19 september 2006

Med D/S Lyngdal til Spangereid i 1870-årene

Da jeg nylig gikk gjennom Nils O. Føreids etterlatte papirer, som beror i Statsarkivet her i Kristiansand, kom jeg over en tilsynelatende uttrykt beretning fra en reise Føreid gjorde til Spangereid en gang i 1870-årene.

Bonden og agronomen Nils Olsen Føreid (1835-1900) fra Tveit i nåværende Kristiansand kommune var en ivrig oldtidsgransker. Han startet sin samlervirksomhet alt i slutten av 1850-årene. Noe av det mangslungne stoffet han samlet inn om funn, fornminner og folketradisjon fra sin hjembygd, finnes på Statsarkivet. Annet er bare tilgjengelig for dem som tar seg bryet med å bla gjennom årganger av Fædrelandsvennen og andre Kristiansandsaviser fra 1880- og 1890-årene. Noe, men ikke mye av dette stoffet er brukt av senere forfattere.

Nils Olsen Føreid var en original personlighet, og ”han veidde aldri sine ord på gullvekt, det var det samme hvem han talte med. Frittalende og uredd var han med stor lese- og granskerlyst. Det var helst vinterkveldene han ofret sin tid til dette arbeidet, og det er ikke så ganske lite han har skrevet ned,” skriver Johan Tveide om ham.

Beretningen fra Spangereid ligger sammen med notater og manus om de forskjelligste ting i en mappe i Statsarkivet. Enkelte av disse manusene kjenner jeg igjen som utkast til artikler som etter hvert kom til å stå på trykk i ulike Kristiansandsaviser. Det er grunn til å tro at reiseberetningen fra Spangereid var ment å skulle trykkes. Om den noen gang faktisk ble trykt, vet jeg ikke – jeg har iallfall aldri støtt på noen slik artikkel.

I arkeologisk forstand ble Spangereid ”oppdaget” i og med Oluf Ryghs (og Anders Loranges) undersøkelser av et stort antall gravminner på stedet i 1879. Alt tyder på at Nils O. Føreid var i Spangereid før den tid – det er i hvert fall ingenting ved beretningen hans som tyder på at det nylig har vært foretatt store og omfattende utgravninger på stedet. Føreids oppfatning av at Spangereidbøndene hegnet om fornminnene – ”selv midt i dyrket Mark” – tyder også på at det er i 1870-årene en gang han besøker bygda. I 1880-81 pågikk utskiftning av innmarka på alle de store slettegårdene i Spangereid – Stokke, Presthus, Gahre, Midbø, Njerve og Reme. Vi vet positivt at et betydelig antall gravminner forsvant som en følge av utskiftningene. På den annen side kan ikke reisen ha funnet sted før 1875. D/S Lyngdal, ”den vakre lille Dampbaad”, ble satt i trafikk på strekningen Farsund-Kristiansand det året (den gikk i rute frem til 1886). Med andre ord var det etter all sannsynlighet en gang i perioden 1875-1878 at Nils Olsen Føreid var i Spangereid.

En interessant mulighet er jo at Føreids artikkel faktisk ble trykt kort tid etter at reisen hadde funnet sted, og at Oluf Rygh – og kanskje Anders Lorange – leste den! Det kunne jo bidra til å forklare hvorfor begge to var i Spangereid på samme tid?

Her følger Føreids beretning. Jeg har beholdt hans rettskrivning, men endret tegnsettingen og dessuten delt teksten opp i avsnitt. For øvrig er teksten Føreids, og bør tale for seg.

”Paa en af mine Reiser isommer gik jeg ifra den vakre lille Dampbaad Lyngdal i land i Lillehavn eller som det ogsaa kaldes Næset. Det er omtrent ½ Miil Vei ifra Lindesnes Fyr eller, som det der i daglig Tale kaldes, Næsefyren. Den ligger saa vidt jeg ved i Gaarden Voges Udmark, og er bygget paa Næssets yderste Spids, hvor Havet dag ind og Dag ud staar imod Klippespidsen, ligesom det var harm over, at man der har tendt et Lys for at redde den Søfarende. Men det gamle Lidandis nes som det hedder i den gamle Historie, det staar lige kjekt og uantastet som det har staaet i Aartusinder. Det er som vi vide, Norges sydligste Fastland.

Fra ”Næsset” tog jeg Veien indover til Spangereid. Men hvilke Veie, om de forresten kan gjøre Fordring paa dette Navn. Ikke en Steen var ryddet af Veien – nei, ligesaa heller ikke var to Stene lagte ovenpaa hinanden for at jævne et Hul. Nei, det var at springe ifra Steen til Steen, og der jeg var saa uheldig ikke at træffe Stenen, der dumpede jeg ned i et Hul, fuld af Søle og Vand, saa at det pladskede om Benene. Saadanne primitive Veie har man brugt og benyttet i Aarhundreder – ja maaske længere – Aartusinder – da den Egn er gammel beboet. Hvis vor gamle Stamfader Adam havde boet her, troer jeg at han maatte kunne kjende igjen hver en Steen i Veien.

Gaardene ere smaa, Terrenet meget kuperet, den dyrkede Mark saa adspredt, at jeg troer at en Mand kanske har i Snesevis af Agerlapper. Jorden er idethele daarlig dyrket. Større Strækninger af værdfuld Mark laa udyrket, man vil ikke foretage Noget med den, men bratte og steenige Grusbakker, dem havde man taget under Kultur. Men Jordbruget drives jo ikke heller som Hovedsyssel, nei Søen, den ”blaa Myren”, det er Opsiddernes Hovedsyssel. Jordbruget er blot en Biting – Binæring der drives av Børn og Gamle.

Omsider kom jeg til det gamle, historiskt bekjendte Spangereid. Det var med inderlige Følelser jeg betraadde dette Sted, hvorom jeg ifra Barnsbeen havde hørt saa meget fortelle. Jeg havde i mange Aar længes efter at tage Stedet i Øyesyn, men først nu Tilfeldet mig gunstig. Jeg vil da først [foretage?] en liden Beskrivelse af Stedet. Er Landskabet udenom Eidet (Istmus) meget kuperet, saa er det der meget slettere. Her ligge fem store Gaarde, som [reflektere?] mange Skylddaler, og som ere saa slette, at man gjerne kan trille et Æg, hvilken store Modsætning til Omgivelserne. Landet er her saa greidt, at det ender i lang Sandgrund, ifra denne Bugten lede Beboerne en Mængde Tang, som driver ind paa Stranden.

Stedet som helhed er meget gammelt, ja maaske et af de eldste paa de kanter. Kirken skal efter Sagnet være opført av St. Olaf, men Beboelsen er udentvivl meget ældre. Om Kirkens Bygning lyder Sagnet saa:

St. Olaf gjorde [Aftale?] med en Kjæmpe eller Konge som boede der og hvis Navn var ”Spang”, at han skulde bygge Kirken og som Løn derfor skulde han have Sol, Maane eller og St. Olafs Hoved. Med Bygningen gik det overmaade hurtigt og Olaf imødesaa med Uro den Dag snart at nærme sig da Spang havde Kirken ferdig og saaledes da vilde have sin Betaling for Arbeidet. Kongen var raadvild, han bad til sin Gud, til hvis Ære han vilde reise Kirken. Men en Dag gik han forbi en Houg, han hørte da Barnerøst derinde og gik nærmere. Da han kom hentil Hougen hørte han en Moder at synge for sine Børn der græd, hun sagde: ti stille Barne mit, i morgen kommer Spang, Far din, hjem med Sol, Maane eller og St. Olafs Hoved. Derover blev han glad og takkede sin Gud. Han gik nu glad hen til Kirken og satte sig paa en stor Steen (og af saadanne gives der jo mange) og saa Kirkens Fuldendelse at nærme sig med store Skridt. Og da Kirken var ferdig sagde Kongen, ”nu skal du have Tak Spang”. Kjæmpen faldt ned og revnede, sier Sagnet.

Den gamle Kirke haver været yderst liden, men er nu betydelig utvidet, den har maaske også havt sin egen Præst, idet nabogaarden hedder Præsthuus og der har formodentlig Præsten boet.

Tæt vestenom Kirken er en stor Mængde smaa Gravhouge, ja Terrenet er saa at sige oversaaet deraf, men smaa allesammen. Der har vel rimeligvis staaet et Slag, et reent Braavallaslag, mange er der faldne og meget Blod er spildt. Da vore Forfædre havde for Skik at houglegge de Faldne paa Slagmarken, saa maa Mandefaldet her have været stort. Thi man kan vel neppe tænke sig, at her have staaet flere Slag. Disse Gravhouge maa udentvivl skrive sig fra en tidligere Tidsalder end Kirken, thi man kan neppe tænke sig, at man haver havt Slag i Kirkens umiddelbare Nærhed, da Terrænet for en stor Strækning er skikket for saadanne Operationer.

Man kan [maaske?] tænke sig at vore gamle Vikinger og Smaakonger her have været i land og øvet sig i Bueskydning og alskens Krigsøvelser, medens deres Krigsskibe laa tilankers og vuggede sig paa den deilige ”Kirkevog”. Her kan man tænke sig, at Norges bedste Bueskytter Einar Tambeskjælver haver været i land og øvet sig og sine Folk i Bueskydning og andre krigerske Idrætter. I Udmarken av Gaarden ”Gare”, ved siden af Bygdeveien, staar tvende Bautastene, men saavidt vides, uden nogen Indskription. I samme Gards Indmark staar ligeledes en stor ”Kjæmpesteen”, der efter Sagnet skal være kastet fra det bag om Gaardens Huse beliggende meget høie Garefjeld.

Man maa være Stedets Opsiddere megen Tak skyldig, fordi at de ikke [?] som saa mange andre Steder er skeet, har revet ned saadanne gamle, erværdige Oldtidsminder, men har fredet om dem, selv midt i dyrket Mark. Krigens Rædsler ere nu for længesiden forstummede og Fredens Sysler har indtget deres Plads. Et venligt Skolehuus og do. Bedehuus ligge hver paa sin Side af den gamle ærværdige Kirke, der ligesom synes at smile til sine venlige Omgivelser. Husene er fordetmeste byggede i [landlig stil?]. Oppsidderne drive meget med Potetesavl, tidlige Potetes, jo man kan allerede sidst i Juni Maaned se dem ifærd med at tage op, ogsaa i Baade at føre dem østover tiltorvs.”
Arkivert i:

Ingen kommentarer: