Mollestadeika

Mollestadeika eller Vetteeika i Birkenes er ett av Norges største eiketrær, og trolig ett av de eldste også. At det dessuten er ett av de mest sagnomsuste, er like sikkert. En mengde tradisjonsstoff er knyttet dels til kjempen, og dels til den gravhaugen som Mollestadeika står på - stoffet er så omfattende at det i sin tid ble bok av det. I Tveit kirkes kallsbok har sogneprest J.A.R. Bødtker (1826-1908) gjengitt en del av tradisjonsmaterialet, delvis i varianter som jeg ikke kjenner fra andre oppskrifter. Her kommer Bødtkers tekst - i anledning julen, selvsagt...

"Jeg har troet at burde indföre i Kaldsbogen et gammelt Sagn, der findes om den i Birkenæs forefindenes gamle Eeg, der er bekjendt og omtalt viden om i Landet, og som udmærker sig ved sit usædvanlig store Omfang, kaldet «Viteika», da Sagnet kan have Interesse for Efterkommere.

Paa vestre Mollestad i Birkenæs Sogn, Topdal, blev for rundtom 6 a 700 Aar tilbage nedsat en Kornstör paa et Sted, kaldes Haugen, der ligger mellem 1 a 200 Alen fra Vaaningshusene. Om denne Haug havde der nok gaaet forskjellig Tale, at der om Qvelde og Nætter blev seet Lys, og da nævnte Kornstör blev af en Hændelse staaende der, begyndte den at gro, hvorfor Opsidderne paa Gaarden blev bestyrket i sin Tro paa, at der maatte være Underjordsfolk.

I denne Kornstör kom en ualmindelig Væxt, hvilket blev betragtet som overnaturligt, og havde til Fölge, at der hvert Aar, naar der bryggedes til Jul, skulde der tages en Skaal, fuld af det Förste, der randt fra Tappekarret, og slaaes ved Roden af den unge Eenstamme.

Egen maaler i Omkreds nede ved Roden 27 Fod, og Grenene, hvoraf der før i Tiden var 7 i Tallet, spredes ud til alle Kanter, og ere saa store, at der kunde hugges godt Skibskrumholt.

De förste Sangfaugle mödes almindelig der om Vaaren. I Midten af Egestammen var der för en Del Aar siden opgroet et Rognetræ, der havde den Egenskab at kunne lindre Tandpine, naar den værkende Tand blev plukket med en Splint af dette Træ. Dette har en gammel Mand flere Gange fortalt at have prövet som et godt Middel.

Lys, der ofte blev seet paa Haugen, blev kaldet Vittelys, hvoraf Egen fik sit Navn.

Om Haugen, hvorpaa Egen staar, fortælles der:

En Dag i Höstiden Slaattekarlene laa i Skygge af Egen og qvilte til Middag, var deriblandt en ung Gut, som hette Abraham, der ei kunde findes, da de Andre stod op og gik paa Arbeide. Til Ystedag kom han ind og fortalte at have været nede i Haugen og inde hos Vitta. Hun saae ud som en gammel liden Kjærring, og inde i Stuen var som hos andre Folk med Speis, Madbord med Brödkurv under, og hun böd ham baade Mad og Drikke; men han turde ingen Ting smage, da han vidste, at havde han ædt, var det vanskeligt at komme ud igjen. Fra den Dag var han lidt tullen af sig, og det var sjelden, han kunde bringes til at fortælle om den Gang, han havde været inde i Haugen hos Vitta.

Saaledes lyder den Fortælling, der findes oplyst paa Vestre Mollestad, og hvoraf ovenanförte Afskrift er tagen."