04 januar 2007

Offerlunden

Eldre kilder som Tacitus, Thietmar av Merseburg og Adam av Bremen beskriver hellige lunder som kultplasser, steder der offergaver ble overlatt til gudene (Bildet: Meindert Hobbema: Den gamle eken, 1662). Adam skriver således om en hellig lund i nærheten av templet i Gamla Uppsala, og hans opplysninger i så henseende regnes for å være troverdige. Mindre kjent er det kan hende at lunder som ble holdt for hellige, også er kjent fra nyere tids tradisjonsmateriale.

Om Sangesland i det fornminnerike Øvrebø i Vest-Agder heter det seg at den "i gamle Dage paa Grund af de mange store Træer, der omgav den, (skal) have dannet en eneste stor Lund. I denne Lund samledes de hedenske Nordmænd for at ofre paa det store Offeralter."

I norrøn mytologi er treet gjennom verdensasken Yggdrasil et sentralt mytologisk bilde av universet og menneskenes avhengighet av og kontakt med gudene.

-lund opptrer en del steder i sammensetninger med gudebetegnelser. Et eksempel er Forsetlund i Onsøy i Østfold, og kanskje også Guslund, som finnes som gårdsnavn blant annet i Enebakk i Akershus og Skjeberg i Østfold. Stedsnavnforskeren Per Vikstrand skriver at det usammensatte Lund også kan tenkes å vise til hellige lunder, men at miljøet navnene finnes i, må tillegges stor betydning. Han nevner videre at kilder fra tidlig-moderne tid i Sverige tyder på at det særlig var ospelunder som ble ansett for å være gamle offerlunder, og han finner koblingen til nettopp osp igjen på flere hold.

Det usammensatte Lund så vel som sammensetninger med -lund inngår mange steder i navnekomplekser som vitner om sentralfunksjoner i yngre jernalder. Fra Vest-Agder kan nevnes komplekset Lunde – Skei – Totland i Sirdal, Lunde – Huseby på Lista i Farsund og Lund på Oddernes i Kristiansand. I Østfold er det også flere eksempler: Lundeby ved Råde kirke i Råde og Lundeby ved Elingård i Onsøy er bare to av dem.

På Oddernes opptrer navnene Espelund og Lund sammen, og iallfall Lund synes å gå langt tilbake i tid. ”Lund” betegner jo også kulturskog som i jernalder og vikingtid alt lenge hadde vært et karakteristisk innslag i landskapet. Vi har av den grunn mange stedsnavn sammensatt med -lund, også i Kristiansand. Når Lund nede ved Otra ble til Lunden med stor L, bør det ha vært noe spesielt med akkurat denne lunden (Bildet: Ivan Ivanovitsj Sjisjkin, Høyslått i en ekelund, 1874 ).

Koblingen mellom treslaget osp og steder som folketradisjonen fremhever som offerlunder, er ellers ikke påfallende i det folkloristiske materialet fra Norge, så langt jeg kjenner det. Men tradisjonsmaterialet gir flere eksempler på lunder som har vært regnet for hellige. Oftest er det tale om eikelunder, og i mange tilfeller forteller tradisjonen at et inntil nylig bevart ”vettetre” på en gitt gård var det siste gjenværende av en større lund.

Her skal gjengis én tradisjon om en hellig lund, hentet fra Johannes Storaker og Ole Fuglestvedts Norske Folkesagn samlede i Lister og Mandals Amt. Sagnet gjelder gården Eigeland i Greipstad i Songdalen:

"Paa Vestsiden af den vakre Gumpedal i Grebstad ligger Gaarden Egeland. Før den blev opryddet, stod der, hvor Gaarden nu ligger, en Egelund, og midt i denne stod en Eg, som i Størrelse udmærkede sig fremfor de andre Træer. Efter denne Eg skal Gaarden have faaet Navn. Den Mand, som gav Anledning til, at Marken omkring denne Egelund blev opryddet, hedte Nils. Hos ham havde den Tjenestekarl ved Navn Aslak været saalænge, at han nu var udygtig til at fortsætte i sin Stilling, hvorfor Nils vilde give ham en liden Jordflek at bo paa og der bygge op Huse til ham. Nils, der var temmelig tilaars og derfor ogsaa kaldtes Gamle-Nils, gik en Dag sammen med Aslak omkring paa sin Eiendom for at finde en Plads til Aslak at bygge paa. Efterat have været paa 2-3 Steder, der alle syntes at mangle en eller anden af de Egenskaber, som fordredes af et Sted, der skulde beboes, kom de tilsidst til den omtalte Egelund. Her syntes Gamle-Nils, at alt havde faaet nyt Liv. "Se bare", sagde han, "hvor vakkert Gaardene ligger nedefter Dalen paa begge Sider af Elven! Ja, var det ikke, fordi jeg er bleven gammel paa Gaarden Stubstad, saa vilde jeg sandelig bo her!" mente Gamlen. "Men du ved jo, at her ofte sees etslags Lysning, hvorfor man jo tror, at et eller andet overnaturligt Væsen her har Tilhold. Hvem vilde vel bo paa et saadant Sted?" indvendte Aslak. "Dette bliver sikkert den vakreste Gaard i Dalen", mente Gamle-Nils. Uagtet Aslak var lidt bange for Stedet, lod han dog sin Husbond raade, han maatte jo takke til, at han kunde faa noget for sig selv. Ud paa Høstkanten havde mange Folk samlet sig i Egelunden for at bese de Husebygninger, Nils Stubstad havde opført for sin Tjenestegut. Gamle-Nils var ogsaa tilstede, og det var første Gang, han besaa de nye Bygninger; han havde nemlig en Stund været mindre rask, hvorfor han havde holdt sig inde. Denne Dag følte han sig vel og blev ogsaa glad, da han saa, de nye Huse; thi Arbeidet var udført baade godt og vakkert. "Hvorfor har man ikke hugget ned Træerne her foran Husene?" spurgte Gamlingen. "Solen kan jo ikke engang faa skinne ind i Huset!" Alle taug, thi enhver vidste, at Nils vilde hugge væk alt, hvad der stod iveien paa Fremsiden af Husene i Lunden; men alle havde dog, som Aslak havde bemærket, da Nils valgte Stedet til Byggeplads, en Frygt for denne Egelund. men sligt brydde Gamle-Nils sig ikke om; han rakte Aslak en Økse og befalede ham at gaa bort og hugge Træerne ned. "Det kunde blive mig et dyrt Arbeide, hvis Troldskab og Dverge, og hvad det nu er, som her har Tilhold, ikke vilde taale det", sagde Aslak. "Jeg bryr mig heller ikke om, at man fælder Lunden", sagde en anden. "Og ikke jeg heller", mente en tredie Mand. "Ja saa vil jeg", sagde Gamle-Nils, tog Øksen og stampede bortover mod Træerne. Han havde lave sko, røde Hoser og store Hosebaandsdusker, der han langt nedover Læggene hans. Han hugge først de smaa Træer. De tilstedeværende holdt sig et Stykke borte for at se, hvad Udfald Nils's Vaagestykke vilde faa. Da han vilde hugge den store Egen, gled Øksen i Barken og foor bort i Leggen paa ham, og idetsamme faldt han om. De, som saa det, satte i et Skrig; men ingen vaagede at springe hen til ham. Raadløse stod de allesammen, indtil Nils reiste sig lidt og man hørte ham sige: "Aa, det bløder svært!" "Han bløder sig ihjel, om vi bare staar her og ser paa", raabte Aslak, og idetsamme løb han og flere til. Nils blev baaret hjem; men han var bleven saa rystet af Skræk og mat af Blodtabet, at den gamle Sygdom greb ham igjen, og han døde kort Tid efter. Siden var der altid en Frygt for Egelunden."

2 kommentarer:

Sexy Sadie sa...

På ørland har vi Austraat Lund, men den ble vel opprinnelig laget som park tilhørende borgen.

Balestrand sogelag sa...

I Balestrand i Sogn har me Lunde,gard som etter reformsjonen vart kyrkjeiegedom. Her vart prestegarden bygd og ca400 m unna vart kyrkja bygd, truleg frå 1100 talet. Er det her ein kultkontinuitet ? Lokalisering av ein offerstad er uklar.