SMAALENENES AMT.
IDD prstgjld., Idd sogn. I kirken en døbefont af klæbersten (tegning i Aarsberetn. f. 1855 pl. IX). – Paa Iddesletten funden før 1832 en spydodd af flint (C 470), og paa Haukebø samme aar en halvcirkelformet benkam (C 538). – I 1792 var der paa Solberg en stor rund gravhaug, paa Nordby nær gaardens huse en lignende, som ejeren agtede at udgrave, paa Stumberg, ogsaa nær husene, en af samme slags, og paa Store Giming 9 saadanne, den ene med en opreist sten i nordre kant, og tæt derved 3 større hauger, hvoraf 2 runde og en langhaug, med bautasten ved nordre side; en fjerdingvej sydsydvest for Fredrikssten paa et højt fjell tæt ved Iddefjorden laa en stor rund stenrøs med et aabent rum i midten. – Paa Ødeberg funden 1849 en del af et gullsmykke (C 1558), sansynligvis en spenne, randen af fint arbejde, pladen med paaloddede slyngninger, - og 1859 en sleben øxehammer af sten (C 2337).
Eningdal sogn. I kirken en døbefont af klæbersten (tegn. i Aarsberetn. f. 1855 pl. IX). Sognet havde 1792 kun faa gravhauger; nær kirken paa østre side af elven var der nogle jord- og stenhauger, hvoraf dog især en langagtig, 200 skridt i omkreds, syntes dannet af søen. – I sydost for Berby paa Kirkefjellet, nær Rørsvandet, laa 3 stenrøser.
(1)
Endnu 1792 vare næsten alle bondehuse i prestegjeldet kun paa et stokverk, med to mindre rum, forstue og kleve eller kove, og en større stue, dog med loft over, men forresten med samme indretning, som endnu i fjellbygderne, nemlig med peis i det ene hjørne, frem- og kraaskab, langbenk og højsæde.
FREDRIKSHALD. Paa Os kirkegaard, byens almindelige gravplads, funden 1859 en oval ring af sølv (C 2409), størst tvermaal 3 tommer, dannet af en sammenbøjet firesidet stang, rimeligvis en af de gamle betalingsringe. – Ved Fredrikssten funden i eller før 1838 under nogle stene 2 spydodder og 3 halvcirkeldannede knive, alt af flint (C 827, 828); byfoged Saxlund, som undersøgte stedet flere aar senere, fant, at det havde stor lighed med det sted paa Mortensnes ved Vadsø i Finmarken, hvor et fund blev gjort. Paa begge steder var der imod en fjellvegg ved hjelp af nogle tilsatte løse stene dannet et slags gravkammer, hvori sagerne laa.
BERG p., Berg s. Kirken (tegnet 1861) af graasten med hjørner af klæbersten, sedvanlig form, rundbuede aabninger, følgelig ældre end 1200. – Paa Søndre Hjelmungen var der 1792 tæt ved den ”nye Kongevej,” nogle hundrede skridt fra Rosneskilen, en rund gravhaug, kallet Hjellhaug, over 300 skridt i omkreds, med spor af udgravning paa flere steder; - og nær husmandspladsen Lund ved Lundestad følgende minnesmerker: 1) en 6 alen høj bautasten; 2) 100 skridt lige i syd derfor 2 koncentriske kredse, omgivne af opreiste stene, den yderste kreds 14 alen i tvermaal, den inderste 10 alen og i dens midte en nedsunken stenhob, tæt udenfor kredsene en ”ved kunst” (?) dannet dam, 20 alen lang og 10 bred; 3) nogle skridt fra no. 2 en mindre enkelt kreds med ikke fullt saa store stene og omringet af en hob gravhauger, alle af mindre slags, med undtagelse af en, 60 skridt i øst fra no. 2, og 2 andre henved, 500 skridt i nordvest derfor, en paa hver side af kongevejen, men hvoraf
(2)
dog den ene i samme aar blev brugt til vejfyll; 4) omtrent 1000 skridt fra no. 2 3 store stenrøser, liggende i næsten ben linje, saaledes at der fra den mellemste eller største var 60 eller 120 alen til hver af de andre. – I samme aar laa der nordenfor Huseby paa et strøg af nogle faa 100 skridt i længde og brede en hel mængde gravhauger, desuden vare mange saadanne borttagne nogle aar i forvejen, da pladsen indrettedes til exercerplads, uden at noget skulde være fundet; ved østre side af gravhaugene var der en rund kreds, 13 alen i tvermaal, omsat med indtil 1 ¾ alen høje stene, hvoraf dog flere vare borttagne og kun 11 igjen; 3, 4 skridt i vest for hin kreds var der en mindre af samme slags. Udentvil havde der engang været flere saadanne kredse, da det maa være til dette sted biskop Jens Nielssøn sigter, naar han i sin visitasbog ved 23 Apr. 1594 siger, ”at han drog fra Bergs kirke forbi en rugbraate paa gaarden Huseby, saa derfra i vest 3 pileskud til en plads, kallet mosten Thinghaug i Ingedals len, en fjerding fra Berg, paa hvilken plads der staar en hob stene udi krinser, og er der 4 eller 5 krinser, hver saa stor som en stue, og havde vi dem paa højre haand, derfra 4,5 pileskud i nordvest til Hjelmunger aa.”
Asak s. Den oprinnelige kirke maa have været en stavebygning, da den ifølge nysnævnte visitasbog ved 21 Aptil 1594 var ”en affeld trækirke, liggende i nordost for Bergs kirke, i hvilken (nemlig Asaks) der gjøres tjeneste hver tredje søndag.” – Paa Hveden var der 1792 omtrent 900 skridt nordenfor gaarden, i nærheden af den gamle og da tildels endnu brugelige vej, midt i skoven 2 store runde hauger og omtrent 200 skridt sydost for disse 3 ej fullt saa store. – Paa Nordby funden i gravhaug før eller i 1849 en uglasseret urne af brent ler med raa stribeforsiringer, stykker af jern og andet metal, samt perler af glas eller brent ler og af forskjellig form, med spor af at have været i ilden (C 1504, 1505).
Rokke s. Kirken af sten og sedvanlig form uden noget merkeligt ved sig. I nærheden af kirken var der 1792 en
(3)
mængde gravhauger, saaledes omtrent 200 skridt nordvest for kirken 2 runde, 100 skridt sydost for kirken 2 lignende, og 80 skridt i samme retning fra de sidste endvidere 2 nær hinanden, den ene rund, den anden en langhaug, desuden inde i skoven en stor mængde større og mindre i klynge.
AREMARK p., Aremark s. Den gamle kirke, indviet til Laurentius 1 Juli, af sten med rundbuede aabninger og sedvanlig form, uden noget merkeligt ved sig, blev nedtagen 1861.
SKJÆBERG p., Skjæberg s. Kirken (tegnet 1861) af graasten og sedvanlig form, med spidsbuet udgang mod vest, har en gammel døbefont af klæbersten med udhuggede figurer (ligeledes tegnet). Efter en visitas i kirken 16 Juli 1597 paaminte biskop Jens Nielssøn sognepresten om, at ”han skulde lade nedtage en liden klokke, som hang i koret, med hvilken de pleje ringe, naar sakramentets ord læses for alteret, og forvare den og den ikke længer bruges saaledes.” I kirken findes 2 runeindskrifter, den ene paa en firhuggen sten i søndre mur, som Arndt læste saaledes: Þetta hus er vigd drottini varom ok modur hans Maria ok Petre postola (dette hus er viet til vor herre, hans moder Maria og apostelen Peter), den anden i sydøstre hjørne paa en lang graasten, som Arndt læste saaledes: Steinn Þenna gerdi Botolf steinmeistari (denne sten gjorde Botolf stenmester). Paa Hafslund funden før 1829 en øx af sten (C 67). – Paa Børgen, omtrent en halv fjerdingvej fra Hafslund, opdagedes 1851 paa et sted, hvor der nys før havde staaet et skur, endel helleristninger, forestillende 12 skibsfigurer (tegn i Aarsberetn. f. 1855 pl. I). – Imellem sydenden af Isesø og Thvetervand er der nogle store stenrøser. – Desuden skal der paa enkelte andre steder i sognet være gravhauger.
BORGE p., Borge s. Kirken er af sten, ældre end 1200, men aldeles simpel og af sedvanlig form, blev nedtagen 1860. I
(4)
en gravhaug ved kirken fandtes før 1825 ”et sirat”, som udgjorde no. 37 i generaladjutant Holcks antikvitetssamling, men ikke medfulgte, da denne samling blev overdragen til Bergens Museum. Holck siger i sin katalog, at stykket, som det syntes, var af messing og forestillede en mand og kvinne i omarmende stilling, manden med hjelm eller stridshue paa hovedet. Holck fandt det ikke rimeligt, at stykket havde været skaft paa en kniv, og tilføjer, at et lignende tilforn var funden i en gravhaug i Sandsverv ved Kongsberg. – Under Kviberg (Vedraberg) har der paa Storhaugen staaet i en rad fra syd til nord 7 opreiste stene, hvoraf nu kun 5 ere tilbage, og omtrent 300 alen længer i nord ligeledes en rad i samme retning af 5 lignende stene, hvoraf kun 2 ere tilbage og deraf den ene nedfallen. – Ved gaarden Visten (Vésteinn), ved Glommen kort nedenfor Sandesund, var der ifølge Klüwer 1823 paa en bakke nogle gravhauger, og ved en af dem stod en 6 alen høj bautasten.
Holms s. Kirken (grunnrids i Foreningens arkiv) blev nedtagen 1859, var ældre end 1200, af tugtet graasten og sedvanlig form, aldeles simpel, dog var der paa sydsiden af koret som kapitellister ved døraabningen to stene (C 2445, 2446), hvoraf den højre har slyngforsiringer, den venstre derimod følgende runeskrift: auk Atla til afla(g)s synda auk sialfum ser auk alu (allu, øllu) kistn (kristni) folki; i tanken maa vel her, som hos Arndt, sættes gudi til dyrdar foran, saaledes at det oversættes: gud til ære (blev denne kirke reist?) og til synders forlandelse for Atle og alt kristent folk. – Ved siden af porten paa Thorse (Thorshof) finnes 2 runde stene med runeskrift, hvoraf den ene ifølge P. Alfsens beretning af 1627 dengang var paa Holm. Indskriften paa stenen ved venstre side af porten blev i 1805 af Arndt læst saaledes: Niculas Atlasun gerdi runar a morgom hall (Nikluas Atlessøn gjorde runer paa
(5)
mangen sten), idet han deraf slutter, uvist med hvad grunn, at denne mand udførte kirkens bygning. Indskriften paa den anden sten eller den, som før var paa Holm, læste han: Aslastr (Aslakr?) gerdi mik, runar ek reist auk radna stafa ver, hvilket han oversatte saaledes: Aslast gjorde mig, runer hugg jeg og tydelige bogstaver vi. Han tilføjer ”denne runesten er ganske særskilt fra den forrige. Paaskriften synes ej at have nogen mærkelig hensigt, men merkelig er dens poetiske indretning, som foruden denne kun finnes paa en eneste hidtil opdaget sten i Norge, begge to lige merkelige at forklare.”
RAKKESTAD p., Rakkestad s. Kirken er af sten, indviet til Marie paa Agates dag, 5 Februar. Ikke langt fra kirken stod for nogle aar siden en gammel laftebygning med tømrede senger langs veggen. – Paa Bergenhus (Birkenes) funden en kile af flint (B 191), tilsleben paa bredsiderne. – Paa Gjølstad funden i gravhaug før 1829 en gjennemboret hul kugle (C 75), 1 tomme i tvermaal, sterkt forgylt, med indrissede striber, som ved overskjeringspunkterne have stjerner; i samme retning som gjennemboringen et belte, hvori sees dyrkredsens figurer; - paa samme gaard blev 1860 funden en armring af sølv (C 2550), gjort af to sammensnoede og i enderne sammenknyttede stenger med en tvunnen sølvtraad imellem; - paa Nordre Østby 1838 i gravhaug stykker af to redekamme, en aflang terning og 5 halvkugledannede brikker, alt af ben, en knap og en perle af sten, en brynesten, stykker af en messingkjedel, af en grovt udskaaren steenskaal og af forskjellige sager af jern, deriblandt et sverd, samt levninger af træ og brente ben (C 797-804).
(6)
Degrenes s. Kriken er af graasten.
SKIPTHVET p. Kirken, ældre end 1200, viet 28 November til Maria, af graasten og sedvanlig form, men aldeles simpel, brente i Mai 1762 og blev dernæst istandsat, saa at hele søndre side opbyggedes paanyt. – I prestegjeldet blev i lang tid opbevaret en hjelm af jern (C 84), som udentvivl var funden i jorden.
SPYDEBERG p. ”De stendynger, siger Wilse i 1790, som finnes i prestegjeldet paa jordbakkerne i det lave, synes at være opsamlede af ager og eng til disse rensning, ere alle belagte med jord samt bevoxne med græs og træer, derimod ere de større paa bakker, for exempel ved Hauger (i hovedsognet), men endmere paa fjellene, f. ex. de 2 paa Lysefjellet, nok begravelser; af disse har jeg aabnet den ene, og da fant det midterste i en firkant indfattet med større kantede stene, og siges, at der skal være funden en jernbeslagen kiste.” – ”Her er mangesteds især i dette og Enebak sogn levninger af de ældre tiders befestninger eller rettere retranchemens og brystværn af løse stene, hvor de som et værn og tilflugt brugte klipper ej have været steile nok; saaledes findes nogle her paa Slotsaasen, Muredaasen og paa Romskollen.” – I Spydeberg sogn (prestegjeld?) var der ifølge samme forfatter endnu 1780 et snes bondehuse paa et stokverk med sperreloft.
Spydeberg s. Kirken er af sten, indviet til Margrete. – Nordost for Prestegaarden stod der 1780 i en rad en stor opreist sten og nogle mindre, som Wilse tvilede paa vare oldtidsminnesmerker, dog alene af den grunn, at flere af dem vare større, end at de kunde flyttes med bare menneskehænder. – Paa Molle funden 1860 en øx af sten (C 2586); - og paa Bøler før eller i 1858 en sverdknap af messing, fra kristelig middelalder (C 2197).
Hofvin s. Ved kirken var der 1780 en stor opreist sten, sansynligvis en bautasten.
(7)
Heli s. Kirken er af træ og var oprinnelig en gave- eller lovekirke.
ASKIM p. Kirken er af sten, viet til Marie paa Agates dag, 5 Februar. – Ifølge Wilse var der 179 paa Haraldstad 2 store gravhauger, en ved hver side af landevejen, men oppløjede til agre; - og paa Oraug en lignende gammel træbygning paa to stokverk som den paa Langseter i Thrykstad.
THRYKSTAD p., Thrykstad s. Kirken er af graasten og viet til Olaf paa Maurus abbeds dag, 15 Januar. – paa Søndre Langseter blev 1707 funden et menneskebenrad, et stort sverd og et glas samt perler og en gullring, hvilke sager eller nogle af dem ifølge en indberetning af 1743 bleve nedsendte til kunstkammeret i Kjøbenhavn. Hertil er det vel Gjellebøl 1771 sigter, naar han i sin Hølands beskrivelse s. 10 siger, at der paa gaarden tilforn havde været to gravhauger, hvoraf der i den ene skulde være funden ikke alene kostbare ting men ”og ting af en besyndelig størrelse; hvad det var for rariteter, har jeg ikke kunnet faa vide, men saameget skal være vist, at sagernes verdi skal være delt mellem kongen, ejeren af gaarden og finneren;” i den anden haug var der ofte gravet, uden at noget skulde være fundet. – I det nævnte aar stod der paa gaarden en gammel bygning af meget store kampesten, som inden i sig havde en afdeling af store tømmerstokker, som beboerne ansaa for en seng, og dette lignede den og, men var meget større end sedvanlige senge, da den holdt 4, 5 alen i længde. Imellem de øvrige smaa træhuse paa gaarden tog denne store stenbygning sig underlig ud, og brugtes til bager- og bryggerhus, uden at indretningen blev skadet, da man søgte at bevare den som et aminnelsestegn. Samtidig var der ifølge Wilse en meget gammel træ-
(8)
bygning paa to stokverk, hvoraf det øverste paa langsiderne gik 1 ½ alen udover det nederste og havde en svalgang af stavverk om sig, ligesom endnu i de østlandske stabure. Underste stokverk var ved en tømmervegg delt i to rum, hvortil dørene vare tæt ved hinanden. Gulvene bestode af hele med øx telgjede stokker, trappetrinene af trekantede stokender, nedfellede i to langstokker. Imellem stokkene i veggene var der grovt klæde istedenfor mose. Underst var en kjeller af ualmindelig tyk og høj graastensmur. Muligens stod denne eller disse bygninger i forbindelse med det hospital, som var paa gaarden.
EIDSBERG p., Eidsberg s. Kirken, indviet til Olaf, nævnes først 1236, er af tugtet graasten og sedvanlig form, men med taarn foran; i taarnmuren to hvelvede trappegange, over vestre dørbue udhugget et lidet billede af Maria med en due, og i hjørnet paa taarnet, 10 alen fra grunnvollen, et lidet menneskehoved. I 1448 blev gjort en gave til Marie og Mikaelsroden, det vil sige billeder af disse helgener. I 1791 var der endnu 2 nischer til helgenbilleder (eller altere) og et hul ved døren til vievand, desuden fantes i kirken en døbefont af klæbersten, en stor sirlig udskaaren fane- eller processionsstang, et stort beskadiget krucifix af træ og et røgelsekar af messing (nu C 655) med fodstykke og laag i form af gavler. – Ifølge Wilse var der 1791 paa Prestegaarden en urørt gravhaug, omgiven med stenlægning, og tæt søndenfor gaardens huse 4 gravhauger; ellers fantes ”her” (paa prestegaarden eller i hovedsognet?) især paa fjellgrunn flere stenrøser, som næsten alle vare udkastede. – Paa de mange gaarde med navnet Haug var der flere gravhauger og røser, især paa Østre Haug, hvor den merkeligste var den forlængst udgravne Kirkehaug i nærheden af den ovenomtalte paa
(9)
prestegaarden, og paa Melleby en noget kantet jordhaug, kallet Slottet. – Paa Huseby saaes store forskansninger i en vinkel, hvoraf den ene side gik langs Glommen, den anden langs med en evje, som stak op imod vest; nogle af vollene lignede bolverker og andre derudenfor raveliner, dog savnedes regelmæssighed, helst da de hist og her vare slettede ved plogen. Paa en liden men høj odde, som stikker derfra ud i Glommen, saaes tegn til et brystværn. Ifølge sagaerne boede Erlend paa Huseby paa denne gaard i begynnelsen af det 13de hundredaar. – Paa Lekom, ligeunder hvor nu hovedbygningen staar, var der endnu 1791 2 alen høje levninger af en gammel stenbygning, som indtil 1770 tildels havde været skjult og omgiven af en stor jordhob, og formodentlig, da kul fantes i grunnen, havde brent, som Wilse antager, i syvaarskrigen. Bygningen, hvoraf grunnrids i hans Spydebergs Beskriv. pl. 1 no. 8, var 30 al. lang og 15 al. bred med forsterkningspiler i hjørnerne, murene 1 ½ al. tykke og underrummet (kjellerne) af tugtet graasten med hjørner og døraabninger beklædte med klæbersten, men forøvrigt af store velbrente teglsten, hvortil teglverket var funden i et bakkeheld 200 skridt vestenfor. Bygningen var ved en tver- og en langmur delt i 4 lige lange men to og to ulige brede rum; midt i hvert af de to større rum stod en rund kæberstenspille af ½ al. tvermaal, som formodentlig havde støttet kjellernes hvelvede loft. Blandt teglstenene fantes nogle med profiler eller dannede som tre- eller firkløverblade. Dette viser, at bygningen vel var fra middelalderen, men dog ikke særdeles gammel, og ligesom den neppe, som Lange finner, havde lighed med stenhuset ved Grans prestegaard paa Hadeland, saaledes maatte den baade paa grunn af forsterkningspillerne i hjørnerne og de formede teglstene være yngre end nysnævnte hus. Wilse tilføjer, at man i grunnen havde fundet brente lerkugler med fine huller igjennem, maaske af paternosterbaand. – paa Valdensø (tilforn Valdinsholm) fantes
(10)
1791 ifølge Wilse levninger af graastensmure og derovenpaa i sterkt sandblandet kalk lagte teglsten; heraf sluttede han, at der havde været et værn, bygget i en uregelret aattekant af omtr. 162 skridts omfang, saaledes at de 2 sider dannedes af den indtil 24 alen høje bratte klippe. Tilforn skulde man ved lavt vand have seet levninger af mure mellem øen og Lindhollandet, og paa det sidstes høje strand saaes dengang en saa stor mængde stene, dels samlede i en røs dels adspredte, at de syntes at have tjent til grunnvoll for et endnu større virke end det førstomtalte. Som bekjent, var der paa Valdinsholm en borg, men som ikke nævnes efter det 14de hundredaar, formodentlig fordi den var nedbrudt. – Paa Musethorp blev i eller før 1841 funden et stykke af en jernspore af gammel form med firesidet pigg (C 1030), - og paa Sletner 1859 og 1860 under markarbeide i et bakkeheld følgende gullsager (C 2468-2492), som ere udførlig beskrevne og afbildede i Illustr. Nyhedsblad for 1860 og 1861: 1) randbeslag til en sverdskede, ligt det som sees hos Worsaae no. 497 (ny udgave); 2) 7 sammenheftede betalingsringe; 3) en mindre af samme slags; 4) en rund medaljon med hempe og tilloddet perlerand, paa overfladen forsiret med fint filegransarbeide og 10 indsatte stene; 5) 3 mindre af samme slags; 6) 18 runde brakteatmedaljoner, ¾-1 ½ tomme i tvermaal, 7 med dragelignende figurer, 5 med en mand til hest, 2 med et hornet dyr (hest), derover et menneskehoved og foran dettes næse en fugl, 2 med fantastiske menneskefigurer, 1 med et menneskehoved og 1 med et præg, forskjellig fra alle de andre. – Paa Slittu (Sletta) stod tilforn en kirke, kallet Thenols kirke, indviet til Peter og Paulus, hvori tjenesten ophørte omtr. ved 1560; endnu 1710 stod en stor del af murene næsten i sin fulle højde, men inden 1760 havde man benyttet stenen, ”saasom bygningen var opmuret af tegl”, dog var 1791 saameget tilbage,
(11)
at man kunde se kirkens størrelse og figur; i samme aar fantes paa gaarden Slittu dens nøgel, endel af dens ”ornamenter” og i haven sammesteds et kronet Mariebillede, 1 alen højt med Kristus paa skjødet; i 1860 skulde der paa samme gaard endnu finnes nogle ornamentstene fra kirken. – Ifølge Wilse var der i sognet før 1791 funden, hvor siges ej, ”en hammer af sortagtig fin granit, en metalpukkel, hvori det lader at edelstene har været indfattede, og et lidet stykke af et harnisk.”
Trømborg s. Den gamle kirke, viet til Laurentius, udgjør nu kor i den nyere kirke, og er af graasten, 16 al. lang, 8 al. bred og med 1 ½ al. tykke mure. Paa nærmeste gaard fantes ifølge Wilse 1791 stumper af kirkens gamle altertavle: et Mariebillede, af 1 al. højde, med Kristus paa armen, og indsat i en trekantet kasse med dør for; billederne vare indtil 1786, da de vaskedes, malede og glimrende forgyllte. – Paa Kursmose fantes i gravhaug nogle aar før 1791 en skaal af klæbersten, ½ alen i tvermaal, med 2 huller i kanten til hadd. – Paa Svenke-Raanaas var der i samme aar en sperrestue.
Herland s. I kirken var der 1791 et røgelseskar, ligt det i Eidsbergs kirke. – Paa Korterud samme aar en gammel husebygning med en større stue, som fra først af havde haft sperreloft; stuen havde paa den ene smalvegg to vinduer og paa den modsatte 2 døre, som stode tæt ved hinanden og hvoraf den ene førte til en liden kove, den anden til forstuen, som kun ved bordvegg var skilt fra koven, og hvortil udgangsdøren var i hjørnet paa husets langvegg. Dørene vare af udhugne tykke bord eller stokker og over dørens hele bredde gik der udpuklede jernbeslag, som en fortsættelse af hængslerne. Tærsklerne havde fra først af været 3 kvarter høje, og over dørene var der i en ½ alen tyk planke udhugget en bue med udskaarne lister, forsirede med indsnit i kors. Gulvene vare af tilhugne stokker, og langs stuenes 3 vegge var der for varmens skyld optømret en benk, fyllt med jord og dækket med planker til sæde. Langs den tvervegg, hvorvi vinduerne vare, havde gulvet engang været ½ alen højere
(12)
en ellers i stuen, og paa denne forhøjning stod et langt bord af 2 tykke planker paa 2 fødder af stokker, som vare lagte paa hverandre. Midt i stuen i det lavere gulv havde der været are, og den nærmeste vegg var endnu 1791 brun af røg og havde nogle brente flekker. I senere tid var gulvet forhøjet, og i hjørnet af stuen ved siden af den dør, som gik til koven, var en ”lukt skorsten siden opmuret og inde i den en meget smal bagerovn, hvoraf de Svenske i krigens tid betjente sig; men siden er den ej brugt. En kakkelovn er nu kommen dertil.”
I prestegjeldet blev i eller før 1834 i grunnen under et gammelt af svært tømmer bygget hus funden en jernkniv med træskaft (C 645), af samme form som en, der blev funden i jorden paa Hedemarken.
RØDENES p., Rødenes s. Kirken er af sten og blev 11 Februar viet til Johannes døberen, Margrete og Katharine. – Paa Enger funden 1858 en øxehammer af sten (C 2242) og paa Kamperud 1859 en øx, ligeledes af sten (C 2416).
Rømskog s. Den gamle kirke stod endnu 1792 og var en meget liden stavbygning, tækket med spon; i 1673 havde den ifølge dens regnskab svalgang rundt om.
ONSØ p. Kirken, tildes af huggen sten, har fra først af haft den sedvanlige form, uden noget merkeligt ved sig. Den har et alterskab med fløjdøre og indvendig rundbuede nischer eller kapeller, hvori udskaarne helgenfigurer, fra først af forgyllte men nu hvidtede. Dette alterskab, som antagelig er fra det 15de hundedaar, blev ifølge kallsbogen og kirkestolen i sin tid, formodentlig i slutningen af 16de hundredaar, kjøbt paa en auktion i Aaslo, og skulde tilforn have tilhørt et kloster sammesteds, hvortil det var givet af fru Gro Gyldenhorn, hvis mand Knut Knutssøn Baat blev halshuggen 1519. Omkring kirken fantes 1823 ifølge Klüwer endel smaa gravhauger, ”der tydelig sees at være oplagte paa de nøgne klipper.” – Paa Kolberg blev
(13)
fundet 1855 en halvmaanedannet sag af flint (C 2010); - og paa Kjølberg 1860 en øxehammer af sten (C 2583), fint afsleben. Hos ejeren af samme gaard forefinnes to statuer af graasten, forestillende krigere i full rustning; disse bleve i sin tid kjøbte paa en auktion i Aaslo, sansynligvis efter en af Onsø kirkes brande for at pryde den dermed, da gaardens ejer tillige ejede kirken. – Paa Amundrud blev 1832 ved grøftegraving i en bakke mellem en myr og en skov funden en 4 tommer lang flekke af flint (C 454); - og paa Ek 1843 2 uslebne kiler af flint (C 1097, 1098); paa samme gaard skal der være et par kredse, omgivne med staaende stene. – Elingaard skulde ifølge Klüwer, som gjorde undersøgelser der i 1823, have været omgivet af murede volle og 7 alens brede vaade grave i en regelmæssig firkant, omtrent 150 skridt lang mod øst og vest og 90 skridt mod nord og syd, med en bastion i hvert hjørne. Verkerne og gravene vare dengang paa mange steder dels ødelagte dels forandrede. Midt paa hver side syntes der at have været en vindebro (mod nord og syd var der dengang endnu simple broer). Midt i befestningen havde gaardens daværende ejer ved en brøndgraving fundet levninger af en stenbygning. Klüwer fant det ikke rimeligt, at stedet kunde være bleven befestet efter krudtets opfinnelse, skjønt der var bastioner af yngre slags, da det paa to kanter aldeles domineredes af nærliggende højder. Den hovedbygning, som stod 1823, var i sin helhed opført efter en brand, som indtraf 90 eller 100 aar før den tid, efter sagnet paa en Skjerthorsdag, og som foruden hovedbygningen blandt andet ogsaa fortærede en kiste med pergamentsbreve og andre dokumenter. – Paa samme gaard blev 1857 funden en kniv og en meisel, begge af flint (C 2097, 2098). – Ovenpaa bergkollerne paa Hankø traf doktor Møller († 1796) 2 store stenrøser, hvoraf den ene især var meget svær og havde saa store stene, at de ikke uden ved flere menneskers
(14)
hjelp kunde flyttes. Det viste seg tydelig, at stenene uden kalk eller ler vare opsatte i en rund mur eller hytte, som senere var nedstyrtet. I den største røs lod han i midten opløfte endel stene for at kunne se ned til bunden, hvor klippen var hel og fast, og fantes der nogle kul. Han antog derfor, at der i gamle dage havde været vagthytter, da ethvert skib, hvor det kommer fra, kan sees paa lang afstand, og man endog har udsigt lige til Fredriksværn, som ligger 6 mil derfra. Ovenpaa fjellet var der ellers ingen løse stene, men saadanne fantes 100 skridt fra røserne i bergkløfter. – I en gravhaug etsteds i prestegjeldet blev i eller før 1837 funden en spydodd og 2 knivblade, alt af jern (C 786, 787).
FREDRIKSSTAD. I nærheden af byen blev i eller før 1834 funden en gullbrakteat (C 648) uden hempe, 1 tomme i tvermaal, med paaloddet perlerand, derindenfor en bord, som det synes af kjempende drager, og i midten en slags fantastisk hest (tegning i Atlas for Nord. Oldkynd. tab. XII. no. 242 c.). – I selve byen blev før 1835 funden ved brøndgraving en gullbrakteat (C 689) med hempe, omtrent af samme størrelse som førstnævnte og ligeledes med perlerand, men i midten med et menneskehoved, en rytter med en egen hovedbedækning eller opbundet haar, foran denne et symbolsk kors og nedenunder et hornet firføddet dyr med gjord om livet, samt i randen en utydelig indskrift med Gotiske runer (tegn. paa ovennævnte sted no. 234 b.). – Paa den lille ø Isegran i Glommen ved man at befestningerne eller skanserne bleve først anlagte 1658-1659, dog er det ikke umuligt, at den med jord dækkede runddel, som er tæt ved elvebredden, idetmindste tildels kan være levning af et taarn, som sansynligvis maa have været her i det 13de hundredaar, hvor hr. Alf Erlingssøn undertiden havde sit tilhold og hvor hr. Hallkel Agmundssøn ifølge annalerne blev dræbt
(15)
1287, som det heder i Ysgrana. Efter de endnu synlige spor har der nordenfor den omtalte runddel engang været en maaske tildels ved kunst frembragt bugt eller grav ind fra Glommen, saa at taarnet for største delen har været omgivet af vand. Ifølge J. C. Berg (Univers. mskrptsaml. 4to 475 s. 24) overdrog Hans Pedersssøn Basse eller Litle til kongen ved mageskiftebrev af 25/5 1582 imod nogle af kronens ejendomme sit arvegods ”Broberg samt en ø i Glommen, kallet Iseran, gaarden Nabbethorp og fjerde delen av gaarden Sigestad, paa hvis grunner Fredrikstad skulde bygges.”
Gleming s. Kirken (tegnet 1861) er tildels af huggen sten og sedvanlig form, ved vestre dør med simpelt listverk. Den har en døbefont af klæbersten. Ifølge en besigtelsesforretning af 25 Oktbr. 1673 (i Rigsark.) fantes da i kirken ”et par smaa gammeldags emaljerede kobberstager til voxlys.” – Ved en af Gleming-gaardene blev funden 1857 en øx, en halvmaanedannet sag og en spydodd, alt af flint (C 2093-2095); - og paa Vestre Gleming 1857 i en gravhaug en halvkugledannet bolle af messing (C 2435), fyllt med brente ben.
SARPSBORG. Ifølge Klüwer saaes der i 1823 tomten af en kirke (Mariekirken) under Borgegaard (i Gamlebyen) ved en plads, som derfor kalltes kirken. Bygningen havde været opført af firhugne stene, hvoraf endel fantes i nærheden i trapper og gjerder. Skibet havde været omtrent 22 skridt langt og 13 bredt, koret 15 skridt langt og halvrundt; 10 skridt østenfor koret var der levninger af kirkegaardsmuren. Imellem kirkens tomter stod et hus, og omtrent 50 alen østenfor kirken fantes en voll, opsat af stene med jord og torv ovenpaa, af forskjellig højde, men overalt 6-8 alen bred. Denne voll omgav odden eller tangen af Gamlebyen (lige mod Hafslund og tæt ved Sarpsfossen) og havde indgang mod sydvest. Midt paa odden stod Borge gaard, da den sank i 1702. Den omtalte voll var en levning af den, som Olaf den hellige ifølge hans saga kap. 147 ”opkastede tvers over Nesset af sten, torv og tømmer.” I denne voll blev 1856 funden
(16)
en firkantet sten (C 2062) med et gjennemboret hul og et par udskaarne figurer, der se ud som forsiringer. – Ved Sarpsborg fantes 1849 en øx eller kile af flint (C 1485), fint sleben undtagen paa bagsiden.
TUNE p., Tune s. Kirken, af huggen sten uden forsiringer, nævnes allerede 1080 som fylkeskirke i Vingulmark, og fremviser nu formen af en korsbygning med et taarn foran; disse kors ere dog utvilsomt senere tilbygninger, og fra først af har kirken følgelig udgjort en aflang firkant, udvendig 62 alen lang og omtr. 20 alen bred, med et taarn foran, som holder 17 ½ alen fra nord til syd og 15 ½ fra øst til vest. Vestre indgangsdør er kun 2 alen 2 tommer bred og 5 alen 12 tommer høj, medens aabningen mellem taarnet og skibet er 8 ½ alen høj og 3 alen 9 tommer bred, uden anslag for døre. Ifølge Klüwer skal taarnfoden staa paa en stor gravhaug, omtrent 24 skridt i tvermaal. Hvorvidt dette er rigtigt, vil vel vise sig med det første, da kirken er bestemt til at nedtages. Biskop Jens Nielssøn siger i sin visitatsbog ved 24 April 1594, at kirken var meget forfallen, og tilføjer, at den ikke havde ”loft”, som vel vil sige, at man ligesom i stavekirkerne kunde se op i taget eller sperreverket. Det nuværende dørtrin udenfor vestre indgang er en plade af porfyrsynit, 5 tommer tyk, 5 fod lang og 3 fod 6 tommer bred, i midten med en firkantet fordybning (til relikvier), som viser, at den fra først af har ligget paa alterbordet. Kirken har en døbefont af klæbersten (tegning i Aarsberetn. f. 1858 pl. I.). – I kirkegaardens mur stod tilforn en sten (C 2092) med en indskrift i Gotisk sprog og med Gotiske runer (tegning i Aarsberetn. f. 1856 pl. III, beskrivelse sammesteds s. 72 ff.). – I en gravhaug ikke langt fra kirken blev 1859, foruden kul og aske, funden en fingerring, gjort af en fladdannet sammenbøjet gullstang, hvis ender gaa om hinanden, et stykke af en skaalformet messingspenne og følgende sager af jern: stykker af
(17)
en spydodd, af en skjoldbule og af et med skeden sammenrustet sverd (C 2315, 2316). – Under Graalum (Gralheim), omtrent 1200 alen i vest for kirken, var ifølge Klüwer 1823 ved vejens søndre side en stor gravhaug og ligeoverfor paa vejens modsatte side en lignende haug, paa hvis top laa en firkantet sten og ved vestre side af dens fod stod en mindre sten. Nogle faa skridt østenfor disse fantes i skoven ved vejens nordre side flere gravhauger og paa modsatte side 4 saadanne. Mellem dette sted og kirken fantes paa en ryg mellem postvejen og Tunevandet lige til gaarden Store Tune en mængde mindre dels runde dels langhauger, flere med smaa opreiste stene, desuden en stenrøs af omtrent 20 alens tvermaal og en kreds af 8 opreiste stene. Sansynligvis havde anlægget af postvejen forstyrret nogle af disse kredse, da der omkring en, som stødte lige til vejen, stod kun en halvcirkel af 5 smaa opreiste stene. Søndenfor postvejen saaes ved Store Tune 3 og ved Lille Tune 2 hauger, og paa den bakke, hvor bygdemagasinhuset stod, eller lige i nordost for kirken og ved nordre side af vejen var levninger af flere hauger. Paa en udyrket højde, kallet Trompeterhaugen, i nordost for magasinhuset, laa 25 mindre hauger tæt ved hverandre. – Paa Store Tune blev funden 1858 i udmarken en kniv og en spydodd, begge af flint (C 2193, 2194); - paa Skjøren 1848 i en myr en hammer af sten (C 1397); - og paa Østre Skjøren 1859 i en ager paa et sted, hvor sagnet siger, at vejen gik til Sarpsborg, en fingerring af gull (C 2269), som det synes fra hedenskabets sidste tid, med perlede striber paa langs, baade i størrelse og forsiring temmelig lig den ring, som fantes ved Vejen paa Ringerike. – Paa Holleby skal der være flere gravhauger; paa samme gaard fantes 1853 en øxehammer af sten (C 1899) og i sommeren 1848 ved nedrivning af et gammelt hus i dets undermur endel stykker af stene med udhuggede forsiringer, som formodedes at være levninger af det kapel, som engang stod paa gaarden; denne formodning kan dog neppe være rigtig, da biskop Jens Nielssøn i sin visitatsbog for 1598 siger:
(18)
”der herrefolk et stund boede paa Holleby, holdt de selv en trækapel ved magt, hed Holleby kapel; den er nu ødelagt og haver ikke været tjeneste deri udi 30 aar.” – Søndenfor postvejen og i den skov og udmark, som er paa begge sider af vejen til Opstadgaardene, saa Klüwer i 1823: 1) et kort stykke nordenfor Nordre Opstad og strax østenfor vejen en kreds af 14 skridts tvermaal, omsat oprinnelig med 8 opreisstaaende stene, fra 2 til 3 alen høje, men hvoraf en var borttagen; 2) 5 skridt i syd derfor havde mellem 2 firkantede stenblokke tilforn staaet en 4 alen høj bautasten, og 5 skridt søndenfor denne var der 3 hauger, hvoraf paa den ene havde staaet en veldig bautasten indtil senere aar, da den blev brugt i en bygning; 3) omtr. 60 skridt i øst til syd fra no. 1 var der en liden haugj hvorpaa laa omveltet en 3 alen lang bautasten; 4) ligeoverfor no. 1 ved den anden eller vestre side af vejen og omtrent 40 skridt vestenfor denne stode 2 bautastene, fra 3 til 4 al. høje, tæt ved hverandre; 5) omtr. 100 skridt i vest derfor en næsten 4 alen høj sten; 6) 8 skridt lige i nord for no. 4 laa der paa jorden en omveltet sten, 2 ½ al. lang og ¾ al. bred; 7) 25 skridt i øst for no. 4 stod i en lige linje først en 2 ¾ al. høj sten, 10 skridt derfra paa en liden haug en 4 al. høj sten, som dog nys var borttagen, 29 skridt derfra en 2 al. høj, 13 skridt derfra en fjerde og 70 skridt fra denne en femte sten; for østre ende af denne linje af stene fantes en langhaug og en veldig rund haug og i syd for disse fem større hauger foruden mangfoldige andre, der laa i hverandre, da største delen af skoven var fyllt dermed; 8) omtrent 120 skridt nordenfor den omtalte veldige haug og 8 skridt fra vejen var der en kreds, med 15 skridts tvermaal og omgiven af 9 svære stene; 9) lige imod dette sted var der ved østre side af vejen og omtrent 22 skridt fra denne en lignende kreds, 10 skridt i tvermaal, omgiven af 4 staaende og 4 liggende stene; 4 skridt nordenfor kredsen stode 2 opreiste stene og 6 skridt nordenfor disse 2 lignende; ingen af de under no. 2 anførte stene vare højere end 2 alen. – Paa Rikustad er en
(19)
stor gravhaug. – Ved højre side af vejen fra Opstad til Raagaardene gaar der ligefor en husmandsstue, som hører undre Saxegaard en skovvej imod vest, og naar man følger denne et stykke op, er der i skoven 2 bautastene og en gravhaug af sand. Der hvor gaarden Hauges udmark støder til Raagaardene er der paa et svaberg tæt ved vestre side af vejen indhugget 10, 12 nu noget udslidte skibsfigurer og 10 skridt længer mod vest 4 af samme slags. Et stykke nordenfor og ved samme side af vejen er der 7 eller flere lignende figurer, hver indtil 2 alen lang. – Paa Rødstad, ved vestre side af Visterflo, var der ifølge Klüwer 1823 en langhaug, med en grav omkring paa østre kant og hvori der 89, 90 aar før den tid fantes bord og dragspigre af et fartøj. Den nævnte haug med flere andre ved samme gaard vare da næsten jevnede. – Ifølge samme forfatter fantes under gaarden Throllerud (Thorhildarrud) ved Glommens højre bred paa en tildels ubestigelig bergkolle levninger af en mur, som af bønderne kalltes Throllerud slot; disse levninger vare dog saa ødelagte, at det hele kun var en grushob. – Paa en klippe mellem Sande og Glommen var der samme aar nogle gravhauger, tæt ved hvor to svenske soldater falt i 1814 og ligge begravne. Paa Sand (nysnævnte Sande?) blev 1852 funden en spydodd eller kniv af flint (C 1768) og samme aar paa et andet sted et stykke af en messingspenne (C 1769). Omtrent 800 alen i nordost for Sande laa der 1823 ifølge Klüwer paa en bakke under Berger en mængde større og mindre gravhauger, hvori der tid efter anden var funden sverd, sporer og en brynesten. – Ifølge samme forfatter fantes dengang paa toppen af den første højde mellem Isebro og Tune 2 veldige runde stenrøser.
RAADE p. Kirken (tegn. i Foren. arkiv) er tildels af huggen sten og af sedvanlig form men med halvrundt kor og taarn imod vest. Det sidste, som er 8 al. i firkant og har spidsbuet indgang mod vest, skal dog, som der siges, være opsat af stene fra et kapel, der stod paa Huseby, eller den saakallede Thesala kirke, og som først blev nedtagen i slutningen af det
(20)
16de hundredaar. – Ifølge Klüwer var der 1823 strax østenfor Lundebygaardene en kreds, 13 skridt i tvermaal, omgiven med 9 stene af omtrent 2 alens højde; 4 skridt østenfor kredsen 2 lignende stene, og 106 skridt østenfor disse 2 kredse, 12 skridt fra hinanden, hver 18 skridt i tvermaal, dene omgiven af 11, den anden af 13 stene af omtrent 2 alens højde. ”Ryggen, hvorpaa saavel kirken som de beskrevne minnesmerker ligge, strækker sig fra dette sted i vest eller er den samme, hvorpaa Karlshus ligger; den er temmelig bred, svagt heldende til begge sider og næsten overalt full af oldtidsminner og jordfaste stene. Raade kirke med Lundebygaardene, hvorpaa ogsaa finnes nogle smaa gravhauger, ligger paa det højeste punkt af denne ryg, der strækker sig lige til gaarden Borge.” – Paa sidstnævnte gaard traf Klüwer 30 skridt søndenfor (nordenfor?) postvejen til Isebro 3 kredse, hver 12 skridt i tvermaal, de tvenne omgivne af 12 stene, den 3dje af 13; omtrent 15 skridt i sydvest for den vestligste kreds laa en stenrøs med 2 opreiste stene i de modsatte kanter, og tæt i syd for den østligste kreds fantes en lignende sten. Med de omtalte minnesmerker maa Klüwer vistnok sigte til ogle af de samme, som fantes der 1856, ved nordre side af den gamle postvej paa et sted, kallet Runkvollmoen, men der var da 5 kredse, som det syntes nylig forstyrrede, saa at flere stene vare omfallne, dog kunde det sees, at en kreds havde haft 12, en anden 13 stene; kredsene laa saa tæt sammen, at endog periferien af to gjennemskar hinanden; tæt nedenfor under skraaningen og ved samme side af vejen var der en kreds med 12 stene og ikke langt derfra ved søndre side af vejen paa pladsen Missimyren en kreds med 9 stene og flere smaa hauger eller stenlagte pladse. Ifølge Klüwer skulde et sagn fortælle, at havet i forrige tider gik fra Krokstadkilen op i Skinnerflo under fornævnte ryg, hvad der vel neppe er rimeligt. Sagnet
(21)
fortalte og, at der nedenunder i det lave vand skulde være fundet levninger af baade og større fartøjer samt skjæl af muslinger og andre sødyr. – Paa Finnstad blev før 1829 funden i gravhaug et sverd og et økseblad av jern (C 197, 198). Ifølge Klüwer var der 1823 paa samme gaard en 3 alen høj bautasten, som var valgt til merkesten mellem Tune og Raade prestegjeld, tæt søndenfor 2 mindre stene og omtrent 40 skridt i nordost for førstnævnte sten en gravrøs med en opreist sten i vestre kant. – Paa Prestegaardens eng var der samme aar tæt ved hinanden 2 gravhauger, hvoraf den ene var blandt de største, Klüwer havde sees i landet. Udentvil var det disse, som udgroves i 1855, da der i den ene kun fantes flere lag af kul, men i den anden en spydodd, et bidselmundbid og en klinknagle, alt af jern (C 2025-2027) samt flere hestetænner og forrustede jernstykker. – Højst merkeligt var ifølge Klüwer hele strøget paa begge sider af postvejen mellem Raade og Rygge kirke, da der overalt paa de ikke opdyrkede steder fantes levninger af hauger og smaa opreiste stene. – Ved Vest-Raade, strax nedenfor kirken, var der en haug af 20 alens tvermaal, med en mindre tæt ved, hvorfra det lige mod øst gik en 93 skridt lang og 10 skridt bred ophøjet vej (?), belagt med temmelig store kampestene, til en kreds af 8 skridts tvermaal, omgiven af omtr. 1 ¼ alen høje stene. Fra denne kreds fortsatte vejen sig videre 40 skridt mod øst. Langs nordsiden af vejen laa efter hinanden 6 ahuger og langs sydsiden med forskjellig indbyrdes afstand 11 hauger. Lige under nordøstre hjørne af Raade kirkegaards mur fantes 6 staaende stene tilbage af en kreds, hvis ene halvdel var borttagen, da postvejen blev anlagt. – Paa Nedre Strømshaug fantes 1826 under en sten, som var saa stor, at den maatte sprenges ved 3 mineskud, 14 Bysantinske gulmynter, hvoraf tvenne, prægede mellem 919 og 959, nu ere i Bergens Museum. – Paa Løken blev 1811 i gravhaug funden og
(22)
ifølge en kongelig resolution afleveret til Kunstmuseet i Kjøbenhavn to firkantede rør paa en flad rund knap (endebeslag til 2 drikkehorn), en hel og en sønderbrudt sil, alt af bronse, samt et lidet sirat af sølv, og følgende sager af gull: en større en mindre fingerring, den første (K 654 b) dannet af en bøjet traad, hvis ender ikke ere sammenloddede, 2 mindre knapper, en bøjet traad eller stang og en sirlig berlok (K 653, tegning hos Boye I. 56, og hos Worsaae, ny udgave no. 378) af sølvblandet gull, oventil med en øsken eller hempe af gjennembrudt arbeide og nedentil endende i et druesirat. – Sletten tæt vestenfor Karlshus, siger Klüwer i 1823, havde tilforn været opfyllt med kampesten lig en brolægning, hvorpaa mange opreiste stene havde staaet, men for ikke lang tid siden vare brugte til gjerder og andet saadant. Dengang fantes ved slettens vestre ende endnu nogle staaende stene af 1 til 1 ¼ alens højde paa en bund af smaa tætliggende kampestene. – Paa østre og vestre side af gaarden Jonstens huse ved postvejen saa Klüwer 1823 flere lave runde hauger, og paa nogle steder smaa opreiste enkelte stene, ej over 1 ¼ alen høje. – Ifølge samme forfatter var der omkring husebygningerne paa Haugesten en mængde lave runde hauger og levninger af to langhauger, og strax østenfor dette sted tæt ved postvejen, ligeoverfor grensen mellem denne gaard og Jonsten, stode nogle opreiste stene, der tilligemed flere borttagne syntes at have omgivet en aflang kreds. Paa den del af Haugestengaardene, hvis husebygninger ligge tæt i vejen, og ved nordre side af denne saaes i 1860 en samling af gravhauger, hvoraf 9 syntes ej at være udgravne. I en indberetning af 1744 omtales 2 bautastene af mands højde paa Haugesten og ligesaa ved Meum. – Paa Sogn er der et par gravhauger, - og paa Grimstad fantes 1861 en øxehammer af sten (C 2814).
(23)
RYGGE p. Kirken (tegn. i Foren. arkiv) er af huggen sten, som skal være brudt i et bjerg i Evjesund en fjerding i sydvest for kirken, og sedvanlig form, dog med halvrundt korudspring; sakristiet er senere tilsat. Skibets døre, mod vest, syd og nord, ere rundbuede, kun den sidste med halvsøjler; indgangen til koret har derimod vandret overligger, og i denne er udhugget 3 menneskefigurer, og paa korunddelens ydre side en løve, som gaber over et menneskehoved. Over korbuen er der, i lighed med banlysningsaltanen i Throndhjems domkirke, et slags andet stokverk, hvortil en vindeltrappe inde i muren fører op. Ifølge Klüwer havde kirken 1823 en døbefont af klæbersten med udhuggede forsiringer. – Paa en liden ø i Kurefjorden er der eller har været 2 lave stensatte gravhauger. – Ved Eskelund saa Klüwer 1823 paa pladsene Grønvoll, Grønlid og Braaten tæt ved postvejen i granskoven et strøg, omtrent 150 alen langt fra øst til vest og 110 alen fra nord til syd, som næsten var aldeles fyllt med større eller mindre gravhauger, fordetmeste omgivne med en grav eller fordybning; i flere av haugene var der gravet. – Paa Mellem-Roer blev i eller før 1847 funden en tveegget spydodd eller dolk af bronse (C 1359). – Omtrent 300 skridt i øst for gaarden Gata var der ifølge Klüwer paa flad mark tæt ved hverandre 4 kredse, hver omtrent 15 skridt i tvermaal, men hvoraf kun den nordvestligste havde alle sine randstene (11), medens den sten, som havde staaet i midten, var bortført. Strax østenfor dette sted, over en 16-20 alen bred myrhals, fantes levninger af mange stensatte pladse med lave forhøjninger. Ved nordre side af postvejen saaes i 1860 flere gravhauger paa denne gaard. – Nogle 100 alen i sydost for Prestegaarden fantes 1823 i udmarken en mængde større og mindre gravhauger; paa en av disse, omtrent 16 alen i tvermaal, havde der staaet en liden bautasten, som da var omfallen. – Paa Bjølsund blev 1799 under en hob stene funden en snoet ring af bronse (C 60), formodentlig en halsring. – Paa Dillingen var der 1823 en del lave gravhauger. – Nærved hovedbygningen
(24)
paa Værne skal der i den saa kallede Munkehave under jorden være levninger af klosteret, som stod der, bestaaende af grunnvolle og murede gange. I 1581 var endnu endel af murene tilbage over jorden, da der ved kongebrev af 9 Juni samme aar blev bevilget Fredriksstads borgere af klosterets ”gamle forfallne mure hvis sten klosteret er utjenlig og uden klosters skade sammesteds brydes kunde.”
MOSS. Paa Jæløen var der 1740, uden at stedet nærmere angives, en aflang kreds omgiven af 24 staaende stene og med en lignende i midten. Ved Bellevy (fordum Krosser) paa samme ø funden 1857 en spydodd af flint (C 2099).
VAALER p., Vaaler s. Kirken, af sten, fik noget efter 1350 af hr. Aamund Bolt endel jordegods til belysning af ”korset” i kirken. – Paa en holme i Vansjø, kallet Slotsholmen, saa biskop Jens Nielssøn i 1594 levninger af mure.
HAABØL p., Haabøl s. Kirken, af sten, viet 28 Marts til Margrete, har form af et kors, men var formodentlig, hvad en undersøgelse vil vise, fra først af en langkirke. – I sognet fantes endnu 1780 et gammelt vaaningshus af træ paa 2 stokverk og forøvrigt af samme form, som det paa Langseter i Thrykstad (se s. 9). – Paa Haafvi (Hofvin) blev 1852 funden en øxehammer af sten (C 2081) i en haug, hvori der omtrent i 1822 skulde (?) være funden et jernsverd og en kobberring.
I dette prestegjeld, hvor vides ikke, blev før 1842 funden en øx af sten, hornblende (C 1037), og en sten, 8 tommer lang, højst rimelig en slibesten for stenredskaber, da slibningen paa den ene side fullkommen passer til øxen.
(25)
Da Kongshaugen på Gokstad ved Sandefjord ble åpnet og undersøkt i 1880, fant man i et tømret kammer om bord i gravskipet, skjelettet av en voksen mann. Oseberghaugen i Slagen, undersøkt i 1904, viste seg å inneholde skjelettene av to voksne kvinner. Etter at ugravningene var over, ble skjelettene oppbevart ved Anatomisk institutt.
