropa. For Norges del finnes det en eikekurve for Oslofjordområdet, men den dekker kun en begrenset periode i yngre jernalder og vikingtid. Den ble utarbeidet av Niels Bonde ved Nationalmuseet for å kunne datere tømmeret i vikingskipene fra Gokstad, Oseberg og Tune, og har senere blitt brukt i dateringen av tømmerkonstruksjoner fra Kaupang i Vestfold.

I Norge som helhet har furu vært det viktigste byggematerialet, og den nasjonale satsingen innenfor dendrokronologi har naturlig nok vært rettet mot oppbyggingen av grunnkurver for furu. Initiativet til å bygge opp slike kurver kom fra Det norske arkeologmøtet i 1939 – på A. W. Brøggers initiativ. I dag utføres dette arbeidet ved NTNU i Trondheim. Fylkeskonservatoren i Vest-Agder har brukt betydelige ressurser på å bygge opp en slik furukurve for vårt fylke. Pr. dags dato har vi en sammenhengende kurve tilbake til 1100-årene – mye takket være arbeidet som er gjort for å datere eldre tømmerbygninger i Åseral og andre innlandsbygder.

Men eik har i århundrer spilt en avgjørende rolle for kultur og næringsliv i landsdelen. Austad stavkirke er ikke den eneste bygningen i Vest-Agder som har vært bygd av eik – av de bygningene som er bygd av eik og som fremdeles eksisterer, er vel Kvellandsloftet den mest praktfulle, men det finnes mange flere. Ofte ser vi at særlig utsatte deler av bygninger som ellers er tømret i furu, er i eik.

Enda viktigere har eika vært innenfor skipsbygging. Og eksporten av sørlandsk eik – til skips- eller husbygging – har lange tradisjoner. I havner over store deler av verden ligger vrak bygd av tømmer fra Agder. Men foreløpig mangler vi redskapet som kan datere eikebygningene og proveniensbestemme skipsvrakene.

Vi trenger mer eik!
Samarbeidet med Nationalmuseet er i sin spede begynnelse, men har gitt imponerende resultater så langt. Etter hvert som vi får analysert flere bygninger og bygningsdeler fra Vest-Agder for å få etablert en provisorisk årringskurve, kan vi begynne å skille ut vest-egdsk tømmer som er funnet i stående bygninger eller gjennom arkeologiske undersøkelser i Danmark og på Kontinentet. Det viser seg nå at for eksempel Københavns havn i stor utstrekning er bygd på tømmer fra vårt område. Likeledes er undersøkt tømmer i et stående hus i Niedersachsen i Tyskland importert fra Agder.

Ved hjelp av slike ”krysspeilinger” har vi nå en brukbar, sammenhengende årringskurve for eik fra Vest-Agder tilbake til Svartedauen.

Men vi trenger tips og opplysninger om egnede steder å hente flere prøver! Det kan dreie seg om levende eiketrær (vi trenger fremdeles mange prøver fra relativt moderne tid, dersom vi skal få en fyldig og god kurve), om eiketømmer brukt i bygninger eller om eikestammer som er funnet i myr og vann. Særlig myrfunnet virke blir viktig når vi skal forsøke å føre kurven ned i forhistorisk tid.

07 september 2006

Hedemarkens amt

HEDEMARKENS AMT.

I amtet blev, uden at stedet vides, funden før 1829 en sax og en kniv, begge af jern, den sidste med træskaft og messingholk og af samme form som den foran side 13 om­talte, samt et jernsverd med indlagte slyngforsiringer af kobber (C 255-257).

VINGER p., Vinger s. I sognet blev 1833 funden en klokke, 7 tommer lang og i aabningen 1 ¾ bred, af et udhamret stykke jern, saaledes at derfra udgaar den krog, hvori kolven hænger (C 557).

EIDSKOG p., Vestmarken s. Paa Randbøl skal endnu for nogle aar siden have været levninger af kirke, formodentlig den samme, som var viet 3 Marts til Olaf og nævnes 1225 i sagaerne. I dens regnskab for 1625 omtales den med sval, og har vel derfor været en stavekirke. Vestenfor kirken stod i begynnelsen af 15de hundredaar et stort kors, sat til erindring om Olaf den hellige, fordi han havde hvilet der; dette kors blev ifølge biskop Eysteins brev af 18/2 1394 igjen opsat, og derover bygget et lidet bønnehus til brug for pilegrime, med alter og døre uden laas.[1]

SØNDRE ODALEN p., Strøm s. Paa Strøm (preste­gaarden) fantes 1833 under den gamle hovedbygning en messing­ske (C 539) med rundt blad og øverst i skaftet et billede, maaske

(55)

af Maria; - pan Jærstad 1849 en pileodd af jern (C 1491); - og paa Østre Os et stykke af en øx af sten, basalt (B 80).

Ullern S. Paa Steinerud funden 1846 en paalstav af bronse med hempe (C 1300).

Opstad s. I sognet blev fundet 1832 i gravhaug et øxeblad, en sax, en stigbøjle og et bidselmundbid, alt af jern (C 482, 483, 485 og 486), samt desuden efter opgivende en anden jernsax (C 484), men som har den nu brugelige form og derfor vistnok kun ved et tilfælle er kommen iblandt de andre sager.

GRUE, p., Grue s. Ved Voll paa en stor slette var der før 1840 en mængde gravhauger, hvori der var funden sverd, sporer m. m.; - paa Kongshou (Konungshof) fundet i gravhaug 1860 et sverd, en spydspids, 2 pileodder og 2 øxeblade, alt af jern, samt nogle benstumper (C 2544-2549); - paa Møistad 1844 under nogle stene et jernsverd (C 1144), dog sansynligvis fra 16de eller 17de hundredaar;- paa Skjel­ver 1860 i gravhaug et tveegget sverd, en spydspids, 8 pile- ­eller kastespydodder, et øxeblad, en paalstav, 2 knivblade, et bidselmundbid, en ringspenne, fint poleret med regelmessige for­siringer, en skjoldbule, stykker af forskjelligt beslag, alt af jern, samt stumper af en brynesten (C 2526-2536). - Paa Stemsrud er en, blandt andet ved senere tilsat ram eller loft, noget for­andret gammel bygning (rids i Foreningens arkiv), hvori den store stue er uden loft eller tverbjelker, men med sperrer, som hvile paa en stor mønsaas. – Paa Sorknes stod endnu 1830 en gammel træbygning med svalgang paa langsiden, støttet af stolper og 3 runde buer (tegning i Minutolis verk over Thrond­hjems domkirke); er senere nedreven. Ifølge brev af 9/1 1312 (D. Norv. I) skjenkede kong Haakon Magnussøn denne gaard til sin datter Agnes, gift med herr Hafthor Jonssøn.

Brandvol s. Dels paa Nor dels i søen Nueren funden før 1829 en 19 tommer lang spore og 2 andre, hver 8 1/2 lang, et stjerneformet hjul og en pileodd, alt af jern (C 85-88), - og paa Fjøser ligeledes før 1829 i gravhaug 2 sporer af jern (C 89, 90).

(56)

I Solør blev før 1835 funden en spydodd af flint (C 665), og ifølge Schøning før 1775 et knivskaft af en blanding af messing og kobber, vakkert arbeidet og oprinnelig emaljeret, i størrelse og arbejde ligt et, som var fundet i en gravhaug paa Hundthorp i Søndre Frons prestegjeld i Gudbrandsdal.

HOF p., Hof s. Kirken, viet 9 Februar til Olaf, blev nedtagen 1861 og var en stavbygning, som i senere tid havde undergaaet flere forandringer. Derfra 1) 2 dørstolper, dannede som flade veggpiller, med udskjeringer, 2) 2 døre med fint jern­beslag, oventil ret afskaarne, men oprinnelig med rundbuet form, 3) et røgelsekar af messing, og 4) et lidet redskab af træ med skaft, udentvil med samme bestemmelse som de saakalte kirke­tavler og sansynligvis fra middelalderen (C 2805-2810). – Paa kirkegaarden blev før 1775 funden flere Engelske sølvmynter, hvoraf Schøning i nævnte aar fik en (af kong Henrik, som S. antog Henr. l., 1100-1135) paa Arneberg i Romedals prestegjeld. – Omkring kirken er der flere gravhauger, og i nogle af disse under gaardene Omestad, Røne, Sparby og Løvaasen blev før 1842 funden 4 øxeblade, 3 spydodder, stykker af 2 tve­eggede sverd, et par stigbøjler, 2 bidselmundbid, 10 pileodder, et ildstaal, et sigdblad, 2 kroge, et af de bøjledannede redskaber med vedhængende rin ge, stykker af en skjoldbule, en ring, et slags klemme, stykker af 2 temmelig tykke plader og eggen af et skjerende redskab, opadbøjet ved begge ender, omtrent som en hakkekniv,[2] alt af jern, samt 2 skaaler af klæbersten, den ene med jernhank og i den anden brente ben og forrustede jernsager, samt stykker af en messingplade (omtr. 2 ½ tomme lang, 1 ½ bred paa midten og smalere mod enderne), hvorved klæber nogle stumper af finere og grovere tøj (C 1048-1060). - Paa Borg

(57)

funden 1859 en spydodd, et øxeblad, samt stykker af en skjoldbule, og af et tveegget sammenbøjet sverd, alt af jern, det sidste med sølvbelæg paa hjaltet (C 2338-2340).

VAALER p., Vaaler s. Den gamle kirke var af træ, viet til Maria, og blev nedtagen 1805.[3] - Paa Amundrud funden 1846 en hest af kobber, 1 ¼ tomme lang, ¾ bred (C 1307).

ELVERUM p. Paa Elverums kirkegaard stod ifølge Jens Nielssøns optegnelser endnu 1598 en liden bygning af træ, kallet Torlofs (Thorleifs) kapell. – Ikke langt fra kirken var der 1840 flere gravhauger, hvoraf der før dette aar i en var funden men­neske- og hesteben. – Paa de saakallede Langenge, langs Glommens østre side i Herdalsbygden, var ligeledes en stor mængdc gravhauger, som før 1840 mestendels vare udjevnede. – Paa Moen var en liden haug, hvori 1839 fantes et sverd, af jern, - og paa Østre Haug 2 hauger. – Paa Møystad fundet 1858 i gravhaug sammen med kul og aske et tveegget sverd, et øxeblad, en spydspids, et knivblad og en pileodd, alt af jern (C 2235-2239); - paa Nordre Strand 1850 et beslag af kobber (C 1555), rimeligviis af slidren til et enkeltegget spidst sverd. – Desuden blev i prestegjeldet før 1843 funden en hjerte­formet spenne (C 1095) af sølvblandet kobber med ophøjede for­siringer og levninger af sterk forgylling (tegning i Illustr. Nyheds­blad f. 1861 s. 55 no, 106 a og b).

AAMOT p.,[4] Aamot s. Paa Prestegaarden var der 1846 to gravhauger, hvori der var funden kun sager af jern;­ nedenfor Aaset en stor udgraven haug, hvori ligeledes var funden sager af jern; - paa Berger flere saadanne hauger, hvoraf i en 1847 fundet et tveegget sverd, 2 øxeblade, en spydodd, en sax, et bidselmundbid og en krampe, alt af jern (C 1339-1345); - paa G1omstad en forlængst udgraven haug, hvori skulde

(58)

være funden en rund sterk stensætning, og efter sagnet i midten deraf en kiste med penge; ”man ved ikke noget om kisten, men saameget er efter alles sigende sikkert, at Iver Glomstad plud­selig blev meget rig; naar han levede, vidste man ej”; - paa Kilde var flere hauger, de fleste udgravede, hvori man havde fundet ben og jernsager, saasom spyd, sadeltøj, bidsel; og i en af dem nogle aar før 1846 ”en stridsøx, der endnu er blank og blaa, og en hovedhjelm samt et stort sverdfeste”; syd paa gaardens jorde var en lav men meget lang haug, som snart skulde udgraves. – Paa Broten funden 1851 i gravhaug en spydodd af jern og en skaaldannet messingspenne (C 1697, 1698).

TRYSIL p.[5] Fra den gamle kirke var 1790 i behold et billede af St. Olaf, trædende paa en drage, og af Maria med barnet. – Paa Jordet eller Eltaas, 2 mil nordenfor kirken, er en forhøjning, kallet Kongsbakken eller Kongshaugen, hvori og hvoromkring der omtrent 1770 fantes ”bidselmundbid, heste­sko m. m., samt et instrument, formodentlig til at opspenne buer med”, alt af jern. – I slutningen af 18de hundredaar vare de fleste stuebygninger i prestegjeldet endnu kun paa et stokverk og med samme indretning som anført foran s. 2.

RENDALEN p., Øvre Rendalen s. Paa Haarset funden 1849 i gravhaug en pileodd af jern og en skaaldannet messingspenne (C 1457, 1458).

Ytre Rendalen s. Paa Aas funden før 1830 en spyd­odd af jern med levning af smagfull sølvindlægning (C 115). – Strax nordenfor Akre stod i 1812[6] 2 høje stene, som formodedes at være satte af pilegrime, for at vise den halve vej mel­lem Nidaros og Aaslo, ”og skal endnu (1812) finnes i Thrond­hjems domkirke et dokument, som forbyder bønderne i Øster­dalen at indhegne de sedvanlige græsningssteder for reisende munkes heste. I Engdalen skal endnu et sted kalles Munkebeite”.

(59)

I prestegjeldet blev før 1830 funden, uden at stedet vides, en ringspenne og en halsring, begge af sølv, den første med punkterede forsiringer, den sidste (tegn. i Illustr. Nvhedsblad f. 1861 s. 23 no. 82) af snoet arbeide (C 269-271); - 1836 et par skaaldannede spenner af messing (C 754); - og læn­gere tid før 1850 en spenne af samme slags (C 1599) tillige­med en anden lignende, som i sin tid sendtes til Kjøbenhavn.

TYNSET p., Tynset s. Den ældste kirke stod paa Prestjordet paa et sted, som nu kalles Gammelkirkebakken, og var af træ, følgelig en reisverksbygning; ifølge Jens Nielssøns visitatsbog stod kirken endnu 1580 og havde en indskrift saalydende: Anno ab incarnatione domini MCCXI cal. Septemb. consecrata est ecclesia ista a Therrichio archiepiscopo in hono-rem S. Laurentii, M. S. Thomæ episcopi & S. Margarethæ virginis (1 Septbr. 1211 blev denne, kirke viet af erkebiskop Thore (i Nidaros) til Laurentius, martyren biskop Thomas og Margrete). Heraf kan følgelig sluttes, at den øverste del af Østerdalen henhørte under Nidaros biskopsdømme.

Tyldal s. I kirken, bygget 1736, fantes 1846 fra den forrige kirke en gammel af brede planker sammensat krak, før brugt til brudestol, med mange udskjeringer, paa kirkens side­vegg en udskaaret altertavle, hvori et maleri af den korsfestede, og i sakristiet en gammel i senere tid malet stol, prestestolen kallet, prydet med udskaarne figurer.

KVIKNE p., Kvikne s. Paa Eystensvollen (Eysteinsvellir) skulde ifølge et sagn, som Schcaning hørte 1775, være holdt et slag, som man mener mellem Thrønderne og Eystein illraade, konge paa Hedeemarken, der levede i begynnelsen af 8de hundredaar.[7] Kraft siger, at der paa stedet var 12 gravhauger tæt ved hverandre. – Et lidet stykke fra Frengstad, siger Schøning 1775, skulde der ogsaa ifølge et sagn have staaet en trefning mellem den samme Eystcin og Thrønderne. ”Stedet,

(60)

hvor slaget er holdt, kalles Haugstad, af aarsag, at der ligger en stor del gravhauger”, hvis tal, ifølge Kraft, skulde være 21.

Insæt s. Paa Store Insæt skulde der 1775 ifølge Schøning staa et gammelt hus, kallet Hedningsbuen. – Paa engeslaatten Naven, paa Kvikne- eller Insæt fjell østenfor Næverdalen, fantes 1812 spor af 10, 12 hauger eller grave, kallede Brurgravene, fordi efter sagnet et helt brudefølge i et uvejr skulde have sat livet til der, hvor vejen dengang laa, og være der begravet.[8]

LAUTEN p. Kirken er af sten og sedvanlig form, med alter af sten tæt ved korets vegg, hvad der ej er sedvanligt, og med nischer ved hver side af korbuen. Ifølge Schøning var der 1775 paa alteret en firkantet poleret plade af marmor eller kalk­sten og i midtcn deraf indfattet en mindre, on desuden en døbe­font af klæbersten. – I vest eller nordvest for kirken saa Schøning 1775 3 runde hauger, hvoraf en stor, ligesom mange saadanne fantes paa de omkringliggende gaarde Løken, Flok­stad, Sande, Thorshou (Thorshof); og paa Norderhou (Njørderhof), hvor der skulde være funden i gravhaug en spore af egen form, som Schøning fik, og en kobberhjelm (?), var des­uden i samme aar en stor rund men flad haug; - paa Veen flere store hauger, deriblandt en østenfor gaarden besat med træer, nedentil omringet med en bred gang eller stengade, og omsat med maadelig store stene, og paa søndre side deraf og i trekant dermed 2 andre store hauger; - paa Berg en ualmin­delig stor haug, ”saa høj som et hus”, maaske den samme som den paa Vestre Berg, hvori 1853 fantes et tveegget sverd, 2 spydodder, et øxeblad, et tverøxeblad, et bidselmundbid, 3 tolleknivsblade, en pileodd, en krog, en krampe og et stykke af en skjoldbule, alt af jern (C 1839-1847). – Hauger fantes og paa Nørseng, Hølingstad, Aamang, Tofsrud (Tolfsrud), deriblandt paa den sidste en særdeles stor, og paa Trætteberg,

(61)

hvor der i en var fundet et par sporer med store hjul, som Schøning fik. – Paa Finnstad 1838 funden paa et sted, hvor der før syntes at have været et tjern, 3 spiralformede betalings­ringe af gull (C 835-837); - og paa Halsteinshof 1853 ved udjevning af gaardspladsen et af de sedvanlige bøjledannede jernredskaber med vedhængende ringe (C 1838). – Om dette prestegjeld siger Schøning endvidere, at der af gamle gravhauger ”finnes allevegne en stor hob, men nu er alt sagn om dem uddød. Man har ej engang forvaret, hvad af alderdomslevninger er undertiden fundet, som sverd, pile, sporer. Især merkverdigt og usedvanligt er, hvad man beretter at være fundet paa gaarden Vestre Rømen nemlig i en gravhaug et helt skakspil, som var indsvøbt i en næsten forraadnet silkedug, men skakspillet var helt og holdet, hvilket skal være nedsendt til det kongelige Kunstkammer i Kjøbenhavn omtrent ved det aar 1730. Videre beretter man, at paa samme gaard haver til­forn været i de hedenske tider endel offerlunde og offerhauger, hvor man især skal have dyrket en afgud, Ræmen kallet, under skikkelse af en gjetebuk” (?). Schøning mener, vistnok med liden grunn, at deri ligger et sagn fra de eldste tider, og, da gaardens navn tilforn var Raumen, at Nors son Ramn kunde have haft sit sæde der, være bleven hauglagt og siden dyrket der under omtalte skikkelse, ”udentvil fordi han havde indført der paa stedet og i de egne gjeters og bukkers brug til indbyggernes store nytte og forde.” Blev skakspillet virkelig fundet i en gravhaug, er det vel det eneste exempel derpaa i Norden. I Annal. f. Nord. Oldkynd. f. 1838-1839 s. 152 siges, at nysnævnte skakspil ej fantes i de Kjøbenhavnske mu­seer, og at man heller ikke havde nogen efterretning derom, men at det dog var muligt, at nogen af de i samme skrift afbil­dede brikker kunde hidrøre fra dette fund, og at de andre ere blevne kasserede i en tid, da man ikke satte pris paa simple oldsager fra hedendommen. De s. 140-143 afbildede brikker hidrøre vel fra Nordmænd, men ere fra kristelig tid og fantes paa Lewis

(62)

blandt Suderøerne; den s. 145 afbildede brikke (jfr. Foreningens Aarsberetn. f. 1857 s. 32 og plan IV) er ogsaa Norsk, men kunde ikke hidrøre fra dette fund, (la den omtales allerede i Worms museum; fig. 5 (fra Sommers samling) er vist ogsaa Norsk; figur 12 er vel, som i skriftet antaget, fra Norge eller Island, men kun paa grunn af indskriftens bogstavform ej være eldre end slutningen af 14de hundredaar. – Paa Roko stod tilforn en kirke af sten, som blev afbrent af Svenskerne i Syvaarskrigen 1567,- og paa Hof en trækirke, hvoraf Schøning paa gaarden saa døren, som havde sterkt jernbeslag. – Om dette prestegjeld siger Schøning endelig, at ”der i markerne, skovene og fjællene sees ej alene mange sammenkastede stendynger, men ogsaa mangesteds adskillige i fordums dage anlagte veje samt andre kjennetegn paa, at landet bar paa bemeldte steder, som nu ere øde, tilforn været vel beboet.”

ROMEDAL p., Romedal s. Kirken, ifølge tiende­samleren Gervasius's indberetning af 1327 viet til Peter, er af sten og sedvanlig form, dog mod vest med muret taarn, men som ej er kommet længer op end i højde med skibet, og sansynligvis er senere tilsat, da portalet er spidsbuet med listverk, medens kirkens aabninger ellers ere rundbuede; i korets østre vegg 2 forenede vinduer. Øverst oppe paa vestsiden af taarnet var i 1860 nys malet 1307, fordi man saaledes havde læst aarstallet 1807, som staar noget længer nede og formodentlig sigter til en istandsættelse. – Paa Gaustad, skytsskiftet, saa Schøning 1775 4 store runde gravhauger liggende i en firkant, men i 1860 var der tæt i vest for gaarden kun 2 store runde hauger, aldeles urørte, undtagen at toppene for flere aar siden ere jevnede og besatte med benke; - ogsaa paa Løkens marker var der 1775 endel hauger; - østenfor Arneberg paa en lang banke laa en række af runde hauger; - paa Østby var en stor af samme slags; - og paa Bryni som en sjeldenhed paa Hedemarken stod en 4 al. høj bautasten. – Paa Vangs (prestegaardens) mark laa et stykke omtrent i sydvest for kirken en meget stor haug,

(63)

kallet Brudehaugen, fordi et helt brudefølge ifølge sagnet der skulde være blevet indtaget. Schøning mener, at haugen neppe kunde være dannet af naturen, men paa den anden side syntes den at være altfor stor til en gravhaug og desuden bestaaende af sort muld. Var den en gravhaug mener Schøning, vilde den udentvil være en af de største her i landet, da den holdt 400 skridt i omkreds. – I sognet blev længe før 1830 funden i gravhaug 2 skaaldannede spenner af messing (C 60).

STANGE p., Stange s. Kirken er af huggen kalksten og har oprinnelig haft sedvanlig form; indgangen mod vest, hvis dør har gammel ring med dragesnoning, vinduet derover, et smalt nu tilmuret vindu ved skibets sydvestre hjørne samt nogle lige­ledes tilmurede aabninger i korets østvegg ere alle spidsbuede, medens indgangen paa korets sydside er rundbuet med kapitel­lister og fodstykker i Romansk stil; paa østsiden af koret er et par alen fra jorden indsat i muren en sten med et udhugget kors, omgivet af en dobbelt ring. Kirken brente ved lynild 17/7 1620. Schøning mener, vistnok med liden grunn, at den var viet til Maria, ”fordi marken eller engen vestenfor kalles endnu Marilia”. Ved sydøstre hjørne af kirkegaarden saa Schøning ”en firkantet temmelig stor plads, hvor kirkegaardsmuren er rykket et temmeligt stykke frem udenfor den øvrige del deraf, og midt paa denne plads sees grunnvollen efter en firkantet bygning, under hvis fire hjørner man har fundet store flade hjørnestene. Man vil mene, at kirken først stod der, rimeligere er det dog, at der har været et kloster eller hospital”. Ingen af disse forklaringer kan dog tages for god, hvorimod dels den firkantede form og dels de flade hjørnestene synes at vise, at der havde staaet en reisverksbygning, efter al rimelighed kirkens ældste klokkestøpel. – Paa Prestegaarden blev funden 1841 stykker af 2 skaal­dannede spenner af messing (C 994) og 1847 en vævskyttel­formet beltesten (C 1338). – Paa Huseby er der tæt under laavebroen en stor gravhaug, som for flere aar siden, da broen indrettedes, blev afskivet i sin halve højde, uden at noget fantes,

(64)

eftersom de nedlagte sager maa ligge dybere nede. Den kirke, som stod paa gaarden, maa have ligget tæt nordenfor husebyg­ningerne, da man der ofte træffer menneskeben. En levning af kirken er et omtrent 5 kvarter højt Mariebillede af træ, som finnes i en gammel stuebygning (tegnet 1861), der fra først har været en ramstue. Tæt søndenfor gaarden er der flere runde gravhauger og stenkredse. – Mellem Gillund og Nøtsle saa Schøning 1775 ved vejen flere gravhauger, men især nogle store ved Nøkleby (Mykleby); - ej langt nordenfor Viks bro var en lignende haug, og strax søndenfor broen ligeledes en. – Paa en bjergaas og skov mellem Nøtsle og Korsødegaard og paa mange andre steder saa han flere stenrøser, dels runde dels aflange, sammenkastede af en næsten uendelig mængde større og mindre mestendels rundagtige og vandslidte stene af samme form som dem han saa ved Hjerdkin paa Dovre. – Paa Morsskogen blev funden før 1853 4 pileodder af jern (C 1837), - og paa Labben i Morsskogens almenning 1847 en sten af kvarts (C 1386) med spor af slibning og af den slags, som hur været brugt til at slibe stenredskaber paa. – Paa Saastad var der en gravhaug, som ifølge Erik Pontoppidans anmodning blev aabnet nogle aar før 1744 og de deri fundne sager nedsendte til Kjøbenhavn til ham; disse sager vare: en ”stormhue”, halv opædt af rust, et bidselmundbid, en spore, 2 sverd og 2 spydspidse, alt af jern; den ene spydspids var ”ligesom emaljeret med nogle smaa pukler og løvverk af sølv”.[9] – Paa Skjerden blev nær gaardens huse og tæt ved en udpløjet haug funden før 1841 546 stykker af jern af uvist brug (spydodder eller pile, kolver?) hvoraf 3 (C 986) ere hver 10 ½ tomme lang, odden flad afrundet, og but, omtr. 1 ½ tomme bred; - paa Hærnstad 1857 i en liden gravhaug et bidselmundbid, en sax og en krog, alt af jern, samt et par skaaldannede messingspenner (C 2113-2116); - paa Kjæmstad 1861 i gravhaug en skjoldbule, 3 spydodder,

(65)

et af de oftere forekommende redskaber bestaaende af fal med ring i enden og deri 3 andre ringe, 2 bidselmundbid, ringe (til et seletøj?), en hvirvel og et hængelaas, alt af jern (C 2591-2601), samt efter vedkommendes paastand ogsaa en tveegget jerndolk (C 260?), som dog højst rimelig skriver sig fra kristelig tid og derfor maa antages ved et tilfælle at være kommen blandt de andre sager; - paa Grimerud 1861 en tveegget kniv af flint (C 2589); - og paa Saxlund 1861 en liden opsadlet hest af kobber og af sedvanlig form (C 2590). Paa sidstnævnte gaards marker saa Schøning 1775 endel gravhauger og en meget stor rund haug mellem denne gaard og Elgtun, samt ved øverste ende af Saxlunds daværende anseelige hovedbygning et grunnmuret hvelvet værelse opbygget af hugne stene fra Hamars domkirke.

Ottestad s. Paa Ringnes havde der ifølge Schøning før 1775 været endel gravhauger, - og paa Nordvi fantes da flere saadanne, hvoraf der i en var fundet et sverd, en staalhue og en stor spore, samt desuden festet af en stor kaarde, som Schøning fik, men fant af saadan dannelse, at den neppe kunde være meget gammel. Paa samme gaard blev før 1852 funden en spydodd af flint (C 1767).

VANGS p., Vangs s. Kirken, af sten og oprinnelig med sedvanlig form, har kun ved vestre indgang og ved korets søndre dør nogle levninger af simple kapitellister. Foran vestre indgang ligger den gamle alterplade, i midten med repositorium eller en firkantet fordybning til relikvier. I sakristiets udvendige mur er indsat en ligsten fra Hamars domkirke, 3 alen lang, 1 alen bred øverst og 2 ½ kvarter nederst, paa midten udhugget et kors med grene og øverst en biskopshue; langs siderne staar med smaa bogstaver følgende indskrift: Hir, jacet venerabilis dns dns Herman qvondam eps Hamaren. q obiit anna md orate pro eo am, eller med opløsning af forkortningerne: Hic jacet venerabilis dominus dominus Hermanus, qvondam episcopus Hamarensis, qvi obiit anno md. Orate pro co, amen. (Her ligger den ærværdige herre her Herman engang biskop i Hamar, som

(66)

døde aar 1500. Bed for ham. Amen). Da den nævnte biskop i Hamar, Herman Thorgilssøn, døde 1503 eller 1504, saa har stenen følgelig enten været hugget i hans levende live, uden at dødsaaret senere er tilføjet, eller ogsaa er stenen senere kasseret. Ved kirkens vestre dør var 1775 en anden ligsten, hvis indskrift dog var saa udslidt, at Schøning bare kunde bese Sigurdi, som han antog for biskop Sigurd i Hamar, død 1419. – Søndenfor kirken saa Schøning 1775 i en ager en rund haug, og et stykke i sydvest derfor en større. – Paa Prestegaarden blev 1704[10] i gravhang under en overligger af klæbersten funden brente ben, et jernsverd i stykker og 2 benkamme i futeral. Et kort stykke søndenfor gaarden og i nordvest for Virshou (Vidarshof) var der 1775 ifølge Schøning en meget stor rund baug, sammenkastet af sten, og rundt omkring den flere smaa, samt længer mod øst ligeledes en stor rund haug og nogle flere, liggende paa et sted, hvor der før havde været tyk skov; nedenfor den først omtalte store haug og søndenfor prestegaarden atter en stor haug om­ringet af flere; lige ved Mjøsens strand og ikke langt fra Svart­elven var der endel runde lave stenkredse eller med sten belagte runde pladse. ”Kort, omkring kirken og prestegaarden ligger en usedvanlig stor mængde af større og mindre gravhauger paa alle kanter, især østenfor kirken en stor samling paa en mark, kallet Dystingbo”, nemlig foruden en stor fladagtig rund med stene besat haug strax hos kirken, endvidere østenfor denne paa en banke endel store runde hauger i en række omtrent fra syd til nord, østenfor disse paa et bakkeheld 2 store stenkredse, og endelig et stykke østenfor disse, igjen on række hauger fra øst til vest. – Ved Ry (Rygg), omtrent en halv fjerding i nordost for kirken, var der ogsaa flere hauger, ligesaa paa Thorshou (Thors­hof) og Fosse. ”Kort, her saaes nok af saadanne hauger næsten ved hver gaard, saa det er for vidtløftigt at anføre dem alle; - men ved Brottum (?) staar tillige en liden bautasten, hvilke

(67)

stene her ej ere gjengs”. – Strax vestenfor Lovisenborg (Skateimbakke) laa 2 runde hauger, vestenfor dem en lang rygg, hvorpaa 2 firkantede med stene rundt omkring besatte pladser, og tæt derved først en liden rund haug og et stykke derfra 2 større. --Ogsaa østenfor Hjællum (Hjælheim) var endel hauger, vestenfor gaarden en stor for endel udgraven haug og i vest derfor l mindre, hvortil gik en ophøjet vej af sammenkastede stene, muligt en fordum brolagt vej, mod vest hen til en sam­ling af 7 hauger; i nordost for nysnævnte store haug laa en mindre paa en bjergknoll. - Paa Flakstad var en stor spids haug og omkring den 4 mindre; strax østenfor gaarden en meget stor haug og nordenfor gaarden en lignende, samt i nord eller nordost for denne en stor, liggende paa en bjergknoll, foruden flere mindre. – Nordenfor Kjøberg (?), strax østenfor Flakstad, var der en stor haug, hvori blandt andet var fundet et par sporer, som Schøning fik; tæt ved denne haug laa der flere smaa stenrøser, og da de bortryddedes, fantes i en af dem et langt knivblad, lig de nuværende slagterknive, og et lidet spydjern; begge fik Schøning, men kniven kom bort for ham paa reisen. Vestenfor Kjøberg var der en og muligens flere gravhauger. – Ogsaa paa Berg var der en stor del hauger. – Paa Rabstad fantes 1849 i en rund haug i dens gravkammer, der havde 2 kvernestene, omtr. 32 kvarter i tvermaal, til overliggere: et tve­egget 2 gange sammenbøjet sverd, et øxeblad, en skjoldbule, et knivblad en spydpids, en del af en linhekle,[11] 2 saxe og 3 bidselmundbid, (C 1531-1541), samt stykker af en tredje sax, af et fjerde bidsel og af et beslag med ringe, alt af jern; - paa Ophus blev 1854 ligeledes i en gravhaug (af sammenkastede stene, hvoraf nogle havde et hestelas's tyngde) imellem to deri uordentlig sammenlagte heller fundet et tveegget sverd, et øxe­blad, en spydodd, 2 skjoldbuler, et bidselmundbid, 2 stigbøjler, en fal med ring og krog i enden, et af de bøjledannede redskaber

(68)

med vedhængende ringe, en hammer, enderingen af en skjerding, en krog, en oval ring, en liden ring, hvori 2 beslag til rem­mer, 3 store nagler, 2 smaa, bøjler, spidsen af et spyd, stykker af en sverdklinge og af et bidselmundbid, alt af jern (C 1977-1994) ; - paa Skaalerud 1856 hver for sig en spydodd af jern og en skaaldannet messingspenne (C 2070, 2071); - paa Møystad 1856 2 spenner af samme slags (C 1072, 2073); - paa Nashaug 1859 i en liden gravhaug 2 tveeggede sverd, 2 øse­blade, 2 pileodder og et knivblad, alt af jern (C 2402-2407). – Paa en bjergknoll ved Aker skulde endnu 1775 være tegn til en bygning, hvilket Schøning dog først fik høre efterat han havde forladt Vang; man fortalte, at der skulde have staaet et almindeligt tempel for Hedemarken, Thoten og flere omliggende egne. – Under Disen paa en holme i Akersviken var der 1775 en stor rund gravhaug, som indtog næsten hele holmen; paa samme gaard blev 1857 funden en øxehammer af sten (C 2122), og 1858 en eggdannet meget regelmæssig sten, 4 tommer lang, 1 ½ tyk (C 2226).

Ved Stor Hamar finnes ruiner af Hamars domkirke, ogsaa kallet Kristkirken, og indviet til Trefoldigheden. Ifølge et sagn[12] skulde den pavelige legat, Engelsmanden kardinal Nikolaus Brekspear have vist sig virksom ved dens anlæg, og senere, efterat han var bleven pave (med navnet Hadrian), have sendt stenhuggere og haandverkere til Hamar. Begynnelsen til kirken blev vel gjort ved biskopsstolens oprettelse 1152, og ifølge Jens Nielssøns optegnelser fra slutningen af det 16de hundredaar blev arbeidet paabegynt af den første biskop Arnald og fortsat af hans eftermænd til og med Ingjald (1304-1314), hvilket, om det er rigtigt, vel tildels maa forstaaes om tilbygninger, udvidelser og istandsættelser, da kirken udentvil har været ferdig til brug allerede før 1200. Sakristiet (sacristia) nævnes først at den pavelige tiendesamler Peter Gervasius i hans indberetning af 1327; da erkebiskopen ifølge brev af 1380 (hos Schøning) holdt koncilium i sakristiet, og der ikke omtales kapitelhus, er det rimeligt, at kirken ej havde et eget rum til dette brug, men at sakristiet[13] tjente som saadant. I 1540 foreslog Peder Hansson, lensherre i Aaslo, at nedbryde kirken, men blev i et utrykt kongebrev (Danske Geheimeark.) paalagt, at ”lade det bestaa indtil videre”, og i et brev af 4/7 1551 gav kongen endog befaling til ved istandsættelse at forhindre byg­ningens yderligere forfall, ”anseende at det er den skjønneste kirke, som er udi alt vort rige Norige”. Kirken blev brent af Svenskerne 1567 (Februar - slutningen af April), hvor­ved den, som det siges i kongebrev af 1/12 1569, var ødelagt paa ”taarne og tag, men dog skal igjen staa til at hjelpe.” Hertil skaffedes ogsaa midler tilveje, saa at man ifølge kongebrev af 8/10 1575 ”den nu største parten har faaet under tag”, og ved samme brev fik kapitlet til bygningens istandsættelse den halve tiende for aaret 1575 af alle stiftets kirker, som ikke selv trængte dertil. Men i kongebrev af 7/7 1584 siges, at kirken ikke stod mere til at hjelpe, og formodentlig strax efter blev den for­ladt. Ifølge den ovennævnte beskrivelse[14] nedfalt i 1670 kirkens vestre gavl, hvorunder hovedindgangen var med skjønne listede stene, og derover et stort vindu, 1/3 smalere end døren, og i højde naaende op under hvelvingen. I 1686 nedfalt det hvelvede kapell i det nordre taarn ved indgangen; fra dette kapell gik der et stort galleri, støttet af hvelving, hen til et, lignende i søndre taarn, og opgangen til disse kapeller var i en vindeltrappe i hjørnet af hvert taarn, altsaa ligesom i Throndhjems domkirke; taarnene havde ”16 forgylte fløjer med forgylte knapper paa og karnap”. I 1689 nedfalt et stort krucifix af ek, som hang over døren (indgangen eller buen?) fra tverskibets søndre korsarm til

(70)

”korets søndre kapell”, og var denne ”dør saa høj, at en voxen mand paa højeste hest med højest oprakte pikke” ej kunde naa overkanten deraf; korset var ved en jernkrampe festet til muren med saadan fordeling af tyngdepunktet, at det bevægedes ved den ringeste vind; billedets hoved var hult og rummede en potte vand, og i øjnenes huling var indsat svampet træ, saa at man efter lejlighed kunde lade billedet fælle taarer. I 1692 nedfalt det store taarn, midt i kirkens kryss, med spir, hvorpaa der var 10 fløje med knapper, en hane og 3 kors, alt forgylt; dette taarn havde og et seigerverk med en timeklokke, ”som hang paa gavlen paa den side til Kommunet”. I 1698-1703 blev sakri­stiet, ved korets nordside, afrevet og brugt til udvidelse af Nes og Stange kirker, ligesom ogsaa i denne tid sten fra ruinen blev brugt til udvidelse eller opbygning af Vangs og Furnes kirker, samt til det s. 66 omtalte værelse paa Saxlund. Over kirkens kor var der et lidet spir med forgylte fløjer og knapper paa. Af lige længde med koret og ved hver side deraf var et kapel (?); det søndre udgjorde kun et rum, og havde et vindu mod øst og to prægtige, over 8 al. høje, mod syd ”af rød sten meget net forarbeidede, der parerede deilig imod den graa velhugne mur”; i dette kapell skulde efter sagnet nogle kongelige personer være begravne. Det tilsvarende rum paa nordre side af koret var delt i to lige høje etager; den underste havde to smaa rum, hvert 1 al. bredt og 2 al. højt (gjemmesteder for kirkens kar?), og tjente til sakristi, og derfra gik en stentrappe opad til koret og til prædike­stolen, som stod i det nordvestre hjørne af koret (nordøstre hjørne af skibet?); den øverste etage indtoges af en sal (maaske brugt til kirkens bibliothek), hvorfra der var en skjult nedgang dels til koret og dels til prædikestolen. ”I hvert hjørne af koret bag alteret (højalteret?) var opgang til et galleri, som gik rundt om koret og i fordum tid sagdes af skjønne marmor­piller bestaaende, hvorom de underliggende (paa beskriverens tid eller begynnelsen af 18de hundredaar) fabrikerede stene, hentede fra et brud ¼ mil fra kirken, kan med deres rum til hver pilles

(71)

stand vidne”; bag højalteret 3 vinduer. I koret var der et kapell, kallet Biskopens (jfr. foran s. 33), og hvori en altersten var synlig endnu i slutningen af 16de eller begynnelsen af 17de hundredaar; fra dette kapell gik en hvelvet underjordisk gang til en større stenbygning paa den anden side af vejen eller gaden; denne, bygning havde gavl i vest og øst, med indgangsport under den sidste, samt tillige et taarn, jevnhøjt med det største paa kirken, ”saa at de kunde staa og tale med hverandre i taarnene, naar som de talede noget højt”. Muren omkring kirkegaarden var tækt med røde tagsten og havde fire porter med skruv (ə: gavl over) og 2 fløjer paa hvert skruv. I nærheden af kirke­gaarden og for en del ind derpaa stod Kommunehuset, Skolen og St. Olafs kloster, tildels forbundne med hinanden ved lukte (overhvelvede?) gange, ”og var det saa skikket, at bispen kunde staa i sit kammers og sal og høre derpaa, naar som at presterne og degnene sjunge enten i klosteret, kirken eller skolen”. Af kirken er nu kun levnet noget af vestre del, af koret og af mellem­skibets søndre vegg med tre piller og fire rundbuer, men da tillige største delen af fundamentet er bevaret, kan man deraf i forbindelse med ovenanførte beskrivelse danne sig en temmelig fullstændig forestilling om kirkens hovedform. Bygningen har været en ba­silika med tverskib og ret afskaaret kor, med et taarn (8 al. i firkant) ved hver side af vestre indgang og et større taarn over krysset samt et lidet spir paa koret. Dens indvendige længde er omtrent 82 alen, deraf 40 ½ paa langhuset, 12, 13 paa tverskibet og 28, 29 paa korel.; forhøjningen for alteret begynner omtrent 10 alen fra østre vegg, Langhuset har, som sedvanligt i den slags bygninger, ved piller, som holde noget over 2 ½ alen i tver­maal, været delt i 8 skibe, og er indvendig 26 alen bredt, me­dens tverskibet har en brede fra nord til syd af 45 alen. Kirken har, idetmindste hvad langhuset og tverskibet angaar, ikke haft hvelving, men kun været dækket med træloft, og var ifølge den gamle beskrivelse opført af omhyggeligt tilhuggede graa kalk­stene med fine fuger imellem. Af altere er der ved pillerne

(72)

i langhuset endnu levninger af 6, ved korets østre vegg af 1 (højalteret) og i sakristiets østende ligeledes af 1. I det hele synes der at have været 10 altere, nemlig: 1) Catharinas og de 15 nødhjelperes (stiftet før 1500[15]); 2) fem vunders (stiftet før 1493); 3) vor Frues (stiftet efter 1512, men før 1537); 4) Annas (stiftet før 1495 af hr. Alf Knutssøn og hans frue); 5) Trinitatis, formodentlig højalteret; 6) Nicolai, 7) Crucis (korsets), 8) Jørgens, 9) Mikaels, og 10) Salvatoris (frelserens, stiftet efter 1512[16]). Naar det i den gamle beskrivelse, som ovenfor an­ført, siges, at nogle kongelige personer vare begravne i kirken, da vides intet derom, ligesom det i sig selv er tvilsomt. Der­imod skulde ifølge Jens Nielssøns optegnelser følgende af kirkens biskoper være begravne deri: Orm († 1164- 1180), Ivar († 1221), Hallvard († 1231), Paal († 1251), Peter († 1260), Gillebert († omtr. 1277), Hallvard († 1349), Haavard († 1363-1369), Sigurd[17] († 1419), Gunnar († 1473), Karl Sigurdsson († 1487[18]), Herman[19] († 1503-1504); hvorimod det ej vides, om Karl Jons­søn Jemt († 1512) blev begraven i Hamars eller i Aaslo dom­kirke. I gruset blev før 1829 funden en jernlaas (C 205) af den slags, som endnu bruges paa Vestlandet til kjettinger for baade, og et massivt jernrør (C 206) med hank, i form af en kanne, 6 ½ tomme lang og 2 vid, og som maaske har været brugt til kanon, da der i den ene ende er spor af fænghul; om disse sager ere ældre end reformationen, kan vel være tvilsomt. Ved en udgravning 1845 eller 1846[20] traf man i den ”saakallede

(73)

klosterbygning" (domkirken?) under gulvet paa en hvelvet af store stene opført kjeller, der var aldeles opfylt med jord, men hvori ej opdagedes andet end en gammeldags grovt arbeidet stigbøjle og i den sydlige del af kirken stødte man paa et stort firkantet muret rum, ”der maa have været en af kirkens kjellere”; endvidere fantes 1847 og 1848[21] ved den af Foreningen bekostede udgrav­ning i koret en kiste, sammensat af almindelige graasten, hvori laa benradet af en voxen mand (formodentlig en biskop), en vin­kalk, 3 tommer høj, og en paten, 3 ½ tomme i tvermaal, begge af bly, en fingerring af dukatgull med en oval usleben mørkeblaa glasfus, og en lignende ring af sølv, forgylt, med en cirkelrund sten af samme slags (C 1387-1389), samt endelig paa andre steder en spids jernbrodd, en slags jernkrampe og stykker af 3 benkamme (C 1446, 1447). Ved disse udgravninger er dog kirkens mure, navnlig i den vestre del, endnu ikke komne for lyset, dog maa man haabe, at det i den nærmeste fremtid vil kunne ske. – Nogen kongsgaard var der neppe i Hamar i ældre tid, hvorimod dette navn, afvexlende med Hamarsgaard og Hamarshus,[22] først opkom efter slutningen af det 15de hundredaar, da den gaard, som kalledes saa, var tagen i brug af lensherren, medens den tilforn utvilsomt var biskopens. Denne biskops­gaard maa, efter hvad der med større eller mindre bestemthed udtales dels af Sverdrup,[23] dels i en indberetning af 1745[24] og dels af Schøning 1775 i hans utrykte reise, have ligget paa samme sted, som den senere saa kallede Stallgaard, hvori der sansynligvis endnu indeholdes levninger deraf, og var følgelig den samme, som den foran s. 72 omtalte gaard, der havde et højt taarn og gavl i øst og vest. Ifølge Jens Nielssøns optegnelser skulde biskop Peter (1250-1260) have begynt med at opføre

(74)

Biskopsgaarden og dens høje taarn, ligesom hans eftermænd Gillebert (1260-1278) og lngjald (1304-1314) skulde have fortsat med bygningsarbeidet. Saavidt vides, nævnes gaarden først i et brev af 1317[25] angaaende en kontrakt, som blev sluttet ”i søndre maalstue i biskopsgaarden”, og i et andet brev af 1324, ligeledes hos Schøning, omtales et møde ”i Nikolaus loftet i biskops-gaarden”. Endnu 1537[26] og 1567[27] kalles gaarden undertiden Biskopsgaarden; i sidstnævnte aar blev den indtagen af Svenskerne og brent, og dens mure sprengte med krudt. Fra denne tid hid­rørte vel 3 messingkanoner og et jernskibsanker af flere alens længde, som fantes 1845 eller 1846 ved en gravning i Stall­gaarden, og hvoraf kanonerne bleve solgte til Akershus arsenal, men ankeret festet over gaardens port .[28] – Om Korskirken i Hamar vides kun,[29] ”at den var opmuret af rød teglsten”, og at der i begynnelsen af det 17de hundredaar ikke var mere tilbage af den, ”end noget af fundamentet, og af al struktur synes det at have været en overblivelse af de materialier, som for domkirken have været beskikkede”. Schøning siger ogsaa 1775, at kirken ”maa have været opført af teglsten, eftersom der sees noget af dens grunnvoll, som bestaaar af bemeldte sten”. – St. Jørgens kirke var af tre, altsaa rimeligvis en stavekirke, og stod ved Hagebek, men skal have været blandt de bygninger, som af en vandflom bleve revne ud i Mjøsen.[30]

Furnes s. Omtrent en halv fjerding østenfor Bjerke saa Schøning 1775 ved vejen en stor rund gravhang, paa Gudsaas ligeledes en, paa Hofvi (Hofvin) et godt stykke østenfor gaarden 4 runde stenrøser, og paa Berg en hob gravhauger. – Paa

(75)

Alaug blev funden før 1824 i gravhaug et øxeblad, en spyd­odd, en skjoldbule, 4 pile- og 2 kastespydodder, en hammer, en knibetang, et stykke af et bidselmundbid, alt af jern, samt en benkam med forsiringer, stykker af jernkjedler med aske og brente ben i, 2 terninger af hvalrostann, 24 halvkugledannede benbrikker med taphul paa underkanten, og en liden ringspenne af messing (C 245-254), desuden en tredje terning, med øjne (3, 4, 5 og 6) kun paa langsiderne, som i 1824 indkom til Kjøbenhavns Museum.[31] – Paa Bjørge fantes 1843 i gravhaug forrustede stykker af jern og et par skaaldannede messingspenner (C 1103); - og paa Gullskjeggerud 1859 en øxehammer af sten (C 2308).

I prestegjeldet blev omtrent i 1700 under en furerod ogsaa fundet noget over 60 ”smaa sølvstykker” af en Russisk kopeks størrelse, men tynne som sildeflus (silderisp) og vej­ende tilsammen kun 1 kvintin; ”samme vare af adskillige figu­rer”. – I prestegjeldet var i den katholske tid flere trækirker, hvoraf den paa Homelstad (Hamlustad, i Vangs sogn) stod længst, ”men i 1705 bøjede sig med sine gamle træstolper til jorden”.[32]

NES p., Nes s. Kirken er opført af firhugne kalksten, og har, naar senere forandringer sættes ud af betragtning, før reformationen udgjort en aflang firkant med taarn mod vest, men da alle aabninger i selve kirken ere rundbuede, medens vestre døraab­ning og et vindu i taarnet have spidsbuet form, saa, er vel ogsaa taarnet tilsat; døraabningen ved korets sydside har sedvanlige

(76)

kapitellister, og i korets østvegg er der 3 forenede vinduer, støt­tede af søiler med bladkapiteler. Den vestre indgangsdør har jernring af gammel form med 2 ulve- eller dragehoveder og snoning. Som der siges, skal portalet og døren hidrøre fra Hamars domkirke, hvad der og er tilfællet med det beslag og den ring (tegn. i Aarsberetn. f. 1855 pl. XI), som finnes paa døren til sakristiet. – I dette prestegjeld fantes 1775 ifølge Schøning adskillige gravhauger, men langtfra i den mængde som i Vangs. Deri vare fundne levninger af sverd, spyd, bidselmundbid, pile, hjelme(?), men hvoraf han intet fik, da ingen bevarede saadant. – Ved Kvam (Hvamm) og By skal der efter sagnet have staaet slag mellem to konger, hvorved formodentlig sigtes til Halfdan Svarte og Eystein, og ifølge samme sagn skulde en kjempe med en gullkjede om halsen ligge begraven i en stor haug paa Kvam. I en liden gravrøs paa denne gaard fantes før eller i 1861 2 spydodder, en skjoldbule med beslag for haandtaget, et kniv- eller ljaablad, alt af jern (C 2618-2622) og en hovedskalle. Paa By var før mange gravhauger, som i senere aar ere udjevnede; i en af dem fantes for flere aar siden noget ”jernskrab” og et stykke af et skjold (?) af messing (A 46). – Paa Grefseng (Grefsheim) blev funden før 1813 en nøgel og en dolk, begge af jern (C 165, 166), den sidste med trekantet klinge og rundt haandtag med rudeforsiringer; 1843 et par skaaldannede spenner og et par haanledsringe med ophøjede forsiringer, alt af mes­sing (C 1114, 1115); 1857 en enkeltegget dolk eller kniv af jern fra kristelig tid (C 2139); og 1859 et øxeblad af jern fra hedendommen (C 2417). – Paa Skjelve saa Schøning 1775 nedenfor gaarden ved stranden en rund gravhaug, og en lignende tæt østenfor; - nordenfor Sund laa ligeledes en temmelig stor rund haug, hvori var fundet et omtrent 14 alen langt sverd, et spyd og en øx, alt af jern, som laa i kors over hin­anden under en flad helle. – ”Paa Helgøen ved gaarden Hofvinsholm, siger Schøning 1775, har tilforn staaet en kirke (den nedenomtalte Baldishols) eller kapell paa østre side af

(77)

gaarden, hvor endel af deus huse nu staa, og hvor et stykke jord, liggende østenfor gaarden, deraf endnu kalles Kapelstøen. Ved dette sted er ogsaa endel gravhauger, dog længer ned mod søen. Paa vestre side af gaarden ligger en mark eller eng, som kalles Mandsløsen. Man beretter, at her skal i gamle dage have staaet et slag mellem en konge fra Hadeland og en konge, som bode her paa øen. Maaske angaar dette sagn den træfning, som blev holdt her paa øen mellem kong Eystein paa Hedemarken, der muligt har haft sin bopæl her, og kong Halfdan Svarte.[33] Omkring stedet sees endel runde gravhauger, men den betydeligste og merkeligste blandt alle, ej alene her paa øen, men ogsaa andensteds, er den, som ligger paa en holme under gaarden. Den ligger ved yderste ende af øen mod sydvest, og er næsten rund, og paa denne holmes nordre kant, hvor den er højest, er der en af sand sammendynget overmaade stor og høj rund gravhaug, der holder noget mere end 200 skridt i omkreds. Mani har i nogle dage med heste og folk været i arbeide med at udgrave den, men ej kunnet komme til ende dermed. Maaske er i denne haug begraven den Guthorm, søn af Gudbrand herser i Gudbrands­dal, som falt i slaget og var anseet for den dygtigste og tapreste mand paa Oplandene”. Ved en undersøgelse af denne haug, som foretoges af Grev A. G. Moltke i slutningen af forrige hundred­aar, fantes en benske med rundt fladt blad og et skaft, endende

i en forsiring som et Andreaskors.[34] Den omtalte Mandsløsen er en slette af 140 maal jords indhold, og var før 1813 op­dyrket til ager, ved hvilket arbeide der allerede i foregaaende hundredaar var funden sverd, hjelme (?), spyd, pile m, m,, som alt var omsmedet. Den daværende (1813) ejer havde paa samme sted, ved at opgrave nogle stenrøser, fundet 2 menneskeskeletter i meget forraadnet tilstand og omkring paa samme ager flere

(78)

stykker af vaaben, odden af et kastespyd (gaflok?) 6 ½ tomme lang, 4 pileodder, et spyd, et stangbidsel (fra nyere tid?), en spydodd, en trehaget fiskekrog, 9 ½ tomme lang, en hestesko, bladet af en dolk, et lidet stykke af en ringbrynje, og en dopsko, alt af jern, samt en liden messingkrog med en hvirvel (af et belte?), et stykke af et kobbersirat med gjennembrudte forsiringer og en dopsko eller et futeral af messing (C 153-162); endvidere blev paa samme sted før 1831 fundet et bidselmundbid og en pileodd, til at sætte ind i skaftet, af jern, samt et messingsirat, dannet som en halvmaane, 1 ½ tomme langt og 1 ¼ bredt (C 428-430). Paa samme gaard er fundet i jorden før 1829 et sverdhefte, et blad af en sedvanlig øx og af en tverøx, et spydblad, en kniv, en tang, en spore, en hengelaas, en lænke af et bidsel, to nøgler af forskjellig form, og en pileodd, alt af jern, sverdheftet, som har spor af sølvbelæg, og sporen sikkert fra heden­dommen (C 25-34); - 6 nøgler, en liden spennering og en toarmet lysepibe, alt af jern, samt en skaaldannet spenne og en nøgel af messing (C 172, 173); - stykker af 2 skaaldannede spenner, af en bjelde eller hul kugledannet knap, af et rundt beslag med at hul i midten og af en bøjle, alt af messing (C 209); - stykker af et tveegget jernsverd (C 210); - en hjertedannet spenne med forsiringer og en liden ring, begge af messing (C 349); - og endelig 1842 en metalske af sedvanlig gammel dannelse (C 1047). – Paa Helgøen, hvor vides ej, blev 1854 i gravhaug funden en skjoldbule og 3 stykker af et tve­egget sverd, alt af jern (C 1917); - paa Komperud paa samme ø 1855 i en myr 2 spydodder af flint (C 1746, 1747); - og paa Haavelsrud (Haavardsrud) 1857 et øxeblad af jern (C 2175).

Baldishol s. Kirken er endnu tildels en stavbygning og blev flyttet 1612 til sit nuværende sted fra Hofvinsholm paa Helgøen. – Paa Østre Ask blev før 1775, efter hvad man fortalte Schøning, i en gravhaug funden en hovedskalle og leggben; - og paa Nordre Ask i eller før 1812 i gravhaug et

(79)

menneskelet og en mængde andre ben af dyr og fugle, samt endvidere stykker af vaaben, 2 ringe og en krog, alt af jern, et stykke af en brynesten, af ryggen af en benkam, en liden hul udvendig raflet messingkugle, med hul igjennem og spor af sterk forgylling, samt en lidt større kugledannet knap af metal (C 163, 164); - paa Dæli (Dolin) 1841 omtrent 5000 Skandina­viske, Tydske, Engelske og Skotske sølvmynter, prægede efter aaret 1147 og sansynligvis nedlagte paa stedet 1177-1230,[35] samt endvidere 5 smaa ringdannede spenner, en næsten kugle­dannet perle, en firkantet tynn plade med udpuklede forsiringer og hempe, stykker af større og mindre flettede ringe, af en lænke, af en rund brakteat med en løve i midten, af en ophøjet rund plade, 1 tomme i tvermaal, med udgraverede forsiringer, og endelig af sønderhuggede stenger og plader, alt af sølv (C 1000); - paa Kaulum (Kaglheim) 1842 stykker af forskjellige slags vaaben og en spydodd, alt af jern (C 1039); - og paa Søls­berg (Sølvesberg) i eller før 1861 et bidselmundbid af jern (C 2638).

RINGSAKER p., Ringsaker s. Kirken er opført af huggen kalksten og havde fra først af væsentlig samme form, som Akers kirke (foran s. 26). Den kalles i tiendesamleren Peter Gervasii indberetning af 1327 ”ecclesia beati Olavi”, var følgelig viet til Olaf, ikke til Korset,[36] og kan saaledes under ingen omstændighed have været viet og neppe heller bygget saa tidlig, som i Olaf den helliges levende live. Tilforn var der ud­vendig paa den sydlige dør til koret en ring af gammel form med indskrift af sedvanlige stungne runer, som Schøning kun tildels forstod, men som Arndt i 1805 læste saaledes: ðeser hurðir gerðe Þorðr a Stafi, en Kari ringana guðo d. e. disse døre gjorde Thord paa Staf (en gaard i sognet), men Kaare

(80)

(gjorde) de gode (vakre) ringe. Som sedvanligt, har der følgelig paa døren været 2 ringe Arndt tilføjer, at denne indskrift var den eneste i sit slags i Norge; dette gjelder endnu, og at den i alle fall neppe var yngre end 1350, kan vel ansees for utvilsomt. En gammel ligsten paa kirkegaarden er tegnet i Aars­beretn. f. 1855 pl. X. En anden sammesteds, med indhugget vaabenskjold paa fladen, havde omkring randen en indskrift med munkebogstaver eller store bogstaver, som Arndt 1805 læste saaledes: Hic reqviescit bone memorie Ingerida Alveri, consors qvondam thori Erici dicti Topp, obiit autem anno dni nzeccxviii mensis Octobris die nono, d. e. Her ligger i godt eftermæle Ingerid Alfsdatter, engang Eriks kallet Topps hustru, hun døde 1318 9de Oktober. I kirkens søndre omgang saa Schøning 1775 et stykke af en ligsten, hvorpaa kunde læses: Jacet nobilis vir ... anno dni mcccc; resten var borte. Endelig aftegnede Arndt 1805 en gravsten, hvorpaa der stod med munkebogstaver: Her ligger sira Gudbrander Þorils s. fordom prester a Ringisakre obiit anno domini m ccc xxxiiii xvi kl maartii, d. e. Her ligger sira Gudbrand Thorilssøn, fordum prest paa Ringsaker, døde han i herrens aar 1334 14de Februar. Ifølge Absalon Pederssøn[37] var Thorbjørn Bratt († 1548), biskop i Throndhjem, begraven ved prædikestolen. Hertil kan føjes, at der ifølge Schøning i kirken fantes et: røgelsekar, og at der paa hver side af koret var indsat i muren en jernring, sorn han antog bestemt til deri at feste; et forhæng, som kunde drages for alteret. Forøvrigt kan henvises til den beskrivelse og de tegninger af kirken, som finnes i ovenanførte verk.[38] – ”Det er vænteligt, siger Schøning 1775, at kirkens

(81)

bygning har ødelagt og opslugt en stor del af forrige tiders minnesmerker, især bautastene, som her have staaet. Dog staa ved kirkegaardens østre port, der er opført af huggen sten og fordum udentvil har været hvelvet, 2 bautastene, men som ere afslagne, ligesom en ved kirkegaardsmurens søndre side, ogsaa af­slaaet. Ved kirkeboderne østenfor kirken stod en temmelig høj sten opreist, der udentvil ogsaa maa have været en bautasten”. – Vestenfor Svenhaug saa Schøning 1 775 en stor rund grav­haug, kallet Svens haug, omringet af 23 større og mindre hauger; disse 23 vare dog, da Klüwer i 1823 besøgte gaarden, tildels jevnede, og i en af dem var fundet kul, aske, et sverd, samt andre redskaber af jern ”og flint”, hvilket sidste maa være en misfor­staaelse; i sydost for Svens haug, mellem den og gaarden, saa Schøning en fladagtig haug, hvorpaa stod et stabur, østenfor gaarden en af samme slags, besat med temmelig store stene, og nordenfor Svens haug 4 hauger, hvoraf den største laa i midten. Alle disse bauger vare runde med undtagelse af 4 langhauger, som laa nærmest Svens haug ved dens søndre side. Tæt ved nordre side af vejen lidt ovenfor gaarden saa Klüwer 1823 en bautasten, og nær derved flere større og mindre hauger. I en grav­haug paa gaarden blev funden for 1829 et bidselmundbid og en sigd, begge af jern (C 178, 179). – Paa pladsen Samssalsstuen under gaarden Samssal saa Schøning 1775 og Klüwer 1823 tæt ved vejen en 4 ½ høj og øverst 1 alen bred bautasten; Schøning tilføjer, at der i nordvest for stenen laa 3 lave runde hauger, og paa den største af dem en sten midt over. Formo­dentlig var det her, at der ”ved opgravning i nærheden af en bautasten” blev funden en øx af jern (B 979). – Paa Skappal saa Schøning ligeledes flere større og mindre hauger, - og lige ned for Ulfven hinsides vejen 2 runde hauger. Derimod omtaler han ikke en gammel brevdrageræske af træ (C 540), som før 1832 i flere menneskealdere havde været paa sidstnævnte gaard og uden­tvil skriver sig fra middelalderen; den er 7 tommer lang 5 ½ bred, underdelen baaddannet, laaget, som er tilheftet med læder-

(82)

remmer, fladt og forsiret med udskaarne slyngninger og et hoved. – Paa Ulvhildrud funden før 1829 under en stendynge et lidet redskab af jern (C 57) med 2 hjul formodentlig til at spenne bue med; - paa Gjølstad 1832 paa bunden af en gravhaug, i dens aflangfirkantede gravkammer af sten med flad overligger: foruden menneskeben et sverd, 2 spydodder, stykker af en kniv og 2 bøjler eller hanker, alt af jern (C 542-546); - paa Hershaug 1834 formodentlig i gravhaug en spydodd, et par sporer, en sax, samt stykker af et bidselmundbid, af et af de bøjledannede redskaber med vedhængende ringe, og af, som det synes, et par stigbøjler, alt af jern (C 657-663); - paa Bolstad 1854 i gravhaug et tveegget sverd, en spydodd, en pileodd, et sigdblad og den ene del af en smedetang, alt af jern (C 1998-2002); - paa pladsen Thorgerstuen under Dalby 1809 over 100 redskaber (C 2309) af samme slags som paa Skjerden (s. 65). – Paa den lille holme i Mjøsen under og lige ud for gaarden Sten byggede Haakon Haakonssøn, udentvil 1234,[39] en borg, (det saakallede Mjøskastel, hvoraf endnu finnes ruiner paa holmens nordre kant, hvor den er bredest og højest. Sansynligvis er borgen temmelig tidlig bleven nedreven, da sagnet siger, at stene derfra bleve brugte til udvidelse af Ringsakens kirke.[40] I 1775 blev det sagt Schøning, at der for ikke lang tid siden af murene ”havde staaet høje stykker og levninger, hvilke vare udenpaa besatte med pole­rede pilarer, men nu er altsammen nedbrudt og bortslæbt, og man ser ber intet tilbage uden af de nedbrudte mure, som til­dels ere overvoxne med høje gran- og furetrær, hvoraf kan sees, at endel af murene maa for længe siden være afbrudt”. ”Festningens hele omkreds har ellers ej været mere end 100 alen. Den har varet anlagt næsten som en noget aflang firkant. Paa den sondre og østre side har man trukket muren i en lige linje,

(83)

dog saa at den har gjort en spids vinkel mod sydost, men paa de to andre sider mod vest og nord har den gaaet i en noget krum linje, hvori man synes at have rettet sig efter stedets beskaffenhed. I gjennemsnit har kastellet holdt fra nord til syd 32 alen, men fra øst til vest kun 30 alen. Opgangen til den synes at have været paa den østre side, som vender mod det faste land, og der dens port. Langs efter holmen gaar en klipperyg, der begynner fra festningen, og strækker sig derfra først mod syd, siden mod sydost. Paa begge sider deraf er en dyb grøft, bred oventil, smal for neden, og begge disse grøfter ere igjen paa hin side indesluttede af tvenne mindre høje bjergrygge, der strekke sig langs vandet og langs begge sider af holmen. Disse paralelle grøfter synes for det meste dannede ved menneskehaand, og at man derfra har taget de stene, som man liar brugt til bygnings­verket. Bergarten synes at bestaa dels af graaagtig granit eller kvarts dels af en kalksten af samme slags, som er brugt til Ringsakers kirke, og lader sig udkile i tykke skiver fra berget, som staar næsten perpendikulær, stigende paa den ene, fallende paa den anden side, ligesom bølgevis. De trenne rygge med de tvenne mellemværende grøfter strekke sig lige til holmens side mod sydost, hvor paa den østre side. synes at have været som et skibsstade, omringet med bjergknoller paa nordre og vestre side, hvor man paa ruller eller stokke har kunnet sætte smaa skibe ind og ud. Men for at forekomme, at man ej herfra gjennem bemeldte grøfter skulde finne lejlighed til at snige sig ind under festningen, har man omtrent paa det sted, hvor bjergryggene dreje sig hen mod sydost, trukket en mur tvers over holmen, efter hvilken endnu sees stene og murverk. Paa sydvestre side af omtalte skibsstade synes at have været et andet, noget større og parallelt dermed, thi her er en i bunden jevn grøft, som dertil med bekvemhed kunde bruges. Midt inde i festningen eller kastellet sees et dybt rum, hvor man for nogen tid siden har taget hugne stene fra; udentvil har her været de kjellere, som berettes at have været at se tilforn”. Væsentlig saaledes

(84)

som Schøning her har beskrevet, fantes det endnu i 1846. Hol­men kaltes Borgen, og kastellet, hvoraf murene da stode indtil nogle alens højde, men bedækkede med jord, har været opført af huggen sten. Den indre fordybning, som Schøning omtaler, kaltes Fængselet. Selve Holmen syntes at have været forbunden med fastlandet ved on 200 alen lang stenbro, som kunde sees lidt under vandfladen, og til enkelte tider ved særdeles lav vand­stand endog skulde kunne gaaes. Det nysnævnte navn Fængselet er aldeles rigtigt, forsaavidt kastellet, som ifølge Hirdskraaen var til endnu i begynnelsen af 15de hundredaar, da brugtes til stats­fængsel. – Tæt ovenfor gaarden Sten og omtrent 1400 alen i lige linje fra Borgøen er en brat klippe, paa hvis top Klüwer 1823 fant tydelige spor af en befestning, dannet som en rund eller aflang voll af sten og jord, omtrent 3 alen bred og 60, 70 skridt i tvermaal; - og omtrent 12 mil i nordost for Sten skulde der, efter hvad man fortalte Schøning 17 75, ved Næren­vatnet i en vill og øde mark, sees grunnvolle efter bygninger.

Veldre s. Paa Jemteland saa Schøning 1775 ved vejen 2 afslagne bautastene ved siden af hinanden; - og paa Asla blev fundet 1860 et tveegget sverd, et øxeblad, et spydblad, et knivblad, et tolleknivsblad, et bidselmundbid, en paalstavodd og en sigd med sagtænner i eggen, alt af jern (C 2570-2577).

Brothems s. Den gamle kirke stod endnu 1688 og var ifølge dens regnskab for dette aar en stavbygning med svalgang. Deraf er kun bevaret et Kristusbillede af træ (C59) eller en levning af et krucifix.

(85)



[1] D. Norv. I. no. 545.

[2] En lignende blev funden 1847 i gravene Ned Selzen og Bel-Air ved Lausanne, i munden paa et af (le hosliggende skeletter fantes en mynt af Justinian, og sa,<( rne vare saaledes formodentlig, ned-lagte omtr. 600 efter Kristus (se Das germanische Todtenla ger hei Selzen, von Lindenschmidt, Mainz 9848).

[3] Jfr. Fayes Norske Sagn s. 112. Den der omtalte saakallede St. Olafs Spenning har vel været kirkens dørring.

[4] Indberetning af 1846 til Foreningen.

[5] Topogr. Journ. XXIII. 78, 81, 92 og 122.

[6] Universitetsbibl. mskr. 4to. 463.

[7] Jfr. Munchs det Norske Folks Hist. I. 334 ff.

[8] Universitetsbibl. mskrpt, 4to. 463.

[9] Kjøbenhavns Vidensk. Selsk. Skrifter 1. 316.

[10] Thaarups Magasin II. 302.

[11] Tegning deraf i Schübeler's Culturpflanzen Norwegens s. 152 fig. 3.

[12] Thaarups Magasin II. 269.

[13] Jfr. og D. Norv. 1. no. 976.

[14] Thaarups Magasin II., herom saavelsom det følgende, især s.251-253, 294 og 296-298.

[15] Budstikken II, 575, jfr. D. Norv. Ill. no. 1107.

[16] No. 2 omtales i D. Norv. 1. no. 976, no. 3 i Jens Nielssøns opteg­nelser, no. 4 i D. N. III. no. 1196, no. 5-9 i en fortegnelse (i Rigsark.) fra begynnelsen af det 17de hundredaar, og no. 10 nævnes af Schøning i hans utrykte reise.

[17] Jfr. foran s. 67.

[18] Jfr. Thaarups Magasin II. 274.

[19] Jfr. foran s. 66.

[20] Se Aarsberetn. f. 1846 s. 4.

[21] Se Aarsberetn. f. 1897 s. 4 og f. 1898 s. 7.

[22] Jfr. Munchs Norges Geografi i Middelald. s. 47.

[23] Thaarups Magasin II.

[24] Kallske Sand. fol. 200.

[25] hvoraf Schøning saa en vidisse af 1338 paa Vangs prestegaard.

[26] D. Norv. IV. no. 1111 og 1112.

[27] N. Magasin 1. 114, 165.

[28] Se Aarsberetn. f. 1846 s. 4.

[29] Thaarups Magasin II. 257, 295.

[30] Sammesteds s. 261.

[31] Antikvar. Annal. 1V. 459 f. – Det ovennævnte fund maa være det samme, sorn anføres under no. 38 i katalogen over general­adjutant Holcks samling, men ej medfulgte, da denne samling blev overdragen til Bergens Museum. I hans katalog heder det nemlig, at fundet blev gjort 1820 i gravhaug paa Astol (?) i Vangs preste­gjeld og bestod af følgende sager: en kjedel, en øx, en hammer og tang, nogle pileodder, et bidselmundbid, et spyd, alt af jern, samt en knap, en kam og 3 terninger af ben, og en ring af messing.

[32] Thaarups Magasin II. 301-302.

[33] Jfr. Fayes Norske Sagn s. 156 og Munchs det Norske Folks Hist. I. 400.

[34] Tegning deraf i Nord. Tidskr. f. Oldkynd. I. 395.

[35] Holmboes Universitetsprogram f. 1849 og Schives Norges Mynter i Middelald. s. 32, 44-46 og 66-68.

[36] Se videre Mindesm. af Middelalderens Kunst i Norge, 2det hefte.

[37] N. Magasin I. 113 og 143.

[38] Heri er ogsaa gjort opmerksom paa, at de tønnehvelvinger, som finnes i kirken, hidrøre fra senere tid, og saaledes kan derfra ej drages den slutning (Nord. Konversationslexik. IV. 6I0), at en indflydelse af sydfransk kunst heri kommer tilsyne.

[39] D. Norv. I. 11.

[40] Se Mindesmerker af Middelalderens Kunst i Norge 2det hefte.

«Viking» i Chicago 1893

I 1893 krysset et nybygd skip Atlanterhavet. Reisens mål var den storslåtte verdensutstillingen i Chicago, og om bord i «Viking» var et ma...