Kristiania

KRISTIANIA.

I vor Frelsers kirke er paa nordsiden over døren til sakristiet indfellet i muren en sten med en udhuggen bjørn eller ulv, som vistnok hidrører fra en af de gamle kirker i Aaslo. – Midt i Sverdfegerbakken mellem denne og Prestegaden fantes 1855 i grunnen ved opbygning af det derværende hus et menneskehoved af sten (C 2015), fra først af omtr. 7 tommer højt, med langt haar og tykke lokker i pannen; udentvil fra 13de eller begynnelsen af 14de hundedaar; har vistnok hørt til en kirke og skal rimeligvis forestille en konge eller fyrstelig person med diadem om hovedet. – I Piperviken blev før 1830 funden 6 tommer dybt i jorden en vævskyttelformet beltesten (C 302), og 1852 ved udgravning af tomten til et hus (Bakkegaden no. 2) et tveegget sverd af jern (C 1833); - Paa Observatoriets grunn i bakkeheldet søndenfor bygningen 1836 øverst i den løse jordskorpe en spenne af bronse (C 1441), væsentlig med samme form som no. 228 hos Worsaae (ny udgave); - paa den saa kallede Bergersløkke, strax ovenfor Eugenias Stiftelse, 1844 en gullbrakteat (C 1145), forestillende et menneskehoved paa et firføddet dyr og med en fugl foran næsen; - paa byskriver Ryes løkke, lige under St. Hanshaugen, 1857 paa et sted, hvor der utvilsomt maa have været en gravhaug, et øxeblad, en spydodd, et kniv- og et sigdblad, en slags gaffel med hager, stykker af en sammenklinket kjedel, klinknagler og andre nagler, alt af jern (2126-2132) samt spor af aske og brente ting; - og paa Solbakken (Fr. Brandts løkke) 1860 omtrent 80 skridt i øst for det sted, hvor foregaaende fund blev gjort, et enegget sverd af jern (C 2504).

Akers kirke nævnes allerede 1080 som fylkeskirke for Vingulmark, er opført af firhugne kalksten, som skal være brudt paa en af øerne i fjorden, og væsentlig i basilikaform, men

(26)

var fra først af uden taarn (tegning i Aarsberetn. f. 1855 pl. II). Kirken brente i 1703 og, som det synes, ogsaa noget før 1598; i 1860 og 1861 blev den restaureret, væsentlig efter den af Direktionen for Foreningen udkastede plan, af arkitekterne von Hanno og Schirmer. Da stenene i det indre havde lidt meget ved branden, var det af økonomiske hensyn nødvendigt at anvende cementpuds. Vinduerne og dørene bleve udvidede og et taarn opsat over midtkvadraturen; taarnfløjen er mindre heldig, og formodentlig af mangel paa midler er planen fraveget med hensyn til mellemskibets loftbjelker, som ere altfor tynne og flade.

Akershus. I selve slottets bygninge er der synlig ingen anden levning fra middelalderen end den hvelvede løngang, som gaar fra det ene hjørne af borgegaarden til haven foran kjellerne under kirken, hvor den ender i en spidsbuet døraabning med indfatning af huggen sten men uden forsiring; et stykke indenfor døren er paa begge sider den falls tilbage, hvori gitternedfallsporten har gaaet. I Slottets kirke hang indtil 1860 en gammel klokke (C 2467), neppe meget yngre end 1200, af almindelig klokkemetal, 20 tommer høj og med den massive hank 27 tommer; randen noget udadbøjet og aabningen 21 tommer i tvermaal; fra først af uden kolve, saa at den har været til at slaa; omkring randen 2 linjer med runeskrift, som dog kun indeholder alfabetets bogstaver. Paa flere steder inden festningen finnes forsirede stene, der formodentlig som følge af kongebreve af 27/10 1537, 22/10 1556 eller 9/3 1667 maa være didførte fra gamle nedrevne kirker i Aaslo. Saaledes er der i udgangsporten til glaciet mod nord og i den øverste port paa øvre voll indmuret endel kapiteler og konsoler af klæbersten (tegning med Aarsberetn. f. 1850 og 1853), ligeledes er der indsat i krudtmagasinet paa øvre voll tæt over døren en sten med listverk, og da kommandantboligen paa Hustangen, som var opført i første halvdel af 17de hundredaar, blev nedreven 1859, fantes i dens grunnvollsmur flere stene fra gamle bygninger, hvorav 7 (C 2437-2443) ere stykker af piller, gesimser, konsoler eller rosetter fra 12te og

(27)

13de hundredaard (tegning i Illustr. Nyhedsbl. f. 1859 no. 50). I slotsgraven blev 1849 funden et mandshoved af sten (C 1487), som efter formen af bagsiden at dømme maa have været indmuret i en vegg.

Paa Hovedøen finnes ruiner af klosteret,[1] stiftet 1146 (beskrivelse i Aarsberetn. f. 1846 s. 8-10 og 1849 s. 9 ff., hvor dog angivelsen af de forskjellige rums bestemmelse neppe i alle dele er rigtig; prospekt og grunnplan med Aarsberetn. f. 1847, tegning af kapiteler m.v. og teglstensfliser med Aarsberetn. f. 1849, 1850 og 1853). Alle de under udgravningen i 1845 fremkomne forsirede stene finnes ved ruinerne eller i det deri opførte skur. Den stenplade, som laa paa alteret i klosterkirken, blev overladt til det katholske kapel, hvor den nu efterat være afsleben tjener til samme brug som før. Foruden disse sager fantes ved udgravningen følgende ting: 1) en liden metalklokke (C 1252) af net arbejde, 2 tommer høj og 1 1/3 vid; 2) et slags kors af sink (C 1253), 2 tommer langt over armene, i form af et menneskebillede med perlekrans om halsen, skjegg og kronet hoved, maaske et beslag; 3) flere stykker metalbeslag (C 1254), tildels, som det synes, af spenningen til en bog; 4) stykker af vinduesglas (C 1255 og 1821) af blaa, rød, grøn og gul farve med indbrente forsiringer (masverk) i spidsbuet stil, og de overnnævnte glaserede fliser (C 1257 og 1820) af tegl, 4 ½ tomme i firkant, 8 linjer tykke, af rød farve med indbrente gule forsiringer; disse gulvfliser og de nævnte levninger af glasmaleri fra middelalderen er de eneste af det slags, som hidtil ere fundne her i landet; 5) en fjerdedel af en stenkugle, 2 ½ tomme i tvermaal (C 1256), forsiret med fine slygninger; 6) en spiseske (C 1399) af sølv, 4 tommer lang med rundt fladt blad og kort skaft med et bladforsiret kapitel i enden; 7) 2 messingbeslag (C 1822), det ene rundt, det andet rosedannet; 8) 2 jernnøgler (C 1823), den ene med ualmindelig formet skjegg; 9) 2 birhaner af kobber, stykker

(28)

af jern og kobber, deriblandt et bidselmundbid, en kniv, en pil, en spore (C 1824); 10) et cirkelrundt spadeblad (C 1799) af jern, 8 ¼ tomme i tvermaal med fal for skaftet. Til Museet for Nordiske oldsager i Kjøbenhavn indkom der i gave 1850,[2] ligeledes fundne ved klosterets udgravning: 1) den nederste del af et uglasseret lerkar, dannet paa skive og indeholdende en hentørret hvidagtig substans, et slags plaster, der allerede var kjent af Celsus († før 50 efter Kristus) og sammensat af bly, olje og lidt potaske, hvilken sidste dog formedes at hidrøre fra blyets uddrivning af ertsen; det fantes i en liden nische i en mur; 2) et drejet benskaft, hvorved sidde levninger af jern; og 3) en en (sic!) glasseret gulvflise af rødbrun farve med en indbrent staaende gul løve, saaledes som man finner dette dyr fremstillet i det 14de hundredaar.

Aaslo. Af bygninger fra middelalderen er der nu neppe nogen anden levning over jorden, end endel af kjellerne i den nuværende bispegaard, som tilforn var et kloster for prædikerbrødre,[3] stiftet omtrent 1230, og Hospitalet, hvis ældste del er en rest af minoriternes kloster, stiftet omtrent 1291.[4] – Mariekirken var maaske paabegynt af Harald Haardraade († 1066), men nævnes i sagaerne først 1196, blev 1296-1299 kollegiatkirke og noget senere det andet af de 14 kongelige kapeller. Dens skrudhus (sakristi) omtales 1321.[5] Foruden højalteret nævnes: 1) 1402[6] korsets alter under koret, hvoraf maaske kan sluttes, at kirken havde krypte, 2) 1424[7] Birgitte alter, 3) 1463[8] Maries alter ”ude paa gulvet i kirken”, 4) 1475[9] Maries

(29)

alter under koret, 5) Catharinæ, 6) Laurentii, 7) Olafs, 8) Dorotheæ, 9) Store St. Annæ og 10) Lille St. Annæ.[10] Ifølge et utrykt brev af 9/7 1542 (i Danske Geheimeark.) var kirken saare forfallen og kunde ej istandsættes, og 1598 stod der ifølge Jens Nielssøns optegnelser kun ”et stykke af muren igjen”. Den laa tæt ved Kongsgaarden paa Øren, søndenfor den nuværende Strandgade. I kirken vare af kongelige personer begravne: den Rygiske konge Vitslav foran højalteret († 29/12 1302), Haakon V († 8/5 1319) og Haakong VI († 1380). Ifølge Haakon Vs testament af 1312-1319[11] var der i kirken et relikviebord (tabula reliqviarum), som ogsaa nævnes og noget nærmere beskrives i en fortegnelse over kirkens løsøre. Denne fortegnelse[12] lyder væsentlig saaledes: Disse efterskrevne klenodier ere tilstede til Mariekirken udi Aaslo udi eders naade rige Norige: 1) en fod til det store kors, ”oppaa 5 mark sølv og 1 ½ pund oppaa en bismer”; 2) et stort højt kors, alt beslaget med Ungarsk gull og besat med lapidibus pretiosis (kostbare stene), som er ikke magen til udi Nirgie; 3) 2 engle, som stande paa en fod og ere forgylte, tenentes partem spinæ coronæ domini (holdende en del af herrens tornekrone) og veje 1 bismerpund, mer og ikke mindre; 4 imago Sti. Ludovici regis Franciæ (Ludvig den hellige, kongen af

(30)

Frankriges, billede), forgylt,[13] ”alne højt” og vejer 8 eller 10 mark sølv; 5) imago St. Erici, regis Sveciæ, forgylt, paa 8 mark sølv; 6) en stor kalk af Ungarsk gull, omtrent ”5 mark oppaa en bismer”, med paten af gull; 7) et bord, beslaget med sølv, 5 alen langt og 1 alen bredt, og besat med relikvier (det samme, som ovenfor er berørt); 8) en forgylt kalk paa 60 lod, med paten; 9) en liden kalk paa 30 lod sølv; 10) ”lod jeg Hans Arildssøn sønderslaa en gammel brudden kalk paa 35 lod og 60 lod sølv, efter mester Hans Mules befaling, til at kjøbe fetalje for og tømmer til kirkens behov”; 11) 2 røgelsekar paa 70 lod; 12) et stort røgelsekar paa 60 lod; 13) 2 smaa kors, forgylte, paa 80 lod; 14) 4 smaa sølvkroner, forgylte, paa ½ pund, og den fjerde stander til pant for 10 eller 12 tylfter sagbord, 12 alen lange, til kirkens behov; 15) en stor bratse (spenne) forgylt, paa 40 lod; 16) en liden bratse paa 6 lod; 17) 2 bratser, som ere gjorte udi England, paa 40 lod sølv; 18) to smaa bratser udi korkaaber, med perler besatte, paa 10 eller 12 lod; 19) 2 store hvide ”skaller” (skaaler?) med sølv beslagne og forgylte, paa 70 lod; 20) en brun ”skallig”, beslagen med sølv forgylt, paa 30 lod; 21) et andet højt helligdomskar fogylt, paa 60 lod; 22) et lidet højt kar uforgylt, paa 60 lod; 23) 2 eller 3 andre helligdomskar, med sølv beslagne; 24) en stor dejlig monstrans, forgylt, som er til højalteret, paa 1 pund; 25) 2 andre smaa monstranser, som vare til de altere, der afbrente, vejede hos 16 mark sølv; 26) 10 eller 12 bøger, beslagne med sølv, forgylt og besat med gemmis (edelstene) og margaritis (perler); 27) ”forvarede jeg alle kirkens klæder, som ere til højalteret, som ere korkaaber af gyllenstykke og fløjl, item alterklæder og messeklæder”, som der ikke er mage til i Norige; 28) ”ere alle Mariekirkens breve, som ere paa hennes gods, tilstede og andre breve, som eders naade og Noriges krone magt paaligger” 29) ”alle disse forskrevne klenodier bevarede jeg Hans Arildssøn paa eders

(31)

naades vegne og Noriges krones bedste 2 dage førend de Svenske og Lybske kom til Aaslo og førte dem til eders naades slot Akershus.” – Hallvardskirken var kathedralkirke i Aaslo biskopsdømme og viet til den kanoniserede Hallvard Vebjørnssøn, Olaf den helliges mostersøn, som druknede i Dramselven 1042-1055 og var bisat i et pregtigt skrin paa højalteret. Kirken nævnes først 1130, brente 1137 og 21/2 1567, var ifølge et utrykt kongebrev af 28/7 1608 (i Rigsark.) ”aldeles forfallen baade paa tag og i andre maader”, brente atter 27/5 1624, blev dernæst tillige sognekirke for Akers prestegjeld, var ifølge dets regnskab for 1627 paa grund af branden ganske forfallen og fik da en større istandsættelse, som ifølge et utrykt kongebrev af 29/7 1632 (i Rigsark.) endnu ej var fullført, var endnu 1654 i brug,[14] men maa kort tiden efter være opgiven, da man ifølge kongebrev af 9/3 1667[15] begynte at nedbryde dens mure, for at bruge stenen paa Akershus. Endnu 1680 stod en stor del af murene, men 1715 vare de for det meste nedrevne,[16] dog sees endnu paa en tegning af Kristiania i 1745[17] en levning af kirken; men 1779-81 lod Ladegaardens ejer, generalmajor Sehested, nedbryde alt hvad der stod igjen over jorden og bruge stenene til istandsættelse af vejen mellem Aaslo og Kristiania. Kirken var udentvil opført af firhugne stene og havde sansynligvis kun ét taarn, som omtales i sagaerne ved 1218, rimeligvis var den dannet efter basilikaernes mønster, saaledes at den ved pillerader i midten var delt i to lavere sideskibe og et højere mellemskib; det sidste kan ogsaa sluttes deraf, at det nedenomtalte Jatmundsalter siges at ligge i ”søndre vinge”, Nikolausalteret i ”venstre omgang”, og at der i den ved kongebrev af 1608 fastsatte taxt for begravelser i kirken blandt andet omtales koret, det midterste gulv og vingerne.

(32)

Som et slags trofæ var der i nogen tid, endnu 1505,[18] festet et par Grønlandske skinnbaade over kirkens vestre indgang. Af kongesagaerne sees, at der 1240 fra biskopens kastel gik en gang, opført af træ, formodentlig paa en stilmæssig maade af stavverk, ”op i kirken”, det vil sige til dens loft eller taarn; denne gang blev nedreven under den da stedfinnende kamp. Sakristiet nævnes først 1327 i en indberetning fra den pavelige tiendesamler Peter Gervasius, og i et brev af 1503[19] omtales, at biskopen og korbrødrene foretoge et mageskifte ”in capitulo i sakerstiet”. Heraf maa man slutte, at der ved kirken ej fantes noget eget kapitelhus; thi naar biskop Jens Nielssøn i sine optegnelser siger, at han 1586 i Kjøbenhavn blev ordineret til biskop, efterat hans formand 29 Juli samme aar havde resigneret ”in exedraseu domu capitulari Asloiæ”, saa menes dermed utvilsomt sakristiet, som her i landet efter reformationen næsten altid blev kallet kapitlet.[20] Af et utrykt brev, dateret 21/2 1494 (i D. Geheimeark.), sees, at biskopen i kirken havde sit eget kapell, hvori der den dag blev afgjort en sag. Det ovennævnte St. Hallvards skrin omtales i sagaerne først 1138, da Thjøstulf Aalessøn midlertidig førte det til Romerike, og var endnu tilstede ifølge et utrykt brev, dateret Throndhjem 6/11 1532 (Münchn. saml. i Rigsark. perg. no. 101), hvori Jacob Schult, myntmester sammesteds, vidner, at han af kong Kristiern, da denne senest var i Aaslo, blev kallet did og efter hans anmodning, sammen med nogle andre, prøvede ”det sølv, hvormed St. Hallvards skrin var beslaget”, som han fant at være 15-lødigt. Ifølge den røde Bog havde kirken ved slutningen af 14de hundredaar følgende altere: 1) Helgeaands (stiftet før 1370, da prest Ulf Olafssøn gjorde gave dertil), 2) Kross (Korsets, stiftet før 1330, da hr.

(33)

Bjarne Audunssøn nævnes blandt dets givere), 3) Marias indre (stiftet før 1362, D. Norv. IV. no. 433), 4) Marias ude paa gulvet (stiftet før 1302, da den strax nedenfor nævnte Lødver Svarte var blandt dets givere), 5) Mikaels, 6) Peters (stiftet af Lødver Svarte før 1302, D. N. II, no. 65, kalledes senere Jons eller Johannes døberens, D. N. IV. no. 324), 7) Andreas (stiftet af en Thord Eirikssøn), 8) Sebastians (stiftet før 1349, D. N. II. no. 298, jfr. IV. no. 348), 9) Edmunds (Jatmunds, stiftet af biskop Jon 1373-1385, laa i søndre vinge, D. N. IV. no. 565 og 567), 10) Hallvards (formodentlig højalteret og ligesaa gammelt som kirken, i alle fald ældre end 1352, da biskop Salamon var blandt dets givere), 11) Antons (stiftet 1316 af biskop Helge, D. N. IV. no. 115, men af biskop Eystein 1385-1401 givet en anden plads i kirken, og dernæst, som det synes, af ham viet til Anton, Theobald og Maria Magdalena), 12) Nikolaus (laa ifølge D. N. II. no. 75 i ”ambitu sinistro” d. e. vestre eller nordre sideskib, 13) Margretes (stiftet før 1329, D. N. II. no. 167), 14) Hellig Legems (stiftet omtrent 1390, D. N. II. no. 726, stod ved kordørene), 15) Sjele (inde ved stuken og ifølge D. N. III. no 613 nordenfor Andreas alteret). Blandt disse altere var vel det, som ifølge et brev af 6/3 1388 skulde stiftes (F. N. I. no. 510) for de 100 mark sølv, dronning Margrete gav kirken. Foruden de opregnede altere nævnes endnu følgende, som, forsaavidt det ikke sees, maatte være stiftede efter den røde bogs forfattelsestid: Olafs (i Aslak Bolts brev af 26/8 1435, Barthol. III. 838-841), Bartholomæi & Barbaræ (stiftet 1461 af hr. Hartvik Krumedike, D. N. II. no. 838), Annæ (1503, Topogr. Journ. XVII. 73), Helge Løsens (i brev af 21/7 1541, i D. Geheimeark., mon det samme som Hellig Legems?), Salvatoris (Frelserens), vor Frue tiders i stuken (formodentlig det samme som et af de ovennævnte Mariealtere), Militum, Laurentii og Marie Magdalenas.[21] Af kroninger foregik der i denne kirke

(34)

kun to, nemlig Kristofer af Bayerns 1442 og Kristiern IIs 1514. Af der begravne kongelige personer og andre merkelige mænd kjennes følgende: Sigurd Jorsalafarer († 1130), Magnus blinde († 12/11 1139), Inge Haraldssøn († 4/2 1161), Haakon unge († 5/5 1257), som alle bleve indlagte i veggen paa sydsiden ”udenfor”, det vil sige: nedenfor, koret, Orm Ivarssøn kongebroder († 1184), Filippus baglerkonges broder Andres Simonssøn († 1217), biskop Jon[22] († 1385) og biskop Frants Berg (ifølge biskop Jens Nielssøns optegn. begraven 5/11 1591 ved prædikestolen). Ifølge Ulr. Fred. Gyldenløves forslag og anmodning blev der til ham udfærdiget et brev af 23/7 1674 (koncept i Rigsark.), hvorved kongen gav sit samtykke til, at han paa en klippe paa Hovedøen lod opsætte et stenkapel, takt med bly eller kobber, ”hvorudi de i den øde Aaslo kirke forefundne fire Norske kongers ben kan henlægges og forvares under den beskjermelse, at saafremt nogen sig skulde understaa samme kapell at berøve eller skade, de da, ligesom det paa en kirke kunde være begaaet, derfor tilbørligen straffes og til rette stande skal.” Men der er ingen grunn til at formode, at dette kapel kom istand. Ved en gravning, som foretoges i kirkens grunnvoll 1809-10 skal man have fundet blandt andet endel ben og en hovedskalle, som blev bragt til Kjøbenhavn, hvor den nu er i det Nordiske Museums samling og, uvist med hvad grunn, fremvises som Sigurd Jorsalafarers. Ved opførelsen af et fattighus i høsten 1823 i nærheden af bispegaarden brugte man stene af kirken, som fantes under jorden.[23] Omtrent paa samme sted blev før 1829 funden et stenbillede (C 283), forestillende en mand, som sidder paa en stol med bredt rygstød, i fodsid kappe, hængende over venstre skulder og indhyllende det venstre ben fra knæet af, og med belte om livet; stolen, stillingen og dragten lig dem, som sees paa de Norske

(35)

kongers segl. Nogen sikrere formodning om kirkens plads fremkom først i Oktober 1861, da man nedlagde vandrør gjennem St. Hallvardsstræde; ligeudfor trappen af det hus, som ligger paa hjørnet af strædet, traf man nemlig en østvest gaaende grunnvollsmur og ligeløbende med denne en anden, omtrent 60 alen længer mod nord eller omtrent 40 alen søndenfor vandposten; murene vare sterkt kalksatte og saa harde, at de eller rettere den sydligste kun ved hjelp af minering kunde gjennembrydes: mellem murene fantes paa det strøg, som for øjemedets skyld gjennemgroves, omtrent 1 alen i brede, mange levninger af ben og tildels uforstyrrede ligkister. Ere disse mure, som tydelig saaes at fortsætte sig til begge sider, levninger af Hallvardskirken, hvad der synes rimeligt, saa kan de dog paa grund af den store afstand mellem dem ej antages at være ydermurene af det egentlige langhus, men derimod nordre og søndre mur af et tverskib, som kirken i saa fall maa have haft. – Biskopsgaarden, det vil sige den oprinnelige, maa sansynligvis have ligget tæt søndenfor Hallvardskirken og omtales først 1240, da der, som oven anført, imellem dens kastel (taarn) og kirken var en lukket gang. Ifølge kongebrev af 27/10 1537 (D. N. III) maa af de gaarden tilhørende bygninger ”det store taarn og det stenhus op dertil” være blevne staaende endnu nogen tid, medens de andre dele bleve nedbrudte. – Ved brev af 27/5 1290 (D. N. II) bortgav hertug Haakon en tomt, som laa øster paa lykkerne i Aaslo og nordenfor hans ”teglhus”, hvorved maa menes enten et teglbrænderi eller en bygning opført af tegl. - Nonneseter[24], stiftet noget før 1150, var af sten og laa sansynligvis paa Aakeberg (Valkaberg), hvor man ved grunnens rydning for bodsfengslet 1846 foruden to gamle kanoner fant en spydspids, en stigbøjle, en nøgel, et stykke af en laas og en kniv, samt et beslag, alt af jern, desuden en liden lerpotte, stykker af 2 glasserede stentøjsskaaler, et lidet menneskehoved og et sirat, begge af glasseret

(36)

ler (C 1321-1323). – I Aaslo er endvidere funden i jorden følgende ting: 5 mynter af Haakon V eller VI;[25] - 1842 2 gamle jernnøgler, den ene af usedvanlig form, den anden med spor af kobber- eller messingbelæg (C 1073, 1074); - paa Ladegaardens grunn før 1830 en spore og en dolk af jern (C 313, 314) fra middelalderens seneste tid, om ikke yngre; - før 1840 en sølvlænke (C 955) med massive langagtig firkantede led, og ved en ring forbunden med en krog, det hele 16 tommer langt; - 1852 et lidet billede af bly (C 1830) med ophøjet gjennembrudt arbeide, forestillende en helgen med en bog, og med indskrift af smaa bogstaver i indfatningen: Ave Maria sanctissima; - 1859 i gaardens have en rund stenskive, 1 tomme i tvermaal, en haandkvern, en skaalformet sten (fodstykke af et vievandskar?), stykker af arkitektoniske ornamenter af klæbersten og gurtstene af tegl til en hvelving (C 2297-2306); - 1860 en øx eller hammer af graasten og en flad afrundet sten med hul igjennem, maaske kljaasten (C 2494, 2495); - i samme aar en aattekantet sten af tegl med et hul i den ene kant (C 2515). – Endelig blev paa Kampen før 1829 funden, sansynligvis i gravhaug, 2 øxeblade, et sverd, 2 runde midtplader af skjolde og en sax, alt af jern (C 109-114).

---

[1] Jfr. Langes Klosterhist. s. 401 ff.

[2] Antikv. Tidskr. f. 1849-1851, s. 120.

[3] Se Langes Klosterhist. 427, 435-437, 552.

[4] Sammesteds.

[5] D. Norv. V. no. 66.

[6] Smsts. IV. no. 724.

[7] Smsts. V. no. 568.

[8] Smsts. IV. no. 954.

[9] Smsts. V. no. 896.

[10] De 6 sidste træffes ikke i diplomer, men i Aaslo kapitels kopibog af 1601 (i Rigsark.), hvori der ogsaa nævnes et Frue alter i nordre kor, som vel maa være et af de ovenanførte Mariealtere. Desuden omtales et Svennealter, som det synes i Mariekirken.

[11] D.N. IV. 122.

[12] Münchner Samling (i Rigsark.) pap. 4to 3924. Paa omslaget er skrevet: ”Register paa nogle klenodier udi Norige udi Aaslo domkirke anno mdxxv fanget (givet) kgl. majest. (Kristiern II) udi Lire.” Enten er ”Aaslo domkirke” en skrivfejl for Mariekirken, eller saa maa sagerne have været bevarede i domkirken, efterat de tilforn, som nedenfor vil sees, vare førte fra Mariekirken til Akershus. Fortegnelsen maa være forfattet før 1521, eftersom Hans Mule kun kalles mester, medens han i nysnævnte aar, som bekjent, blev biskop i Aaslo. Den er, som det vil sees, stilet til kongen.

[13] Her maa være glemt et tal.

[14] N. Stift. II. 744.

[15] N. Samli. I. 649.

[16] Ramus Norg. Beskriv. s. 36.

[17] paa Universitetsbibliotheket.

[18] Se Olaus Magnus de gentib. Septentrion. 1555 lib. II. cap. IX. p. 68, jfr. Grønlands hist. Mindesm. III. 464.

[19] Topogr. Journ. XVII. 73.

[20] Jfr. N. Mag. I. 202.

[21] De 6 sidste omtales i den foran s. 30 note 1 nævnte kapitelsbog (her: note 40).

[22] Hans ligsten med indskrift i Latinske vers er afbildet i Sjøborgs Saml. f. Nord. Fornälsk. I. 131.

[23] Debes i Univrs. Bibl. mskr. 4to. 516 fasc. 1.

[24] Langes Klosterhist. 424, 435 f.

[25] Schives Norske Mynter s. 102.